Fælles dansk eksportfremstød i London
 

Danmark vil være i front, når et gælder mode, design, interiør og brugskunst. Derfor er der nu mulighed for at blive del af et fælles eksportfremstød i London.

Håndværksrådet inviterer din virksomhed til at udstille på Summer Fair 2008, en af Storbritanniens vigtigste og største messer for gaveartikler, brugskunst og interiørprodukter i dagene 22.-25. juni 2008.  I samme periode finder det officielle eksportfremstød Creative Nation sted, og her vil der være mulighed for yderligere markedsføring af din virksomhed.

 
Fælles dansk eksportfremstød i London
 

Creative Nation London
Creative Nation blev lanceret i New York 2007 som en ny form for gennemførelse af eksportfremstød. Over 40 virksomheder deltog inden for dansk design, energi og fødevarer ved en række events i New York. Næste stop er London, og din virksomhed bliver i tillæg til Summer Fair en del af Creative Nation London. Det resulterer i, at din virksomhed bliver yderligere markedsført og dine produkter bliver yderligere eksponeret. Det sker bl.a. ved egen side i Creative Nations katalog, egen præsentation på Creative Nations hjemmeside, to billetter til gallamiddag og to billetter til netværks-arrangement. Endvidere bliver der mulighed at udstille sine produkter i Legoland Windsor, hvor en række danske aktiviteter finder sted.

Summer Fair 2008
Fagmessen Summer Fair er en relativ ny messe, der allerede har etableret sig som en af de største og vigtigste messer inden for branchen. Messen henvender sig i stor udstrækning til producenter og leverandører af gaveartikler, boligprodukter og brugskunst af højere kvalitet. Ved afholdelse af Summer Fair 2007 deltog 600 udstillere, heriblandt en række af de større danske virksomheder inden for branchen, f. eks. GreenGate, Lisbeth Dahl, Rice og Holmegaard, men også mindre virksomheder som Christine Løgstrup.

Målgruppe
De besøgende – dine potentielle kunder - er indkøbere fra britiske livstilsbutikker og stormagasiner med salg til ”upper-class”-segmentet. Indkøbere fra stormagasinerne tæller bl.a. John Lewis, House of Fraser, Selfridges, Debenhams, Harrods, Habitat, The Conran Shop og John Lewis. Derudover modtager messen besøg fra en række udenlandske indkøbere, her kan nævnes stormagasiner som Galeries Lafayette (Paris) og Brown Jones (Irland). I 2007 fandt 7.860 indkøbere vejen til messen.

Dansk fællesstand
Håndværksrådet har reserveret et standområde med en meget fin placering, og vi tilbyder din virksomhed:

 
  • Informationsmøde i Danmark
  • Markedsføring af din virksomhed i Storbritannien
  • En individuel stand på ca. 9 m2
  • Professionel design og opbygning af standen m.m.
  • Mulighed for arrangementer på fællesstanden
 

Håndværksrådet inviterer din virksomhed til at deltage i eksportfremstødet til en meget fordelagtig pris, der forventes at blive ca. 50 % under, hvad en individuel deltagelse vil beløbe sig til. Eksportfremstødet forventes gennemført med økonomisk støtte og i tæt samarbejde med Danmarks Eksportråd, messens salgsteam og Creative Nation.

For yderligere information bedes du venligst kontakte Susanne Baden Jørgensen, Håndværksrådet,  tlf. 33 93 20 00 eller e-mail baden@hvr.dk

 
FAGA.dk