Småt brændbart

Formland var en fornøjelse. Både udstillerne og de besøgende havde en positiv tro på fremtiden, og det er netop det, der er behov for. De besøgende ikke bare kiggede. De købte også, og det skal der til, hvis vi skal have branchen på rette spor i fremtiden.

- Skrevet af bestyrelsesmedlem Peter Laursen

Bare det at opleve, at en messe kan finde sted igen, var rart. Alle var spændte, og alle var nok også en smule skeptiske i forhold til, hvad vi ville få ud af det. For de færreste kan frasige sig en vis frygt for corona, og der er ingen tvivl om, at de fleste af de besøgende har overvejet, om det var det rigtige at køre til Herning. Men over 10.000 besøgende lod trangen til at komme ud og opleve branchen og møde kollegaer og forretningsforbindelser igen vinde over frygten. 

Første dag var der ligefrem en opstemt stemning, som når køerne slippes på græs. ”Vi skal nå det og det”, ”vi skal høre det og det foredrag” og ”vi skal også have en god frokost”. Alle ville have en oplevelse, og alle havde en tro på fremtiden, og det var givende.

Balancen var, som den plejer at være. Torsdag og fredag var de bedste dage, lørdag var mindre god, og søndag kom butikspersonale og indkøberne fra de mindre butikker, dem, der ikke kan forlade deres forretninger i åbningstiden. Og det er SÅ fint. Samtidig havde MCH givet den fuld skrue på cafeer, restauranter, trendudstillinger med videre, og det skal de have et stort klap på skulderen for. De kunne have valgt at holde messen enkel og tjent flere hårdt tiltrængte penge til den corona-slunkne kasse. Men det gjorde de ikke. De skabte en messe, der var værd at køre efter, og som indkøberne forhåbentlig tænker, de heller ikke vil undvære næste gang.

Det falder også tilbage på os som udstillere. Nu er der en god stemning omkring Formland, og den skal vi være med til at fastholde ved også næste gang at skabe inspirerende og spændende stande, der kan give indkøberne og de øvrige besøgende noget med hjem – andet end ordrer i tasken.

Jeg tror på, at vi fremadrettet skal tænke meget mere i oplevelser og inspiration. Det er en kendsgerning, at det salg, man har på messen, bliver mindre og mindre. Derfor skal man tænke på messen som en præsentationsmulighed, som kundepleje og som et sted, hvor man kan gøre opmærksom på sig selv.

I dag har de fleste af os etableret B-2-B webshops, hvor kunderne i ro og fred kan sidde der hjemme og bestille varer. Det er positivt for både dem og os, men det gør det vanskeligere at måle dækningsbidraget på de fire dage, vi står på messen, for man kan ikke vide, om det salg, der sker online, ville være sket alligevel, eller om det sker som følge af det, indkøberne så på messen.

MEN; hvis vi alle siger til os selv, at det ikke kan betale sig, fordi der ikke kommer ordrer med hjem fra messen, hvor er vi så henne – uden en platform at samles om og uden mulighed for at mærke suset fra branchen. Så derfor er det vigtigt at bakke op – også fremadrettet. Der er ingen tvivl om, at meget kan klares online, men jeg er sikker på, at kunderne i længden ikke vil ”nøjes” med at handle i en webshop. De vil se og mærke varerne. Det er ganske enkelt branchens DNA.

I min virksomhed har vi, som de fleste andre, brugt corona til at revurdere vores strategier – også vores messestrategi, og nogle messer er blevet vejet og fundet for lette. Men at skulle undvære messerne ville være trist. Og er man en lille, nystartet virksomhed, mener jeg, at messerne er essentielle. Det er praktisk talt umuligt for en mindre, ny virksomhed at komme igennem til indkøberne via nettet, hvor kampen om opmærksomheden er stor. På messerne kan de møde kunder, og der er direkte afregning: Kan indkøberne lide produkterne eller ej.

Messerne er med andre ord et effektivt udstillingsvindue, hvad enten man er lille og ny eller stor med mange års erfaring i branchen. Og det er min klare opfattelse, at den stemning, der denne gang var på Formland, understreger, at messerne er vigtige for alle. At det personlige møde er essentielt, og at messerne HAR en fremtid.