Seneste Nyt

Formland lancerer DesignCamp i København

Formland etablerer et nyt initiativ i København og inviterer til eventen 'DesignCamp by Formland' fra 14. til 16. maj 2020 på Refshaleøen.

”DesignCamp by Formland” holdes som en del af 3 Days of Design, der over tre dage samler den danske og internationale designbranche i den danske hovedstad, som forvandles til ét stort showroom

”Vi ønsker som altid at støtte vores udstillere og samtidig hjælpe dem til større salg nationalt som internationalt. Vi glæder os derfor over samarbejdet med 3 Days of Design og ser frem til at promovere kuraterede, danske brands, der matcher konceptet, på den københavnske designscene”, fortæller Formlands projektleder, Mai-Britt Risvig Flyvholm, og hun tilføjer:

”Tilstedeværelsen under 3 Days of Design er et supplement til Formland-messen, der to gange årligt afholdes i MCH Messecenter Herning”. Formland har rødder i Herning – i den midtjyske muld – og dermed maner Mai-Britt Risvig Flyvholm rygterne i jorden om, at Formland har planer om at afholde messer i København.

En kontrastfuld pendant

Med sig til København tager Formland 30 designbrands, som vil fremvise trendsættende nyheder og særlige signaturprodukter i et sanseligt univers, der etableres i en af Københavns skønneste oaser.

Refshaleøen er et gammelt industriområde over for Langelinie, og området byder blandt andet på to charmerende industrihaller - Spolelageret og Kabelhallen - som bliver en rå og kontrastfuld pendant til udstillernes designprodukter.

I de to haller kan designinteresserede glæde sig til at hente inspiration fra velkendte danske brands som Hay, Woud, Humdakin, Kodanska, Care By Me og Encoded.

Cocktailarrangement med havudsigt

I strandbaren Halvandet vil 'DesignCamp by Formland' torsdag 14. maj invitere til et eksklusivt cocktailarrangement. Halvandet ligger sammen med de to udstillingshaller helt ud til vandet og har udsigt over hovedstadens tage og tårne.
 
Barområdet byder på både strandsand, badebro, loungeområde og minicabanaer, og en shuttleboat vil sejle besøgende fra Nyhavn til Refshaleøen. Området kan også nås via gang- og cykelbroen fra Nyhavn.

'DesignCamp by Formland' finder sted 14.-16. maj 2020 i Spolelageret og Kabelhallen på Refshaleøen. Udstillingen er åben for besøgende torsdag og fredag i tidsrummet 10.00-18.00 samt lørdag 10.00-14.00.

Læs mere på formland.com/designcamp

Spolelageret er den ene af de to industrihaller, der skal danne rammen om 'DesignCamp by Formland' i forbindelse med 3 Days of Design.

Kabelhallen udgør sammen med Spolelagret en rå og kontrastfuld pendant til udstillernes designprodukter.

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.