Seneste Nyt

Formland favner fremtiden

Formland klæder interiør- og designbranchen på til fremtiden, når messens Autumn-udgave løber af stablen 18.-21. august i MCH Messecenter Herning. Messen byder på nye trends og tendenser, foredrag, workshops og oplevelsesuniverser, og selv om projektleder Flemming Andersen kalder den forestående messe for en messe i en konsolideringstid, tror han også på, at de af FAGA’s medlemmer, der udstiller, er klædt bedt muligt på.

- Skrevet af Pia Finne

Formland fokuserer denne gang mere end nogensinde på fremtidens forbruger og tilbyder værktøjer til mulige forandringer af de besøgendes forretninger.

”Det er en messe i en konsolideringstid på godt og ondt, hvor mange virksomheder skal finde deres ben at stå på igen efter corona og midt i en ny ukendt situation. Men selvom fremtiden kan se usikker ud, er Formland Autumn også fødekæde til branchens vigtigste Q4, og derfor er det vigtigt, at både udstillere og indkøbere bruger den platform, messen er”. Det siger projektchef Flemming Andersen, og han ser masser af udviklingspotentiale og gode muligheder for at kigge et par år frem i tiden. 

”Lige nu er det traditionelle interiørmarked svindende, og desværre er der nok nogle aktører, der forsvinder, og andre går lidt i dvale, fordi der ikke er økonomi til at rasle voldsomt med sablen, men netop derfor handler det i høj grad om at kigge ind i fremtiden sammen. Jeg tror på, at vi i løbet af de kommende messer vil se en polarisering, der lader iværksætteri og innovation blomstre. Det tyder den udvikling, vi ser lige nu, på. Vi får flere henvendelser fra mindre, nye virksomheder, og det er positivt”.

Fra 2023 forventer Flemming sig meget af møbelbranchen i forhold til Formland, og han ser frem til at introducere et nyt Fashion og Kids-område på Spring-messen 2023.
Til denne messe forventer han 370+ udstillere, og det er han tilfreds med i en brydningstid som den, vi befinder os i. ”Og frem for alt er der et stort udviklingspotentiale”, siger han, men slår dog fast, at man følger udviklingen nøje i et forandret landskab – positivt og mindre positivt.

På messen til august gøres der alt for at inspirere såvel indkøbere som udstillere.
Bl.a. vil futurist og medejer af Universal Futurist, Anne Skare Nielsen, gøre de fremmødte på Speak Up-scenen klogere med foredragene 'Forstå spillebanen for dette årti og vind fremtiden' og 'Efter den industrielle revolution kommer den spirituelle'.

”Mine foredrag bringer energi og håb for fremtiden - jeg tænder lyset og giver folk en gnist at arbejde videre med. Vi bevæger os ind i en tid, hvor vi værdimæssigt går fra mere til bedre, og det er en fremtid, som folk typisk giver udtryk for, at de gerne vil være en del af. Jeg præsenterer et par helt afgørende gamechangere, og foredragene sætter dermed en ny retning og åbner øjnene for nye pejlemærker, som er både spændende og interessante”, konstaterer Anne Skare Nielsen.

Andre talere på Speak Up-scenen inkluderer blandt andre trendeksperterne Anette Eckmann og Mads Arlien-Søborg, trendforsker og ejer af pej gruppen Louise Byg Kongsholm, foredragsholder Torben Lorentsen og konceptudvikler og visual merchandising-ekspert Stine Grubbe.

Nyt område med fokus på moderne visual merchandising

Netop Stine Grubbe er desuden tovholder på det nye område Concept Zone, der beskæftiger sig med moderne visual merchandising, herunder konceptudvikling og salgsoptimering. Zonen byder blandt andet på en stribe workshops, der klæder de deltagende på i forhold til, hvad moderne visual merchandising egentlig er for en størrelse, og hvordan man på tværs af sine visuelle platforme kan udvikle koncepter til både små og store butikker. 

”Concept Zone byder på praktisk og ultrakonkret inspiration til butikskoncepter, der blandt andet er baseret på ny forskning om kundepsykologi. Zonen er helt bevidst opbygget så butiksnært som muligt, så området både er relaterbart og øjenåbnende for de besøgende". 

 

"Den nye zone komplimenterer de eksisterende zoner på Formland rigtig godt og giver med sit udgangspunkt i ny forskning en frisk og inspirerende vinkel på det visuelle”, lyder det fra Stine Grubbe, der mener, at Formland blot bliver stærkere og stærkere, og med sit omfattende program snildt kunne bære at vare en hel uge.

Danske Dekoratører er også på pletten med et styling-event, der vejleder i visual merchandising, og netværket tilbyder herudover "one-2-one-sessions" med dekoratører, der kan give skræddersyet sparring om alskens udfordringer hjemme i de deltagendes butikker.

Ti haller fyldt med oplevelser

Formland Autumn 2022 breder sig over 10 messehaller spækket med produktnyheder og æstetiske oplevelser, og som besøgende bevæger man sig rundt mellem en stribe communities, der alle relaterer sig til interiør og design. Også diningbranchen er repræsenteret her – eksempelvis er FDB Møbler tilbage på messen med det nye brand Ildpot.

