Seneste Nyt

Lever dine produkter op til lovens krav?

FAGA har for nylig indgået en samarbejdsaftale med Bureau Veritas HSE, som tilbyder at give FAGA’s medlemmer en gratis gennemgang af virksomheden produktsikkerhed samt 15% rabat på rådgivningstimer.

- Skrevet af Pia Finne

Forbrugerne er blevet mere og mere bevidste og kritiske igennem de senere år, og de stiller større og større krav til de produkter, de køber. De vil ikke have varer med skadelige ftalater, skærebrættet skal være fødevarematerialegodkendte, og jakken må ikke indeholde skadelig kemi. Det betyder, at FAGA’s medlemsvirksomheder skal være endnu mere oppe på mærkerne i forhold til at sikre, at deres produkter lever op til lovens krav.

Det fortæller Casper Kyed, der er kundeansvarlig i Bureau Veritas HSE, der bl.a. påtager sig at gennemgå produkterne i en virksomhed, for netop at sikre, at de lever op til lovens krav. Vil man gå skridtet videre, og evt. få miljømærket sine produkter med Svanemærket eller EU-blomsten, kan man også få hjælp til det.

”Konkret tilbyder vi FAGA’s medlemmer et gratis og uforpligtende møde, hvor vi kommer forbi virksomheden og taler om produktsikkerhed samt kortlægger, hvor virksomheden står; har de styr på deres overensstemmelseserklæringer, tests og dokumentation m.m., og er der noget at tage fat i, tilbyder vi herefter at komme tilbage med en produktsikkerhedsspecialist, der kan gennemgå sortimentet”, forklarer Casper Kyed.

Han fortæller, at man i dag arbejder med såvel små som store virksomheder, og at de produktgrupper, man gennemgår, omfatter alt fra stearinlys til legetøj, puder, tæpper og møbler med meget mere, for der kan eksempelvis være kemi i produkterne, som man ikke er opmærksom på, og som måske ikke er lovligt.

”I bund og grund handler det jo om, at virksomhederne skal gebærde sig sikkert i markedet”, mener Casper Kyed, og hans holdning er, at alle virksomheder bør tage et produktsikkerhedstjek ind imellem.

 

 

”Uanset om man vil bruge en time eller 10 timer på det om ugen, og om det gælder ét eller alle virksomhedens produkter, er man som det mindste i hvert fald nødt til at tage stilling til, hvad man har af produkter, hvordan man vil gebærde sig i markedet og have en politik omkring det. Der er ikke nogen, der kan det hele, men man kan altid gøre noget”, slår Casper Kyed fast, og dermed mener han, at man som det mindste skal være i  overensstemmelse med lovgivningen.

Så i forbindelse med det første gratis besøg, vil Bureau Veritas komme med eventuelle forslag til, hvad man kan gøre for at komme helt up-to-date med produktsikkerheden.

 

Kontakt Casper Kyed fra Bureau Veritas HSE og få en uforpligtende snak om dine muligheder. 

Tlf.: 25 15 90 90

E-mail: casper.kyed@dk.bureauveritas.com

Tag skridtet længere

Når man har sikret sig, at man lever op til lovens krav, kan man tage skridtet videre, og evt. gå efter et miljøcertifikat, og også her kan Bureau Veritas HSE hjælpe.

Vil man det, vælger man de produkter, der skal miljøcertificeres, og herefter kører Bureau Veritas certificeringen igennem i samarbejde med virksomheden. Fra de ting, der skal ske i selve virksomheden til de krav, underleverandørerne skal leve op til med videre.

Bureau Veritas HSE startede op for en årrække siden, og man har i dag opbygget en stor kundegruppe og en tilsvarende stor erfaring.

”Mange virksomheder i dag vil rigtig gerne gøre noget, men man er i tvivl om, hvordan man kommer i gang. Det kan vi hjælpe dem med”, fastslår Casper Kyed, og herefter kan de sige til og fra alt i forhold til, hvor langt de vil gå, og man kan tage det i det tempo, virksomheden ønsker det. ”Med mindre der selvfølgelig er noget, der er ulovligt – eksempelvis lamper med løse ledninger - eller miljømæssigt uforsvarligt, så skal der nok tages hånd om det lidt hurtigt”, siger Casper Kyed med et smil.

Men vælger man at gå videre med samarbejdet med Bureau Veritas efter det indledende møde, vurderer man sammen, hvor meget arbejde, der ligger forude, før man er i mål.

Krav fra eksportlande

Størstedelen af FAGA’s medlemmer både importerer og eksporterer til udlandet, og i den forbindelse kan der også være produktsikkerhedskrav, der skal opfyldes.

”Det ser vi også på, og om ikke andet, så kan det give en tryghed i maven, at der er helt styr på det”, siger Casper Kyed, ”og mangler der en smule viden for at komme i mål, ser vi sammen på det – og så skal man i øvrigt være opmærksom på, at importerer man varer fra lande uden for EU står man lovmæssigt som producent og dermed med producentansvaret”, slutter Casper Kyed af med at fortælle.

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.