Trend Club - Brick by brick
Formlands trendtema bliver udstillet flere steder på messen. Blandt andet i Hal D, hvor Eckmann Alive står for området Trend Club. Det københavnske trendbureau har i designet af trendområdet ladet sig inspirere af mursten, der er en af tidens store inspirationskilder for designere, arkitekter og kunstnere verden over.
”På Formland-messen i august viskede vi tavlen ren og tog hul på en ny begyndelse med temaet Pure. Nu begynder vi at bygge op igen – brick by brick. Vi er trætte af luftkasteller. Nu skal vi i gang med at bygge et nyt fundament med tyngde og gods”, fortæller trendforsker Anette Eckmann.
Trend Club bliver opbygget i en kombination med mursten og nye, smarte og moderne produkter, der er udvalgt blandt Formlands udstillere.
New Note – Blue Marine Club
Der bliver også en særlig Club-følelse på New Note-området, hvor banebrydende designvirksomheder fra Skandinavien udstiller side om side. Igen i februar kan det hotte designområde melde fuldt hus med 40 udstillere, der viser nogle af tidens mest toneangivende produkter frem. Udstillerne er specielt udvalgt af hallens kurator, trendforsker Mads Arlien-Søborg.
”New Note er først og fremmest en "Club" for mennesker med smag for design. Denne gang har jeg valgt at tematisere den blå farve, som den kommer til udtryk i havet, på himlen, ved stranden, på havnen og på fiskerbåde. De naturlige nuancer af blå, som kendetegner den skandinaviske natur og kultur”, udtaler Mads Arlien-Søborg om New Note, der bærer undertitlen "Blue Marine Club".
Farverne
Fra det kliniske, lette og luftige udtryk bevæger vi os nu over i en ny farveskala, hvor falmede og forvaskede farvetoner dominerer.
Formlands nye tema CLUB til forår/sommer 2010 lægger op til en ny epoke. Vi bevæger os ind i en periode præget af fornuft og rationelle beslutninger.
CLUB temaets farveskala er opbygget med den røde solide teglsten som inspirationskilde. Stenens brændte udtryk og varme farver signalerer tryghed, jordforbindelse og soliditet.
Jordfarver
Fælles for jordfarver er, at de er afdæmpede i deres udtryk. Brune nuancer sender signaler om tyngde og stabilitet samt tryghed. Jorden flytter sig ikke.
CLUB farveskalaen er centreret omkring mættede mellemfarver, som spænder fra de helt lyse nuancer over i det helt mørke. Jord, terracotta, ler, tegl, mursten, rustent jern, limfarver. Vi har også hentet inspiration i planteverdenens mættede grønne farver, mos, bregner, tang. Tænk på naturen i tåge eller på falmende og solblegede tekstiler. |