Seneste Nyt

Hvad betyder den nye markedsføringslov for dig?

Den nye markedsføringslov er netop trådt i kraft. Lovens opdeling og en række paragraffer er ændret, men langt størstedelen af indholdet af den tidligere lov gælder fortsat. Det fastslår advokat Jørgen Lykkegaard fra TVC Advokatfirma, som netop nu kører tilbud på gennemgang af ansættelseskontrakter, hvilket kan være aktuelt i forhold til den nye markedsføringslov.

Den nye markedsføringslov er netop trådt i kraft. Formålet med lovændringen har været at forenkle og overskueliggøre reglerne samt at sikre, at de er i overensstemmelse med EU-reglerne på området, og at loven er teknologineutral. Langt hovedparten af den nye lov svarer dog til, hvad der også tidligere var gældende. 

Markedsføringsloven gælder også i sin nye version alle handlinger fra indledende reklame over produktion, distribution og salg til efterfølgende service og inkasso. Det vil sige, at alle erhvervsdrivende er berørt af loven. 

”Netop nu, hvor den nye markedsføringslov er trådt i kraft, kan være et godt tidspunkt i forhold til at få set sin markedsføring efter i sømmene for at sikre, at lovgivningen overholdes. Ikke mindst i lyset af de mange nye markedsføringsmuligheder, som teknologien giver i dag samt bødestraffen for at træde ved siden af”, lyder det fra Jørgen Lykkegaard, der fortæller at bødeniveauet for overtrædelser er uændret, hvilket betyder, at en uberettiget sms-markedsføring til 1.000 modtagere som udgangspunkt vil medføre en bøde på 100.000 DKK.

"God skik"-reglerne opdeles

"Sprogbrugen bliver ændret og tilnærmet EU-reglerne. Det betyder, at "god markedsføringsskik" afløses af "god erhvervsskik", når det handler om forbrugerbeskyttelsen i direktivet om urimelig handelspraksis, og bestemmelsen flyttes til paragraf 4, der vedrører handelspraksis over for forbrugere, forklarer Jørgen Lykkegaard.

Herudover fastholdes "god markedsføringsskik" i paragraf 3. Bestemmelsen beskytter de erhvervsdrivende mod bl.a.

  • Illoyal konkurrence fra andre erhvervsdrivende.
  • Efterligning, snyltning eller anden udnyttelse af andres indsats.
  • Krænkelser af navn og design, hvis det ikke er beskyttet efter anden lovgivning.
  • Nedsættende omtale og renommésnyltning.

Bestemmelsen omfatter også markedsføring mod børn og unge samt forbrugere generelt, når der ikke er beskyttelse efter direktivet om urimelig handelspraksis. Det kan eksempelvis dreje sig om hensyn til forbrugerens sundhed eller sikkerhed.

Det er også ændret:

  • Vildledningsbestemmelsen opdeles: For at sikre at loven lever op til især direktivet om urimelig handelspraksis, er vildledningsbestemmelsen delt op i flere paragraffer. Handelspraksis over for forbrugere reguleres således i § 5 (vildledende handlinger), § 6 (vildledende udeladelser), § 7 (aggressiv handelspraksis) og mellem erhvervsdrivende i § 20.
     
  • Skjult reklame: Reglerne skærpes, så det ikke længere er et krav, at der er en aftale mellem den erhvervsdrivende og den, der eksponerer produktet for at fastslå, at der foreligger skjult reklame. Det vil dog fortsat være en konkret vurdering, om eksempelvis en bloggers brug af modtagne produkter i blogindlæg o.lign. udgør en overtrædelse af reglerne.
     
  • "Egne tilsvarende produkter": Bestemmelsen udvides til at omfatte tilsvarende varer- og tjenesteydelser. Eksempelvis vil en bilforhandler, der har solgt en bil, kunne markedsføre service og reparation af bilen, hvis bilforhandleren selv foretager service og reparation. Sådan en type markedsføring er omfattet af ”egne tilsvarende produkter”. Som erhvervsdrivende skal du være opmærksom på, at du senest på tidspunktet for registrering af en kundes e-mailadresse udspecificerer, hvad I i din virksomhed forstår ved "egne tilsvarende produkter".
     
  • Indholdsløse garantier: Bestemmelsen ophæves, men det er fortsat ikke tilladt, at den erhvervsdrivende fremstiller rettigheder, som forbrugeren har, efter loven som et særligt kendetegn ved den erhvervsdrivendes tilbud. Endvidere er der ikke længere et krav om, at en garanti er skrevet på dansk, medmindre markedsføringen også har været på dansk.
     
  • Vejledningspligten ophæves, da pligten i vidt omfang allerede består efter bl.a. købeloven og markedsføringslovens øvrige bestemmelser.
     
  • Pligt til skiltning med organiseret rabat: Bestemmelsen ophæves.
     
  • Faktureringspligt ved regningsarbejde: Bestemmelsen udvides, så forbrugeren ikke kun i særlige situationer kan bede om oplysninger for at kontrollere prisen for varer og tjenesteydelser i den leverede ydelse.
     
  • Oplysning om pris ved salg af tjenesteydelser: Bestemmelsen indskrænkes i mindre omfang, så den er i overensstemmelse med EU-retten.
     
  • Markedsføring af boligkreditter: Ny regel, der skaber overensstemmelse med EU-retten.
     
  • Kontrolundersøgelser foretaget af Forbrugerombudsmanden: Bestemmelsen udvides, så den kan anvendes i praksis.

Lempeligere regler for at sende uanmodet elektronisk post (spam)

"Det oprindelige lovforslag indeholdt visse lempelser i forbindelse med uanmodet elektronisk post. Lempelserne røg dog ud under Folketingets behandling af lovforslaget, men det må forventes, at der kommer nye regler på området med ikrafttræden i 2018. Det skyldes, at der er fremlagt forslag til en EU-forordning, og når den vedtages, vil det få indflydelse på de danske spamregler i markedsføringsloven", mener Jørgen Lykkegaard.

Fordele for FAGA’s medlemmer

Aftalen, som FAGA har indgået med TVC Advokatfirmas specialistgruppe, indebærer, at FAGA’s medlemmer får en rabat på 15 pct. af de til enhver tid gældende timesatser for gruppens advokater og fuldmægtige. Den indledende kontakt til advokaterne, hvor FAGA’s medlemmer forhører sig, om de har en sag eller ej, er imidlertid gratis, hvorfor medlemmerne trygt kan kontakte enten Jørgen Lykkegård, Mads Balle Christensen eller Carsten Busk.

Tilbud på gennemgang af ansættelseskontrakter

Man bør løbende sikre, at virksomhedens ansættelseskontrakter er i overensstemmelse med de aktuelle regler, herunder specielt de nye regler om kunde- og konkurrenceklausuler samt den nye markedsføringslov. I august måned kører TVC Advokatfirma tilbud på gennemgang af ansættelseskontrakter.
SE TILBUDDET HER

 

 

Jørgen Lykkegaard
Partner, Advokat (H), Ph.D

Mobil: +45 51 26 28 97
Email: jly@tvc.dk

 

Mads Bille Christensen
Advokat

Mobil: +45 22 50 2571
Email: mac@tvc.dk

 

Carsten Busk
Advokat

Mobil: +45 28 92 41 85
Email: cbu@tvc.dk

Du kan læse mere om TVC Advokatfirma på www.tvc.dk  

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.