Seneste Nyt

Mødet mellem mennesker kan noget specielt

FAGA støtter fuld og helt op omkring Formland, og man er ovenud glade for, at messen løber af stablen på trods af, at det sker i en lettere begrænset corona-version. For det fysiske møde med kunderne kan ikke erstattes. Fra MCH’s side har man taget alle forholdsregler i forhold til at gennemføre en inspirerende men tryg messe.

- Skrevet af Pia Finne

”Vi er ovenud glade for muligheden for at holde Formland til august. Det er et kæmpe ønske fra den samlede branche – både fra udstillere og indkøbere, og selv om messen bliver i en corona-version, får branchen nu mulighed for at handle og inspirere til den kommende sæson”, det fortæller projektleder Mai-Britt Risvig Flyvholm fra Formland.

Hun fornemmer en stor opbakning fra branchen – både fra indkøbere og udstillere, og Formland-teamet har mødt stor optimisme og positivitet i forhold til beslutningen om at afvikle messen.

”Vi tror på det personlige møde, og det gør udstillerne og indkøberne også. Mange udstillere har allerede nu aftalebogen booket helt op, fordi begge parter denne gang er mere bevidste om netop at få lavet aftaler. Formland er en seriøs handelsmesse, selv om inspiration og networking også er vigtige ingredienser”.

Mai-Britt fortæller, at udstillerne får rigtig gode tilbagemeldinger, når de taler med indkøberne, og selvom hun er bevidst om, at der ikke kommer det antal hverken udstillere eller indkøbere, der plejer at komme, er hun fortrøstningsfuld.

”Mange udstiller har haft det økonomisk svært, og nogle har valgt ikke at deltage på messer i 2020. Det har vi fuld forståelse for, men samtidig er jeg sikker på, at de udstillere, der kommer, vil få rigtig meget ud af det. Nok er der færre besøgende, men der er også færre udstillere til at deles om deres opmærksomhed, og samtidig vil de besøgende, der kommer, have et behov for at handle. De har brug for varer på hylderne og for at tale med leverandørerne”, siger hun.

Kun få belysningsudstillere deltager, og den vanlige belysningshal vil denne gang ikke være at finde. ”Vi arbejder dog på, at belysningsudstillerne skal udstille i den nye møbelhal, vi etablerer til forårsmessen, og som vi allerede nu er i fuld gang med at sælge stande til”, lyder det.

Når det gælder udenlandske besøgende, fortæller Mai-Britt, at det forlyder, at mange tyske indkøbere vil køre til Herning. Hun forventer også, at endnu flere nordmænd vil tage turen til Herning.
”Men vi plejer at have besøgende fra 35-38 lande. Det vil naturligvis ikke ske denne gang, hvor messen vil være langt mere national”. Mai-Britt fortæller i øvrigt, at de store udstillere i Dining-hallen stort set alle sammen vil være på plads.”

Dem, der ikke kommer, er dels virksomheder, der har det svært, virksomheder, der ikke kan få varerne hjem fra udlandet, samt små og mellemstore virksomheder, der har valgt at annullere al messeaktivitet i 2020 og i stedet satse på 2021.

   

EFTERÅRETS INTERNATIONALE
DESIGN- & INTERIØRMESSER:

Formland: 13.-16. august

Formex: 18.-21. august

Oslo Design Fair: 26.-28. august 

Maison et Objet - KUN ONLINE
4.-18. september 

Nordstil: 5.-7. september (netop annonceret!)

spoga+gafa: 6.-8. september

Autumn Fair: 6.-9. september

TrendSet: 12.-14. september

Kind + Jugend: 17.-20. september

Vi kan ikke undvære Formland

Vi har talt med to af FAGA's medlemmer, der begge har valgt at udstille på Formland til august.

”Vi kan ikke undvære Formland. Det er samlingspunktet for danske interiørfolk. De forventer, vi er der, og det er vi. Det er der, vi møder nye kunder såvel som gamle, og gammeldags eller ej, så er det fantastisk at få sat ansigt på de mennesker, man handler med, og Formland er både en salgsmæssig- og en social kanal”, fastslår Jens Andersson, Andersson Supply.

Han regner også denne gang med at have en god messe. 90 pct. af de besøgende på Formland er danske butikker, og mange af især de mindre butikker, som vi handler med, har mistet påskesalget. Derfor har de ganske enkelt ikke råd til at lave et skud på stolpen med julehandlen, der jo traditionelt tegner sig for godt 30 pct. af deres omsætning”. Faktisk mener Jens Andersson, at Formland i august er den vigtigste messe nogensinde i de 25 år, Andersson Supply har eksisteret, og han slår fast, at de af hans kunder, han har talt med, alle sammen kommer. Det er ganske enkelt nødvendigt.

”Jeg tror også på, der kommer en del nordtyskere, fordi Nordstil som bekendt er aflyst. TrendSet i München har de rykket til september, hvilket faktisk er lidt for sent, og derfor mener jeg klart, vi skal gøre en fælles indsats for at trække dem til Herning”.

Han går så langt som til at sige, at det måske kan betyde en opblomstring af det nordtyske marked for udstillerne på Formland, fordi det bliver handelspladsen for nordtyske indkøbere.

”Så jeg ser positivt frem mod Formland – ikke mindst denne gang, og de kunder og medudstillere, jeg har talt med, mener heldigvis det samme”, slutter Jens, der fortæller, at hos Andersson Supply er telefonenerne begyndt at ringe igen, og man får fine ordrer ind.