Trendområderne, der er en regulær signatur for Formland, vender naturligvis tilbage og vil atter tjene som horisontudvidende miljøer, der bare venter på at blive udforsket. Ligeledes indretter trendekspert Anette Eckmann som tidligere en innovativ eventzone med fokus på kulinariske oplevelser og table top. 

På eventzonen kan man hente inspiration, nye ideer og viden om trends og tenderser, og det er muligt at opleve og deltage i en række unikke og gratis events, bl.a. ”hands on” master classes, hvor man blandt meget andet kan lære at åbne østers. Dæk et smukt bord, A TABLE SETTING, det går aldrig af mode. Så hver dag har Anette inviteret dygtige kreative trendsættere til at dække det smukkeste bord, til nytårets fester og gæster. 
Smut forbi baren og hør om - og smag på de nyeste tendenser indenfor drinks & cocktails,og alle messens dage kan man møde repræsentanter fra Vadehavets Østersakademi og fra Danske Madpublicister.
Så samlet set er der i den grad lagt op til en sansestimulerende oplevelse, når messen atter ruller, og projektleder i MCH Flemming Andersen kan da næsten heller ikke vente, til det atter går løs.
”Vi er rigtig glade for den flotte opbakning til årets Formland Autumn, som vi møder fra både udstillere og samarbejdspartnere trods den fortsat udfordrede tid, og vi er enormt spændte på at zoome ind på fremtiden og dennes forbruger - blandt andet via de mange horisontudvidende foredrag”, siger Flemming Andersen.

Formland trenden: Modern Nomade - en global bazaar

Modern Nomade - a global bazaar er Formlands trendområde, der denne gang afspejler bevægelse. I en kontur af trapper bevæger du dig rundt i et univers af basarstemning, omsluttet af dybe jordfarver med kontraster af turkis, rød og brændt orange. ”Basaren er et mødested, hvor der udveksles historier og erfaringer. Her deles, byttes, handles og smages. Her er plads til det håndlavede og til det producerede, men mest af alt er der plads til oplevelser”, lyder det fra Mille Fly og Sofie Helsted fra Fly/Helsted, der står bag trendzonen. Videre forklarer de to:

 

”Vi har lært at intet står stille. Alt er i forandring og i konstant bevægelse i alle retninger. Der er mange veje, og det kan til tider føles som en labyrint at finde rundt i.

For den moderne nomade handler det om at omfavne et selvstændigt, frisindet syn, holde et åbent sind for oplevelser, muligheder og forandringer. Hvilket afspejler den tid vi er i, som stadig er præget af uvished.

Fremtiden er ukendt og overstiger vores fantasi. Metaverse bliver måske vores nye verden, og gør behovet for at stå sammen endnu større. 

Vi har brug for fællesskaber, og for at skabe communities af ligesindede. Det er nemmere at skabe sammen, og ved at støtte og dele med hinanden.

Vi søger det lokale, både i det vi køber men også i en forankring i vores lokale miljø. Vi dyrker “stamstedet” med den gode kaffe, og der hvor man kan købe den lokale honning med hjem.

Vi har brug for de gode historier i de ting, vi omgiver os med. De skal afspejle høj kvalitet, det skræddersyede og håndlavede. Naturlige mønstre, håndmalede skåle og fliser, drejet keramik med udtryk af unika er alt sammen elementer der går mod masseforbrugerismen og hylder det udvalgte og håndværket.

Vi søger flere oplevelser, hvor vi i højere grad kan mærke overfladerne, dufte træet og komme bag facaden på produkterne. Vi vil kende hele historien bag et produkt og dets tilblivelse.

Vi prioriterer, at materialerne er bæredygtige eller genanvendte. Tekstilerne er mere naturlige, krøllede og grove som hør og bomuld i naturlige plantefarvede nuancer, blokprint, mønstre og broderi. 

Vi er mere modige på farver, og tør lade inspiration fra Mellemøsten præge os i retning af de brændte toner af orange, rød og blomme, som komplementeres af de stærke farver turkis og blå samt de sarte nuancer lyserød og abrikos. Det glaserede og kalkede udtryk ses i vægfarverne, og på fliserne er der både plads til det matte og blanke udtryk.

Det eksotiske er flyttet lidt tættere på, og der er blevet plads til flere mønstre og mere vovede sammensætninger. Men det er stadig holdt i skak af en base af beige og varme toner. 

Det omfavnende taktile og bløde univers i varme toner skaber tryghed og varme med plads til traditionerne. Som kontrast ser vi color blocking; brug af hele farvede flader i massive mættede nuancer. Det er både til møbler og på vægge, karme og lofter.  Materialer som rattan, træ og flet ses sammen med metal, sten, cement og keramik.

Vi savner den åbne verden, men lader de varme himmelstrøg komme tættere på, så vi kan dufte krydderierne og smage på drømmene som en - Modern Nomade!”

Der bliver nok at undersøge og gå på opdagelse i, når Formland Autumn fra 18.-21. august udspiller sig i MCH Messecenter Herning.
Foto: MCH/Tony Brøchner.

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.