Kontakten med mennesker er mit brændstof

Flemming Andersen er Formlands nye ansigt udadtil, og selv om han grundet corona afvikler sin første messe som projektleder til august, føler han, han har fundet sin rette hylde. ”Jeg elsker kontakten med mennesker, og ikke mindst den udfordring, der ligger i at arbejde med noget, der er i konstant udvikling. Det betyder, at man hele tiden skal tænke nyt og ud af boksen”.

- Skrevet af Pia Finne

Når Formland holdes, traver projektleder Flemming Andersen gangene tynde for at tale med udstillere og samarbejdspartnere og dermed også med FAGA’s medlemmer. Det er også ham, man ofte får i røret, når der skal aftales standleje eller arrangeres et væld af andre ting, der har med Formland at gøre, for Flemming er det, han selv kalder en blæksprutte. Men det er også ham, der tager turen op i helikopteren og har det store overblik over messelandskabet lige nu og i fremtiden.

Flemming kender branchen. Han har både været indkøber og udstiller på Formland, og så han har det, han kalder for en 360 graders vinkel på messen, og det ser han som en fordel i bestræbelserne på at gøre både udstillere og besøgende tilfredse.

”Jeg kender messen fra alle sider, og når en udstiller står over for en problemstilling, så har jeg en forståelse for det, fordi jeg selv har stået i situationen, jeg har de bedste muligheder for at tage en dialog, og jeg kan måske gå i løsnings-mode lidt hurtigere end ellers”.

Flemming, der er 51 år, blev projektleder for Formland i oktober 2020, så selv om der har været tilløb, har han rent faktisk ikke stået i spidsen for en messe endnu. ”Men jeg kendte jo forudsætningerne, da jeg sagde ja til jobbet, og jeg vidste, at det ville være både udfordrende og frustrerende her midt en i coronatid. Frustrerende, fordi det er irriterende at stå med en god messe og ikke kunne gøre det, man gerne vil, og at man ikke har mulighed for at fortsætte den gode udvikling, messen er inde i”.

På den anden side mener Flemming dog også, at det er spændende, for der er ikke noget, der er, som det ”plejer” at være.

 

”Både vi som messe og udstillerne skal nytænke, og gøre tingene anderledes. Det kan klart være positivt, for der kommer altid noget nyt ud af en krise. Vi skal gentænke måden, vi driver messerne på, og udstillerne skal gribe det at udstille anderledes an, for i udfordrende tider skal vi være endnu mere omstillingsparate og agile”.

Messerne har taget en drejning

At messerne har taget en drejning, så det ikke i samme grad er salg, der er i fokus, men i højere grad inspiration, er Fleming ikke i tvivl om. Og coronaen har helt klart skubbet til udviklingen.

”Det kommer til at handle om inspiration, netværk og om at være branchens mødested”, siger han, og han fortæller, at CBS har lavet en undersøgelse, hvor de har set på messer fremadrettet, og den klare tilbagemelding blandt udstillere var, at det vigtigste udbytte af en messe er det uventede – det man ikke kan planlægge”.

”Holder du en online præsentation, er den styret og planlagt. Det er i det personlige møde, det uventede sker. Der skabes nye interaktioner, knyttes nye bånd og samarbejder opstår. Og det, tror jeg, bliver messernes vigtigste funktion i fremtiden”.

Ud over det personlige møde, mener Flemming, vi kigger ind i at skulle bruge nye platforme og være til stede 24/7 – ikke bare under messen, men også uden for messeperioden. ”Vi skal hjælpe vores udstillere med at få synlighed og skabe leadgenerering. Vi skal skabe en onlineplatform som add-on til messen, og hvor udstillere og besøgende også kan få kontakt imellem messerne. Faktisk arbejder vi i MCH netop nu intenst på at skabe netop en sådan platform, hvor vi udnytter synergien i, at vi har fat i både udstillere og besøgende”, fortæller Flemming.

Formlands ansigt udadtil

Flemming er Formlands ansigt udadtil. Han er tovholder på og ansvarlig for salg, markedsføring og projekter med samarbejdspartnere, branchesamarbejder og pressen. Han er med andre ord den synlige og den ansvarlige på alle fronter, når det gælder Formland. Han er med på den lavpraktiske projektkoordinering såvel som på turen op i helikopteren.

”Jeg drømmer om at gøre jobbet så lavpraktisk som muligt, for der er brug for luft, hvis man skal tænke fremad og nyt, og det skal der til. Som udviklingen er i dag, nytter det ikke, at man ”bare” drifter. Der skal udvikles”

Han mener også, det er utroligt vigtigt at messeteamet og sælgerne er synlige i messehallerne. ”Det er lige så vigtigt for os at tale med udstillerne ansigt til ansigt, som det er for udstillerne at møde deres kunder fysisk. Samtidig er det også vigtigt at sørge for, at det kører, når pressen er på besøg om torsdagen. Så der er rigtig mange opgaver – også under selve messen”, siger Flemming med et smil. For det er netop alsidigheden, han synes er så fedt ved jobbet. 

”Jeg er et følemenneske. Jeg elsker kontakten med mennesker, det er mit brændstof. Og så har jeg også en passion for interiør og design, og det er jo også vigtigt, når man arbejder med branchen”.

Udvikling og nytænkning

Når Formland er overstået i august, har Flemming allerede det ene ben i København, for i forbindelse med 3daysofdesign fra 16.-18. september arrangeres Designcamp // Formland på Docken, hvor nogle af Formlands udstillere får mulighed for at være en del af det københavnske designevent.

”Det er en del af udviklingen. Vi skal være agile, openminded og omstillingsparate, og vi skal lytte til, hvad vores udstillere siger, og netop deltagelsen på 3daysofdesign er udsprunget af et udstillerønske om også at have en platform i København og være synlige under 3daysofdesign”.

Flemming er ikke i tvivl om, at den brancheglidning, vi ser nu, kun er begyndelsen. ”Jeg tror, interiør- og designbranchen vil favne nye brancher og samarbejder fremadrettet, hvilket jo er en af grundene til, at vi jo netop har indledt et samarbejde med GASA GROUP om etableringen af det nye område ’GREENHOUSE – nature to the people’ på Formland”.

Han løfter også sløret for, at man er i dialog med andre brancher, der kan spille godt ind i Formland. Eksempelvis er der en øget interesse fra modebranchen. ”Vi skal ikke være en ny modemesse, men vi skal imødekomme de behov, der er fra vores besøgende, og vi skal være åbne overfor nye muligheder. Men frem for alt skal det give mening. Det handler om kvalitet af udstillere – ikke kvantitet, og det kan sagtens være, at kvadratmeterantallet falder på messerne i de kommende år, fordi messestrukturen bliver anderledes. Udstillerne har ikke længere hele deres kollektion med på en kæmpestor stand, men vil hellere inspirere og vise nyhederne. Og ja, vi lever af at sælge kvadratmeter, men vi lever også af, at udstillerne kommer igen”, slår Flemming fast.

Når det gælder ham selv, er han ikke i tvivl om, at han har fundet sin rette hylde på Formland. ”Nu glæder jeg mig til at bevise det med en åben messe”, slutter han med et smil.