Jørgen Lynggard fra GrowDesign.dk ser også positivt frem mod Formland. GrowDesign.dk var med på messen for første gang i januar, og Jørgen fortæller, at man blev forrygende godt modtaget som ”new kid on the block” med et nyt set-up, nye varer og endnu mere at byde på. ”Så vi forventer nogle gode dage. Der er tilsyneladende plads til en mere som os i branchen”, siger han, og så længe sundhedsmyndighedernes retningslinjer bliver fulgt, ser han ingen grund til ikke at være på messen. 

”Vi er der for at møde vores kunder; havecentre, interiørbutikker med videre. Modsat mange andre, har vi haft et forrygende forår, fordi der har været et rigtig stort fokus på hus, hjem og have, så vores kunder kører derudad for fuld skrue”, fortæller Jørgen, og han tilføjer, at hvor salget i butikkerne normalt klinger af i løbet af maj er det denne gang fortsat godt ind i juni. ”Så vi har været ramt med modsat fortegn”.

Jørgen har en forventning om, at man med Formland finder en ny normal, at tingene stabiliserer sig, og at man finder en ny måde at omgås hinanden på.
”Vi kommer nok ikke til at give hånd på en god handel eller trykke nye kunder i hånden, men så må vi finde en anden måde at etablere den gode kontakt på”.

Sådan skal Formland forløbe

”Ledergruppen i MCH og Formland har igennem de seneste par måneder brugt rigtig mange timer og ressourcer på at skabe det rigtige fundament for afholdelse af sikre, trygge og ansvarlige messer, og vi har udviklet ”TrygtMCH”, der rummer en række guidelines til, hvordan vi i første omgang afvikler Formland og dernæst øvrige messer i MCH-regi”, lyder det fra Mai-Britt.

Blandt tiltagene er ekstra bredde gange, hygiejneforhold, der er indrettet efter de foreskrevne regler og lidt mere til, så besøgende og udstillere kan være trygge før, under og efter messen. Herudover sælges dagsbilletter denne gang.

”En messe bliver betragtet som et stormagasin, men ved at sælge dagsbilletter ved vi præcist, hvem der kommer, hvor mange der kommer, og hvornår de kommer. Antallet bliver heldigvis ikke en udfordring på Formland, for vi har pladsen og mulighederne. Samtidig åbner vi en indgang mere, så vi bedre kan fordele de besøgende og flowet, og hver gæst får desuden anvist den indgang og det parkeringsområde, de skal bruge”, forklarer Mai-Britt.

Restauranterne og caféerne på messen er naturligvis underlagt samme regler som restaurationsbranchen generelt.

Trend og inspiration

Trendzonen bliver også denne gang skabt af Studie FlyHelsted, men formen bliver anderledes. ”Det bliver ikke en dyb men en lidt mere aflang trendzone, man bedre kan betragte på afstand og uden at komme for tæt på andre mennesker”, fortæller Mai-Britt.

”Det lidt skæve, det uperfekte og frem for alt det positive; det spirende, det energiske og det naturlige tegner trendområdet”, fortæller Mille Fly og Sofie Helsted, der står bag trendzonen, som de denne gang har kaldt Atelier Bohemian shades.

”Atelier, fordi det handler om en kreativ livsform og en kunstnerbolig, der denne gang dammer rammerne om trenden. Bohemian fordi stilen er det uperfekte, det romantiske mikset med det skandinavisk minimalistiske i en blød shakeragtig stil og det globale med reminiscenser fra hele verden. Der ses masser af mønstermiks, og fordi vi er i et atelier, er der plads til håndarbejde; til det strikkede og det håndlavede. Shades spiller op til tone-i-tone farvepaletten i grønne nuancer. Det grønne symboliserer miljøet og naturen, men også det spirende, det energiske og det positive”, fortæller Mille og Sofie.

Universet er taktilt, og der ses masser af tekstiler; tæpper samt vævede, trykte og printede tekstiler.
”Det gælder mønstermiks og farvematch”, siger Mille og Sofie, og de slår fast, at de vintergrønne toner, de dæmpede grønne og de ”earthy green tones”, brydes af okker og mørk blomme.

For at understrege stilen, har Sofie og Mille denne gang entreret med Pernille Folcarelli, og der skabes et kæmpestort print af hendes smukke botaniske motiver på gardinstof.

Tiden er til slow living og til eftertænksomhed. Derfor har Sofie og Mille indrettet et køkken, hvor frugterne kan henkoges, og hvor surdejen tager den tid, en surdej tager. ”Vi har oplevet at træde ud ad hamsterhjulet for en tid, og vi har oplevet det smukke ved det, og det tror vi på, forbrugerne tager med sig. Samtidig har vi indrettet et atelier med et arbejdsbord, hvor der kan males akvarel, strikkes og udføres andre kunstneriske processer, og så er der stuen, hvor man kan sætte sig med en god bog, eller hvor man kan fordybe sig i den gode samtale. For i tiden, der kommer, handler det om at slappe af, nyde livet og de mennesker, vi omgiver os med i en uperfekt men selekteret indretningsverden”, slutter Mille og Sofie.

 

 

Foredrag vil der også være på Formland denne gang, men formen er endnu ikke helt på plads. ”Vi håber, man også må forsamles 50 mennesker til august, men lader det sig ikke gøre, holder vi i stedet webinars og streamer de spændende og inspirerende foredrag.

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.