Seneste Nyt

Genkendelighed er alfa og omega for vellykket branding

Der var masser af hands-on input på FAGA’s workshop med Anette Eckmann forleden, hvor deltagerne fik en grundig lektion i, hvad der skal til, for at butikkerne kigger i deres retning.

- Skrevet af Anita Bram Jahn, FAGA Sekretariatet

”Én ting er sikkert, kunderne vender ikke tilbage til ’den gamle’ butik. Det er vigtigt, at I forstår at forny jer, for det gør alt omkring jer, så I kan roligt skrive nytænkning på huskelisten”, sådan lød det fra Anette Eckmann, da hun indledte arrangementet med en inspirerende trendtalk.  

Produktet i sig selv er ikke længere nok, der er mange krav, der presser sig på; det skal være økologisk, bæredygtigt, socialt ansvarligt, lokalt og originalt – de to sidstnævnte er ifølge Anette kæmpe buzzwords for tiden, og hun understreger, at man skal inddrage kunderne i fællesskabet: 

 

”I skal hjælpe kunderne med at blive klædt på til salg, så vil de være loyale overfor jer. Det er ikke nødvendigt at være slyngveninder med alle, men det er vigtigt at udtrykke empati og omsorg og fortælle dem, at I lytter til dem – de skal føle sig trygge”.

Sæt ansigt på virksomheden

Selvom de sociale medier vinder stigende indpas, når det gælder markedsføring og kommunikation, så er virksomhedens hjemmeside stadig en vigtig del af brandingen, og her slår Anette et slag for den del af hjemmesiden, der fortæller om personen bag virksomheden: 

”Fortæl hvad du brænder for, og hvad du kan gøre for kunden, men gør det kortfattet – der er ingen, der gider at læse en hel roman. Få personligheden frem og præsenter dig selv med professionelle billeder”. 

 

SoMe – hårdt arbejde, men det lønner sig

”Lav storries min. én gang om dagen. Flash jer selv og sørg for at gøre jer selv interessante, så kunderne klistrer sig til jer”, lyder det fra Anette, og hun understreger, at det kræver en indsats at få og ikke mindst fastholde følgerne: ”Hvis jeg har været for doven, så falder følgerne fra, men hvis jeg har været dygtig så vender de tilbage”.  

”Del det, jeres kunder lægger op og husk at tagge og takke”, slutter Anette.  

Hvorfor en BRAND BOOK? 

Anette forklarer, at genkendelighed er enormt vigtig i branding, og det er netop her, at en BRAND BOOK har sin berettigelse, for den er med til at sikre konsekvens i kommunikationen på tværs af alle kanaler og platforme. 

”En BRAND BOOK fungerer som en guideline, der visualiserer alt fra kommunikation til produkter og services samt markedsføringskampagner. Det er en manual, som man kan slå op i og se sine mål – både visuelt og på skrift”, lyder det fra Anette, og hun tilføjer, at den bl.a. skal beskrive det grafiske udtryk med placering af logo, beskæring af billeder, skrifttyper og farvekoder.

Farver og materialer er nogle af de vigtigste elementer, og her er det vigtigt at bide mærke i reglen: 60% DNA, 40% matchende DNA farver og 10% kontrast. 

I sidste ende er en BRAND BOOK det værktøj, der skal klæde både dig, dine medarbejdere og dine kunder på til at sprede budskabet om dit brand. 

Moodboard – den visuelle del af en BRAND BOOK

Med et moodboard får du visualiseret de regler og rammer, der er defineret i din BRAND BOOK. 

Det er kun din egen fantasi, der sætter grænsen for, hvad et moodboard skal bestå af. Og fantasien fik frit løb under workshoppens kreative del, hvor deltagerne havde godt gang i dialogen, mens de bladrede, klippede og klistrede sig frem til nogle spændende resultater. 

”Jeg var lidt usikker på om det var noget jeg kunne finde ud af, jeg har ikke arbejdet med moodboards før, men det var superinspirerende, så det er helt sikkert noget, jeg kommer til at bruge fremover”, siger Inge Thomsen, indehaver af 2have. 

Designmanager hos Hübsch, Lotte Knudsen, som havde taget fire af sine kolleger med, fik også godt udbytte af deltagelsen: 

”Vi valgte at deltage i workshoppen, fordi vi er blevet rigtig mange nye kreative folk – og så tænkte vi, at workshoppen kunne være en fin start til at få alle med på brandet og bare generelt en snak om, hvor vi skal hen i fremtiden. Anette er jo fantastisk spændende og har så mange guldkorn at dele ud af, så vi har en masse, vi skal kaste os over i den kommende tid, og det glæder vi os til”. 

Workshop igen til efteråret

Vi gentager arrangementet til efteråret, hvor man kan deltage i hhv. Herning 20. september og København 22. september. 

Læs mere og tilmeld dig her

Under workshoppens kreative del fik deltagerne ledt idéerne fra hovet ud i hænderne og skabte nogle interessante moodboards, som Anette Eckmann gav feedback på. Her bringer vi en håndfuld stemningsbilleder fra arrangementet.


-

 

     
 
     


     

 

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.