Seneste Nyt

Ledelse er en faglighed

Vil du gerne blive en dygtigere ejerleder? Så kunne SMVdanmarks uddannelse med opstart 23. september være noget for dig. Som FAGA-medlem får du endda særpris.

- Skrevet af Annika Ipsen og Jon Arskog – Foto: Alex Tran

Små og mellemstore virksomheder er ofte skabt og båret frem af ejerlederen selv og hans eller hendes uddannelsesbaggrund eller interesse. Når virksomheden vokser, øges behovet for ledelse, der bliver til et fag i sig selv.SMVdanmarks ejerlederuddannelse, som kører et nyt hold med opstart 23. september i år, giver konkrete ledelsesværktøjer til ejerlederen. 

Størstedelen af landets små og mellemstore virksomheder, SMV’er, er ejet og ledet af en faglært, der er blevet selvstændig af kærlighed til sit fag, af lysten til at bestemme selv eller fordi en god mulighed kom forbi. Og det er et rigtig godt udgangspunkt, der ofte har ført til succesfulde virksomheder. Mange af disse ejere og ledere har dog fået øjnene op for, at faglighed ikke altid er nok, når de næste skridt i virksomhedens udvikling skal tages.

”Selv om det er let at få et CVR-nummer og blive direktør for sig selv, sker der noget, når virksomheden skal vækste, og når der kommer ansatte til. Så er den grundlæggende faglighed ofte ikke længere nok. Så bliver der behov for ledelse som fag,” siger Heike Hoffmann, der er uddannelsespolitisk chefkonsulent i SMVdanmark.

”Det er vigtigt for SMV’erne, at ejerlederne hele tiden har øje for, hvordan deres virksomhed trives – på bundlinjen, likviditeten, kommunikationen og kunderne, dét kræver fokus på medarbejdere og kompetencer. Men ikke mindst er det vigtigt, at der er et tilbud, der passer til dem og den verden de lever i,” siger hun og peger på, at det netop er, hvad SMVdanmarks ejerlederuddannelse tilbyder. 

”SMV’er har brug for en praktisk efteruddannelse, der har en tæt sammenhæng med virksomhedens hverdag. Dels fordi ejerlederen ofte er svær at undvære i længere perioder, og dels fordi en tæt kobling mellem virksomhedens hverdag og uddannelsesforløbet giver de bedste forudsætninger for at omsætte undervisningen til praksis. Derfor har vi opdelt ejeruddannelsen i moduler – og i øvrigt holdt prisen så langt nede,” siger Heike Hoffmann. 

Ledelse for alle slags virksomheder

De seneste fire år har SMVdanmark udbudt ejerlederuddannelsen - seks moduler over seks måneder. Det sjette hold er i fuld gang, og et nyt begynder den 23. september. Deltagerne kommer fra mange forskellige slags virksomheder. Fælles for dem er, at de finder ud af, at ledelse er et fag, der går på tværs af virksomhedsstørrelser og brancher, fortæller Ole Nielsen fra konsulentfirmaet Ledelse med vilje, der sammen med Michael Jensen fra konsulentfirmaet Inzpirator står for undervisningen. 

”Når ejerlederne starter på uddannelsen, er de typisk meget fokuseret på drift og konkrete opgaver. Men her får de tydeliggjort en bevidsthed om, at ledelse er et fag. At der er så mange forskellige fagligheder og virksomhedstyper repræsenteret gør, at deltagerne får øjnene op for, at ledelsesproblematikkerne er de samme. Ledelse går på tværs af alt – og de lærer alle sammen noget af hinanden,” siger Ole Nielsen, der sammen med Michael Jensen under forløbet underviser i temaerne det personlige lederskab, kommunikation og motivation, forretningsledelse og -forståelse, projekt- og forandringsledelse, samt forretningsplan og implementering. 

Relationerne betyder noget

Udover at deltagerne gennem forløbet kan opnå bedre indtjening, målrettet udvikling, flere ordrer, effektive arbejdsgange og sikker kundehåndtering hos alle medarbejdere, har uddannelsen i høj grad fokus på relationer. Hvad sker der mellem medarbejderne? Mellem medarbejderne og ledelsen? I forhold til kunder og potentielle kunder? 

”Deltagerne opnår et overblik over deres forretning og får en række håndtag, som de kan styre med – også håndtag som de ikke anede virker. Det hele handler om mennesker, adfærd og motivation; om tilgangen til medarbejderne i hverdagen,” forklarer Ole Nielsen og peger på malermester Tina Nim Nielsen, som et eksempel på en sådan deltager.

