Generalforsamlingen var en fængslende oplevelse

Udsigten til at ruske tremmer var for en gang skyld ikke afskrækkende, og bestyrelsen fik da også selskab af de tro følgesvende til generalforsamlingen, som 23. maj blev afholdt bag lås og slå i det tidligere Horsens Statsfængsel.

- Skrevet af Anita Bram Jahn, FAGA Sekretariatet

Årets generalforsamling faldt på en smuk og solrig forårsdag, hvor 22 deltagere var samlet inde bag de tykke fængselsmure i Horsens. Arrangementet begyndte i Arresten, hvor blikket kunne vandre frit mellem cellerne, mens frokosten blev krydret med fortællinger om fængslet. 

FAGA’s formand, Marianne Jensen, havde også noget på hjerte, og i sin beretning kom hun bl.a. ind på resultaterne af medlemsundersøgelsen, men allerførst fremlagde hun medlemstallet, som med 36 indmeldinger og 41 udmeldinger ligger stabilt på i alt 321 medlemmer. 

”Blandt udmeldingerne drejer det sig om virksomheder, som er lukket, solgt eller blot ikke betaler deres kontingent”, forklarede Marianne Jensen, og hun tilføjede, at der altid er plads til nye medlemmer - for hvert nyt medlem du skaffer, sender FAGA 2 flasker vin.

Stor tilfredshed blandt medlemmerne

Formanden takkede alle de medlemmer, der havde brugt tid på at besvare medlemsundersøgelsen, som havde en repræsentativ besvarelsesprocent på 34%. Hun glædede sig over, at 92% af medlemmerne er tilfredse/meget tilfredse med deres medlemskab, og særligt bonussen på Formland samt fragtaftalerne er i høj kurs. 

”MCH er en vigtig samarbejdspartner, og bonusaftalen på Formland forhandles for 5. år ad gangen. En 2-i-1 kontrakt giver 15% standlejebonus, og det findes ikke lignende på andre messer”, sagde Marianne Jensen, som også gjorde opmærksom på de to nye samarbejdsaftaler med hhv. DB Schenker om konkurrencedygtige eksportpriser på pallefragt, samt 15% rabat hos Bureau Veritas, som beskæftiger sig med produktsikkerhed og udsteder certificeringer, som f.eks. Nøglemærket og Økotex. 

 

Kompensation til bestyrelsen

Et velfungerende bestyrelsesarbejde har afgørende betydning for FAGA, og formanden benyttede lejligheden til at takke bestyrelsen, som bruger deres kostbare tid på frivilligt foreningsarbejde. Og da netop tiden er en knaphedsfaktor, indstiller bestyrelsen til, at der indføres en kompensationsordning. 

”Det er vigtigt med en dedikeret bestyrelse, og arbejdet har gennem mange år været på frivillig basis. Det fortsætter vi med, men arbejdet er tidskrævende, og derfor har vi afsat et samlet beløb på 100.000 kr. til at kompenser for ekstraordinært meget tid brugt på bestyrelsesarbejdet. Dette håber jeg, I vil nikke godkendende til, når budgettet skal godkendes, så FAGA også fremover kan tiltrække bestyrelsesmedlemmer, som vil yde en stor indsats i et frivilligt bestyrelsesarbejde”, lød det fra Formanden.

Kompensationsordningen på i alt 100.000 kr. blev godkendt af generalforsamlingen. 

   

Stigning i medlemskontingentet 

Det hører absolut til sjældenhederne, at medlemmer af en forening kan se sig helt fri for kontingentstigninger, som det har været tilfældet for FAGA i 37 år. Så en beskeden stigning på 300 kr. må nærmest siges at være på sin plads.

”For at få råd til nye tiltag har vi for første gang i FAGA´s historie valgt at sætte medlemskontingentet op med 300 kr., så det årlige kontingent fremover bliver 3.200 kr. Det er stadig meget billigt at være medlem af FAGA, og har man en Formland-stand på 20 kvadratmeter, så har man tjent kontingentet ind via standlejebonussen”, forklarede Marianne Jensen. 

Der var da også et stort flertal for kontingentstigningen, som således blev vedtaget og træder i kraft pr. 1. januar 2019. 

Formanden rundede sin beretning af med at opfordre til at tage del i debatten og komme med idéer, som der kan arbejdes med i bestyrelsen. 
LÆS REFERATET MED BERETNINGEN I SIN FULDE LÆNGDE

Godkendelse af regnskab og budget

FAGA’s kasserer, Christian Storm, gennemgik regnskabet for 2017 med indtægter for i alt kr. 2.154.780 og samlede udgifter på kr. 2.387.863, som efter aktieudbytte giver et negativt resultat på kr. -163.123. 

Yderligere fremlagde kassereren budgettet for 2019 med indtægter for i alt kr. 1.929.500 og samlede udgifter på kr. 1.991.000. Der budgetteres med et negativt resultat på kr. -16.500. 

Både regnskabet for 2017 og budgettet for 2019 blev godkendt. 

Genvalg

Der var ingen modkandidater, til de opstillede bestyrelsesmedlemmer; Christian Storm, Peter Laursen og Marianne Jensen, som således blev genvalgt – det gjorde sig også gældende for revisor Erik Olesen og revisorsuppleant Annette Andersen.

I fangernes fodspor

Efter generalforsamlingen fik deltagerne føling med fængselsstemningen på en spændende og informativ rundtur i det prisbelønnede fængselsmuseum, som er det største af sin art i Europa.

Turen gik bl.a. forbi cellen, hvor Peter Alberti, tidligere justitsminister som fik en bedrageridom i 1910, sad, og vi besøgte særafdelingen 4. Vest, som fra 1999-2006 husede bl.a. Hells Angels medlemmer. 

Rundvisningen sluttede under jorden, hvor udbryderkongen Carl August Lorentzen i 1949 flygtede gennem en underjordisk tunnel, som han ved egen håndkraft havde brugt 11 måneder og 4 dage på at grave. Med en ukuelig viljestyrke lykkedes det Lorentzen at gravede sig vej gennem mure, fundamenter, 18 meter sandet jord, mørke og iltmangel… Hvor der er en vilje, er der også en vej.