Seneste Nyt

Naturen er en uendelig kilde til inspiration

”Naturen går aldrig af mode. Der er noget universelt ved naturen, og det er der også for mig”. Det siger Pernille Folcarelli, der for fem år siden etablerede sin virksomhed Pernille Folcarelli, hvor hun skaber tryk, tapeter og tekstiler med inspiration fra planteuniverset. Hun er også medlem af FAGA, som hun bruger til at netværke med andre fra branchen.

- Skrevet af Pia Finne / Fotograf: Nicoline Olsen

”Vi har brug for naturen i vores moderne, hektiske dagligdag. Flere og flere mennesker søger naturen; om de bliver naturvejledere, dyrker skovmeditation, går ture eller dyrker helende haver. Der er noget universelt ved naturen, og det er der også for mig”, siger Pernille Folcarelli, der i sin virksomhed har skabt en kollektion af billeder med inspiration fra naturen.

Faktisk har Pernille netop i disse dage fem års jubilæum.

”Jeg har en baggrund som tekstildesigner, og i en årrække arbejdede jeg som freelance designer for en række virksomheder, bl.a. arbejdede jeg sammen med Anette Eckmann omkring Formland”, fortæller Pernille.

Trykkene har hun skabt i mange år. ”Jeg har altid haft en interesse for grafiske tryk, og på et tidspunkt besluttede jeg mig for, at skulle det blive til noget med egen virksomhed, skulle det være nu. Jeg startede ud stille og roligt sideløbende med mine andre jobs, og for tre år siden gik det så godt, at jeg kunne koncentrere mig 100 pct. om virksomheden Pernille Folcarelli”.

Pernille startede op hjemme på et lille værksted, og for tre år siden rykkede hun lager, showroom og værksted sammen i Helsinge.

Hun samler planter, og bruger dem til at trykke ud fra, hun eksperimenterer med forskellige teknikker, og alle hendes originaltryk laver hun i hånden, hvorefter de bliver trykt på tapeter, som billeder enten i limited editions eller i en større produktion og på tekstiler.

”Jeg tilstræber, at mit udtryk er meget enkelt. Jeg kan godt lide det sanselige udtryk og den struktur, der er i papiret og i planterne”, fortæller Pernille.

Hun tager udgangspunkt i elementer fra naturen, som hun synes, er smukke. 

”I begyndelsen var det planter fra stranden og grøftekanten omkring, hvor jeg bor, men nu er det også mere eksotiske planter og seneste også buketter, fordi jeg fornemmer, der er der en tendens i boligindretningen til, at der netop gerne må være mere volumen på tingene”.

  

Trenden spiller ind

Pernille bruger de tendenser, der er i tiden, i sine billeder, men hun lader sig ikke styre af dem, for det er vigtigt, at der er en helhed i kollektionen. ”Jeg udvikler min egen farveskala og mit eget univers, og det er vigtigt, at forbrugerne kan købe et billede, der matcher det, de købte sidste år, hvor udtrykket er det samme, men hvor motivet og farven eksempelvis står i en blid kontrast”, siger hun, og understreger, at hun gerne vil have, at hendes ting er langtidsholdbare.

I hendes nyeste kollektion er svampeaftryk med. ”Det er en anden teknik, men jeg holder mig inden for planteuniverset. Jeg har også en mere grafisk serie inspireret af tørrede frøskaller fra valmuer”.

 

Hun ser naturen som en uendelig kilde til inspiration. Ikke mindst når man går ned i detaljerne, ”og det er jo også der, det virkelig bliver spændende”, siger hun.

Hendes billeder og tapeter bruges på hoteller og restauranter, fordi de ikke larmer, men understøtter en stemning, som det bl.a. sker på Varberg Kysthotel i Sverige. Hendes billeder bruges også på yogastudios og klinikker og senest har et hospice tapetseret med hendes smukke plantetryk, fordi det giver ro at kigge på dem.

Jeg ramte det rigtige tidspunkt

Da Pernille Folcarelli startede sin virksomhed for fem år siden, var der et stort hype omkring planter og blomster på tryk. ”Men selvom trenden har været kæmpestor, dør den ikke ud. Jeg oplever stadig en kæmpe interesse. Og ja, det var en trend, men naturen går aldrig af mode”.

I dag har Pernille Folcarelli forhandlere i 15 lande, og hun er glad for, at hendes tryk når så langt ud i verden. Hun arbejder med fire salgsagenter rundt omkring, men ellers har hun valgt at drive sin virksomhed som en enkeltmandsvirksomhed, hvor hun trækker på eksterne kompetencer; salgsagenter, pressebureauer med videre, når og hvor det er nødvendigt.

Det betyder naturligvis også, at Pernille står for alting selv. Hun arbejder med designet, laver håndtrykkene og når tingene er trykt, pakker hun dem og sender dem ud.

Hun har også taget en beslutning om, at hun gerne vil eksportere. ”Det danske marked er for småt til mig. Jeg er rigtig glad for Norge og Tyskland, og jeg har været på både Formex i Stockholm og Maison&Objet i Paris med støtte fra Eksportrådet igennem FAGA. For ja, det kan være svært at komme ud, men der er så mange flere muligheder…”

Pernille gør også rigtig meget på Instagram, og faktisk får hun nye kunder rundt omkring i verden via Instagram og Pinterest

”Jeg har forhandlere i Australien, der fandt mine tryk på Instagram”, fortæller hun.

”Instagram er et vigtigt og godt redskab til at få nye kunder og til at informere de eksisterende kunder. Samtidig fornemmer jeg, at flere og flere forhandlere bruger det. De lurer på din profil et stykke tid, holder øje med, hvad der sker, indtil de er klar til at købe. På messen i Paris havde jeg en ny kunde, der netop sagde: Jeg kender dig godt. Vi følger dig på instagram. Og nu kom de for at købe. Og da der var en stille messedag på Formland, lagde jeg to billeder op af min messestand, og indenfor kort tid fik jeg to ordrer fra forhandlere”.

En webshop har Pernille Folcarelli også etableret. ”Jeg har holdt lidt igen, men i takt med at mine ting kommer længere ud i verden – også steder, hvor der ingen forhandlere er – er det vigtigt, at der er sted, hvor tingene kan købes”.

Ellers er hendes kunder webshops samt mindre og mellemstore livsstils- og interiørbutikker.

FAGA giver et godt netværk

Pernille udvikler og eksperimenterer på designfronten, og hun arbejder med nye produkttyper og materialer.

Men hun arbejder også med sin virksomhed og sit netværk, og det bruger hun FAGA til – foruden selvfølgelig at benytte de gode fragtaftaler, der ifølge hende hurtigt kan tjene medlemskontingentet hjem.

”Jeg har netop været på trendseminar, og det er super godt. Jeg melder mig altid til, og jeg får masser af gode input. Men det er også en super måde at netværke på. Vi får talt sammen, og hver gang, man mødes til et arrangement, taler man med nye mennesker. Der er en åbenhed omkring, hvordan tingene er derude, og FAGA’s medlemmer deler gerne både oplevelser, erfaring og viden. Vi er alle sammen ude i virkeligheden, vi har mange af de samme udfordringer, og derfor er det perfekt at man også kan hente inspiration hos hinanden”.

Billederne til dette efterårs katalog er taget i Pernilles værksted, der hvor ideerne udspringer. ”Jeg fornemmer, at kunderne bliver fascineret af håndens arbejde, og den stemning, vil jeg gerne formidle videre”, siger Pernille.

 

 

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.