”Jeg sidder i flyveren på vej til Indien på en forretningsrejse langt ud over det almindelige. I kufferten har jeg ikke de sædvanlige kontrakter og ordrer, men derimod 20 børnepyjamasser af eget design i økologisk Fair trade-certificeret bomuld”. Sådan fortæller Annemarie Franck fra Frank & Fisher.
Som beklædningsdesigner og med eget firma har Annemarie besøgt alle de systuer, man samarbejder med i Asien.
 ”Men som så mange andre i min branche havde jeg aldrig set en bomuldsmark. Omvendt har de fattige indere, der slider med at plukke bomuld til blandt andet mit design nok heller aldrig set, hvad der egentlig kommer ud af deres anstrengelser. Og de aner helt sikkert ikke, hvad en pyjamas er for noget?”
Derfor valgte Annemarie Franck at bytte ordrerne og kontrakterne i kufferten ud med tøj, og det er hun glad for, hun gjorde.
Når man designer og sælger Fair trade eller økologisk tøj indebærer det, at man over for sine kunder kan dokumentere, at den ekstra pris, de betaler for varerne, går til bønderne, der plukker bomulden. Og enhver ved, at der ikke skal mange negative historier til om Fairtrade og økologi, før det bliver en god undskyldning for forbrugere til helt at fravælge de ofte dyrere produkter.
”Det nytter ikke noget, pengene ender jo alligevel i de forkerte lommer...”, kan det lyde, og netop derfor valgte Annemarie at tage til Indien sammen med Fair-trade organisationen Max Havalaar, for ved selvsyn at se, hvordan vilkårene er for de bønder, der plukker plukket bomulden til børnetøj.
Turen gik til Madhya Pradesh, midterstaten i Indien for at besøge tre forskellige grupper af bønder, der sælger økologisk og Fairtrade-certificeret bomuld.
Et land kan kendes på sin lugt
 ”Et land kan kendes på sin lugt, og allerede da jeg gik ud af Delhi lufthavn, var jeg klar over, at dette var Indien – luften var varm og krydret - som et miks fra krydderihylden kogt sammen i en stor gryde”, fortæller Annemarie. Men ud over lugtesansen blev synet og hørelsen også stimuleret - dette var landet, hvor det fattige og trøstesløse bliver opvejet af smukke mennesker i farvestrålende tøj og med nysgerrige øjne, tilsat en larm fra millioner af lastbiler, biler og knallerter med hornet i bund.
”Og selv om trafikken i Indien kan sammenlignes med radiobilerne i Tivoli, tilsat en hellig ko, var den eneste vej ud til bønderne med en gammel Jeep uden sikkerhedsseler. Så det blev ikke en tur for sarte sjæle”, lyder det smilende fra Annemarie Franck.
Hendes første møde med bomuldsbønderne var i en landsby, der hørte til organisationen Mahima.
”Den lå langt væk fra al civilisation. Det var som havde vi skruet tiden tilbage til oldtiden. Bønderne boede i lerklinede huse og sov på jorden med deres hellige køer”, fortæller Annemarie, der forsøgte at fortælle inderne om hendes arbejde med deres bomuld.
”Men det er jo en helt anden verden, jeg kommer fra, og jeg tror egentlig ikke, at de forstod, hvad jeg fortalte dem. Dog var de meget begejstrede for at høre, at det var bomulden fra deres marker, der var blevet brugt til mine medbragte pyjamas’er”.
I byerne findes Fairtrade Råd, der skal beslutte hvad Fairtrade bonussen – de penge bønderne får i forhold til, hvor meget af deres høst, der er solgt under Fairtrade betingelser.
Og pengene bliver brugt til alt fra at drive et hostel med mad, madrasser og vagter, hvor børnene kan overnatte tæt på en skole langt væk fra landsbyerne, til drikketrug til køer og geder, brønde i landsbyerne, biogasanlæg, der kan omdanne kokasser og urin til strøm til husene og gas til madlavning og ét sted, havde man valgt at bygge en stor lade, hvor bønderne kunne opbevare deres bomuld efter høsten.
 ”Ofte får bønderne en lavere pris for afgrøderne lige efter høsten, fordi alle høster og sælger samtidig. Hvis de kan vente et par måneder med at sælge, så kan de måske få en højere pris”.
I en af de byer Annemarie Franck besøgte, havde bønderne ikke kunne sælge et eneste kilo bomuld under Fairtrade betingelser i den pågældende sæson.
”Men de holdt stadig på deres høst og håbede på en opkøber, der ville handle under Fairtrade, eller må de sælge deres bomuld på det konventionelle marked til lavere priser”.
Økologi er i øvrigt stærkt forbundet med indernes tro. De fleste er vegetarer, fordi man ifølge hinduismen ikke må slå hverken dyr eller mennesker ihjel. For tyve år siden var økologi næsten forsvundet, fordi vestlige firmaer solgte dem ideen med at sprøjte markerne med kemiske ukrudtsmidler. Efter flere år var markerne udpinte, og bønderne begyndte at få udslæt og dø af cancer. I dag er flere bomuldsbønder i Indien vendt tilbage til økologien, fordi den giver samme udbytte som den konventionelle. Dog kræver det mere arbejde i marken at dyrke økologisk, da man oftere må sprøjte med kourin og andre naturlige pesticider.
Nattøj til børnene
 Annemarie havde nattøj med til børnene.
”Men det var en svær beslutning, for der var langt flere børn, end jeg havde tøj til og de trængte alle til noget nyt”, beretter Annemarie. Hun havde dog været forudseende, og havde således også medbragt 100 ”memory” spil til de børn der ikke fik tøj, og da børnene ikke kendte til præfabrikeret legetøj, kaldte Annemarie dem sammen i de byer, de besøgte, og lærte dem at spille Memory.
”Det var virkelig stort at se, hvilken glæde det bragte frem i deres ansigter, når de forstod, hvad spillet gik ud på, og efterfølgende hver især fik et sæt at spille med. Det var de små ting, der gav stor glæde her”.
I 8 intense dage var Annemarie gæst hos tre økologiske og Fairtrade-certificerede bondeorganisationer i midten af Indien, og hun er ikke i tvivl om, at økologisk bomuld er fremtiden.
”Men Fairtrade kommer vi heller ikke udenom for at bekæmpe fattigdommen. Hvis bare vi vil give afkald på lidt af vores overflod og give lidt mere for vores bomuldsvarer, ville vi kunne hjælpe bomuldsbønderne på den anden side af jorden med en bedre tilværelse i fremtiden”.
|