Visionen manglede

”Er der nogen af jer, der har en forretningsplan; altså et stykke papir på, hvad I vil med jeres virksomhed?”

Det er Ole Nielsen der spørger ud i lokalet. Han er i gang med undervisningen på ejerlederuddannelsens modul ’Forretningsplan og implementering’. Blandt deltagerne er malermester Tina Nim Nielsen fra Malerfirmaet Vagn Tønder i Esbjerg. Selvom hun har været selvstændig i over 15 år, har hun valgt at tage en ejerlederuddannelse. Det har hun gjort, fordi hun syntes, at visionen manglede. 

”Jeg har aldrig haft et stykke papir eller en strategi, der sagde, hvad jeg skulle med min forretning. Jeg har bare været fokuseret på at få den næste ordre ind og planlægge det. Jeg tænkte ikke så bevidst over, hvad kunderne mente om vores arbejde eller på, hvordan jeg gennem min tilgang til svendene kunne skabe mere engagement,” konstaterer Tina Nim Nielsen. 

Ikke kun vision – også bevidst ledelse

Gennem undervisningsforløbet har Tina Nim Nielsen fået udarbejdet en plan for udvikling af egen ledelse og virksomheden. Men hun har både fået styr på sine visioner og mål og fået en større forståelse af sig selv som personaleleder. 

       
   

EJERLEDERUDDANNELSENS OPBYGNING

Uddannelsen er opdelt i seks moduler á to dage over seks måneder. Første modul er tænkt som en smagsprøve, hvor man kan prøve uddannelsen af, før man køber sig ind på de resterende moduler. 

  • Modul 1: Personligt lederskab
    Intromodul. Ledelse og ledelsesstile, det personlige lederskab i praksis, kulturforståelse og værdier, intro til det resterende forløb.

  • Modul 2: Kommunikation og motivation
    Leder evaluering, personprofil, kommunikationsredskaber og teknikker, motivation i praksis, feedback teknik og konflikthåndtering. 

  • Modul 3: Forretningsledelse og -forståelse
    Budget- og regnskabsindsigt, forretningens nøgletal, kundeoplevelsen, salg og mersalg.

  • Modul 4: Projekt- og forandringsledelse
    Projektledelse i praksis, forandringsledelse i praksis, delegering, opfølgning og effektmåling

  • Modul 5: Forretningsplan og implementerin
    Forretningsplan i praksis, præsentation af eget forandringsprojekt, samt plan for implementerin

  • Modul 6: Opfølgning og networkin
    Opfølgningsmodul med fokus på effekt, udbytte af indsats, erfaringsdeling og networking.

PRISER

Modul 1: kr. 5.600 for medlemmer / 7.600 kr. for ikke-medlemmer. 

Samlet pris for modulerne 2-5: kr. 22.400 for medlemmer / kr. 30.400 for ikke-medlemmer. Modul 6: oprettes, hvis deltagerne ønsker det. 

To eller flere deltagere fra samme virksomhed på modul 2-5 udløser en rabat på i alt kr. 3.000 pr. deltager ved deltagelse på alle moduler.

Kursusprisen er inklusive overnatning, fuld forplejning (undtagen drikkevarer om aftenen) og materialer. Priserne er excl. moms.

TILMELDING

For yderligere oplysninger eller tilmelding til efterårsholdet, som starter 23. september 2019, kontakt venligst Heike Hoffmann hos SMVdanmark på telefon 3263 0319 eller mail: hoffmann@SMVdanmark.dk

 

Hun kan mærke, at hun er blevet en bedre leder, fordi hun er blevet bevidst om sine egne styrker og svagheder – og hun indser nu, at medarbejderne skal motiveres forskelligt.

”Jeg har fået styr på, hvilke personlighedstyper mine svende er, så nu ved jeg, hvordan jeg skal agere over for den enkelte – og hvorfor den ene bliver glad og en anden mut, når jeg agerer på en bestemt måde,” siger Tina Nim Nielsen og konstaterer, at hun har fået gladere medarbejdere, fordi hun er blevet langt bedre til at kommunikere med dem. 

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Danske Malermestre.

Læs mere på SMVdanmark.dk/ejerlederuddannelsen

Tina Nim Nielsen har lært meget på SMVdanmarks ejerlederuddannelse – men det hun har fået mest ud af er, hvordan hun selv er, og hvordan hun kommunikerer med både kunder og ansatte. Foto: Alex Tran.

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.