Seneste Nyt

Beretning om generalforsamlingen

Årets generalforsamling, som fandt sted 27. maj, blev afholdt i god ro og orden med genvalg og samtidig to nye ansigter som hhv. bestyrelsessuppleant og revisorsuppleant.

- Skrevet af Anita Bram Jahn, FAGA Sekretariatet

På trods af et coronapræget samfund, der satte det sociale element ud af spil, var der alligevel 16 personer, der havde valgt at deltage - heraf 10 hjemme bag skærmen.  

Efter ordstyrer Jens Kvorning fra SMVdanmark havde erklæret generalforsamlingen for lovligt indkaldt, berettede formand Marianne Jensen om det forgangne år:  

"FAGA har i alt 345 medlemmer. Vores mål er stadig 400 medlemmer, men vi erkender også, at det kan blive svært at opnå, alt efter hvordan krisen sætter sit præg på virksomhederne i den kommende tid", lød det fra Marianne, som samtidig glædede sig over, at Infocentret på Formland i februar resulterede i 7 indmeldelser under messen samt 21 interesserede. 

Og så kom Corona...

Coroankrisen lammede store dele af det danske erhvervsliv, og pludselig stod tusindvis af virksomheder overfor adskillige udfordringer, som ingen havde prøvet kræfter med tidligere.
"Det medførte massevis af spørgsmål, og der skal lyde en stor tak til SMVdanmark, der stod klar med råd og vejledning fra start. Desuden har de haft stor indflydelse på nogle af de beslutninger, regeringen har truffet under Coronakrisen, da SMVdanmark stod bag en lang række forslag, som udløste de hjælpepakker, der holder hånden under vores medlemmer", påpegede Marianne.

"Nu er landet langsomt ved at lukke op igen, men det betyder bestemt ikke, at krisen er slut. Der vil blive skærpet kamp om kunderne, der kommer nye salgskanaler, nye måder at sælge vores varer på, ting og ideer som dukkede op under Corona og med nye store krav til leverandøren – og desværre vil vi se firmaer bukke under."

Corona spændte også ben for den fysiske afholdelse af FAGA+PEJ trendseminar. Men retningen for den kommende sæson er afgørende for de fleste, så arrangementet blev forvandlet til et webinar med i alt 83 deltagere.

SMVdanmarks fællesstande

Trade Council har i det forgangne år støttet SMVdanmarks fællesstandende med et samlet tilskud på næsten 2 mio. kr., som bl.a. er kommet FAGA's medlemmer tilgode. Fremadrettet vil der fra regeringens side også være opbakning til danske eksportfremstød, for som formanden fremhævede: 
"En af de få positive konsekvenser af Coronakrisen er, at udenrigsminister Jeppe Kofod fremadrettet øger tilskudsrammen for eksportfremstød fra 50% til 75%". 

Ny samarbejdspartner

I september indgik FAGA en rammeaftale med Mogens Daarbak, hvor medlemmerne opnår specialpriser på en række produkter inden for kontorartikler, emballage m.m. Og som formanden understregede:
"Vi er altid åbne for forslag til nye samarbejdspartnere. Har I idéer eller ønsker til potentielle aftaler, som er relevante for hele medlemskredsen, så kom endelig frem med dem". 

Yderligere lagde formanden vægt på, at alle medlemmer er velkomne til at komme med indlæg til FAGA Nyt - såvel kritiske emner som konstruktiv debat, så længe indholdet ikke er til gene for andre. Kontakt redaktør Pia Finne eller Anita i sekretariatet. ​

Fornyelse af MCH aftalen til og med 2026

Den gensidige aftale mellem FAGA og MCH fortsætter med uændrede vilkår for årene 2022-2026. Det betyder, at medlemmerne fortsat kan opnå 15% standlejebonus med en 2i1-kontrakt, eller 10% med en ordinær kontrakt. 
"Der eksisterer ikke lignende aftaler med andre foreninger i branchen, og det er således vigtigt, at FAGA og MCH opretholder det gode samarbejde", forklarede formanden og tilføjede, at der i 2019 blev udbetalt i alt kr. 1.095.382 i bonus til medlemmerne. 

Målet for Formland til august er 250-300 udstillere, og status på dagen for generalforsamlingen var 226 underskrevne kontrakter. Antallet af mulige udstillere er begrænset af det nye regelsæt vedr. Corona, men formanden understregede, at MCH gør en stor indsats for, at augustmessen bliver flot og et besøg værd. Samtidig opfordrede hun til, at så mange som muligt bakker op om messen: 
"Det er NU, vi skal vise branchen og vores kunder – ikke mindst vores tyske kunder – at vi kan stå sammen og i fællesskab lave en messe, der tales om i fremtiden". 

Tak til bestyrelsen

Formanden rettede en stor tak til de øvrige bestyrelsesmedlemmer for deres indsats i foreningen. Ved samme lejlighed oplyste hun, at suppleant Camilla Christensen har valgt at træde ud af bestyrelsen og takkede Camilla for den tid og det arbejde, hun har lagt i bestyrelsen - bl.a. som ansvarlig for trendseminaret.
"Kirsten Sander Iversen fra Andersen Furniture stiller op som ny suppleant og overtager samtidig ansvaret for trendseminaret. Jeg er helt sikker på, at hun med sin viden og erfaring kan bidrage godt til bestyrelsen", lød det fra Marianne. 

Beretningen blev afsluttet uden indvendinger. 

Godkendelse af regnskab og budget samt fastsættelse af kontingent 

Kasserer Christian Storm fremlagde årsregnskabet for 2019 med et positivt resultat på kr. 124.396. Regnskabet balancerer med kr. 4.122.841. 

I 2021 budgetteres der med indtægter for i alt kr. 2.400.000, og de samlede udgifter estimeres til kr. 2.631.000, som bl.a. inklureder en markering af FAGA's 40 års jubilæum. Der forventes således et negativt resultat på kr. 231.000.

Både regnskab, budget og kontingent på kr. 3.200 samt samt indmeldelsesgebyr kr. 300 blev godkendt på generalforsamlingen. 

Grønt lys til alle kandidater

De opstillende bestyrelsesmedlemmer blev genvalgt, og den indsupplerede suppleant blev valgt: 

  • Marianne Jensen (formand)
  • Christian Storm (kasserer)
  • Peter Laursen
  • Kirsten Iversen overtog suppleantposten efter Camilla Christensen, som havde valgt at træde ud

Ligeledes blev revisor Erik Olesen (E.O. Engros) genvalgt, og Jens Andersson (Andersson Supply) blev valgt som suppleant, da Anette Andersen (RIC Denmark) har solgt virksomheden og således ikke længere er medlem.

Der var ikke yderligere at drøfte, så formanden rundede generalforsamlingen af med en tak for opbakningen i året der er gået og opfordrede til at se positivt på fremtiden og bakke op om messerne til gavn for branchen. 

DOWNLOAD REFERAT FRA GENERALFORSAMLINGEN

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.