Seneste Nyt

Sådan gik det på de udenlandske messer

Der sker en del på messefronten netop nu, og udstillerne – ikke mindst de danske – tager deres messedeltagelser op til revision. Der luges ud og lægges sammen, og man ser på tal og statistikker. FAGA Nyt har taget pulsen på en række af Europas førende messer inden for bolig- og brugskunstbranchen.

- Skrevet af Pia Finne

Der er grøde i det europæiske messelandskab, og det er tydeligt, at FAGA’s medlemmer såvel som andre både danske og udenlandske virksomheder har taget deres messedeltagelser op til revision. Nogle messer droppes, og andre tages op som erstatning. Man vælger ikke længere blindt en deltagelse på alle europæiske messer. I stedet optimeres, og man vælger at udstille de steder, hvor det er mest hensigtsmæssigt og der, hvor udbyttet er størst og hvor man rammer flest mulige kunder. 

Det betyder, at det er endnu vigtigere at holde sig ajour med besøgstal og besøgsanalyser samt lytte efter, hvad kollegaerne i branchen har af erfaringer.
Også denne gang havde SMVdanmark en række fællesstande på flere af de europæiske messer, hvor flere af FAGA’s medlemmer deltog.

TrendSet kunne denne gang melde om 31.000 indkøbere fra branchen, der havde trodset det ekstreme vejr og fundet vej til München. 

Messen fandt ikke sted på de sædvanlige datoer på grund af andre efterfølgende messer, men i stedet allerede fra 3.-5. januar, hvilket en del både udstillere og indkøbere fandt for tidligt. Det kunne dog også ses på besøgstallet, idet de 31.000 var 15 pct. færre end i 2018. 

Blandt messens 2500 udstillende brands var der også en del snak om messedatoerne, og den generelle holdning var, at de nye messedatoer var uforståelige.

”Detailhandlerne havde svært ved at nå at komme, fordi der ikke var en weekend-dag på messeplanen. Det betød, at mange blev væk”, siger Caroline Vosteen, der var en af udstillerne.

 

  

“Vi er kede af den beslutning, Messe München har truffet omkring datoerne, og det er uforståeligt for os udstillere. Vi bruger TrendSet til at få gang i vores forårssalg, og det har ikke været muligt denne gang”, supplerede Arnold Maier fra AM-Design. 

Generelt set var holdningen således, at der er brug for en optimering og revurdering fra messens side.

Dog var Bjarne Jepsen, salgschef hos Ib Laursen, ganske tilfreds. “Vi havde en meget, meget fin messe på TrendSet Winter 2019. Vores faste kunder kom,og vores tre trendzoner på messestanden blev vel modtaget og skabte god inspiration. 

Også Karsten Noel Poulsen fra ViSSEVASSE var tilfreds. De deltog for første gang på SMVdanmark’s fællesstand på TrendSet, og han ser fællesstandene som en god mulighed for at prøve en messe af, selv om han mener, konceptet skal strammes op, så flere får samme muligheder for at deltage.

”Generelt var der en bedre stemning på messerne, end vi har oplevet længe; mere handel og mere optimisme”, siger han.

ViSSEVASSE udstillede også på Maison&Objet i Paris og på Nordstil i Hamborg, ligesom man var på messe i Holland, og den positive atmosfære fornemmede han hele vejen rundt.
På TrendSet havde SMVdanmark en fællesstand med syv udstillere.

Næste TrendSet holdes fra 6.-8. juli 2019.

  

Heimtextil kunne denne gang melde om et lille fald i besøgsantallet, der dog primært tilskrives vejret.

Ellers var der en del nye tiltag, og den nye Hal 12 var for første gang i brug. Det krævede naturligvis lidt tilvænning, men i det store og hele var det en succes.

3.025 udstillere fra 65 lande var således samlet til Heimtextil. Det er 50 flere end i 2018. Samtidig gæstedes messen af 67.500 besøgende fra 156 lande, hvilket er status quo med et lille fald på 1000 i forhold til 2018. Faldet tilskriver messen selv det dårlige vejr i Alperne og en strejke i de tyske lufthavne.

Denne gang havde messen fået et nyt layout i og med at den nye Hal 12 var komme til. Det betød, at mange udstillere havde fået nye placeringer, og det krævede en lidt større indsats fra de besøgende for at finde rundt. Alt i alt fungerede det med enkelte tilretninger fint.

Heimtextil satte denne gang en ny standard i forhold til bæredygtighed, og overskrifter som vandforbrug i tekstilindustrien og microplast blev adresseret, og udstillerguiden ”Green Directory” talte denne gang godt 150 progressive virksomheder, der aktivt arbejder med bæredygtige tekstiler.

Vil man udstille på Heimtextil og har man bæredygtige produkter, er det en god idé at være en del af Green Directory.

Næste Heimtextil finder sted 7.-10. januar 2020.

Nordstil blev denne gang besøgt af 20.000 fagfolk primært fra det nordlige Tyskland og Skandinavien. 970 udstillere, hvoraf de 170 var fra andre dele af Europa end Tyskland, var at finde på messen. Blandt udstillerne var markedsledere fra Danmark, Holland og Sverige.

"Som tidligere var Winter Nordstil også denne gang en vital ordreplatform for de nordtyske indkøbere. Besøgsundersøgelser viser en høj tilfredshedsgrad blandt både indkøbere og udstillere, ligesom antallet af skrevne ordrer på messen generelt er steget”, lyder det fra Binu Thomas, direktør for Nordstil.
“Ifølge den tyske detailhandelsorganisation (HDE), er det høje forbrugsniveau, man indtil nu har oplevet, ved at tage af. Men det har ingen negativ effekt på Nordstils funktion som ordreplatform for detailhandlen”, siger Thomas Grothkopp fra detailhandelsorganisationen.

Næste Nordstil finder sted fra 27.-29. juli 2019.

 
  

Formex er en vigtig messe for danske udstillere, fordi det svenske marked er vigtigt for mange danske brands.

Desværre var der denne gang en nedgang på godt 20-25 pct. i antallet af såvel udstillere som besøgende. Det nøjagtige besøgstal oplyser messen dog ikke. Antallet af danske udstillere er dog stadig stort, den danske indflydelse på messen er markant, og blandt de danske udstillere, der var på messen, var der også tilfredshed. 

”Det er ingen hemmelighed, at detailhandlen befinder sig i en hård periode lige nu med store forandringer. Netop derfor bliver den oplevelsesbaserede butik stadigt vigtigere. Det betyder, at der stilles nye krav til butiksindehavere og kæder, og dermed også til udstillerne på messen. Men det er en god forandring”, mener Christina Olsson fra Formex.

”Udstillerne har mulighed for at hjælpe butikkerne med at tænke anderledes og nyt, og man kan være inspirationskilde for såvel butiksindehavere som personale”.

 

SMVdanmark havde samlet 13 danske udstillere på en fællesstand på Formex, og selv om besøgstallet var skuffende, var der alligevel tilfredshed med salget. ”Ingen lod til at være alarmerede, men der er brug for, at Formex opper sig på samme måde som Formland har gjort det. De er kommet et hestehoved foran Formex på det sidste”, siger Jens Kvorning fra SMVdanmark, og han tilføjer, at med den omstrukturering, som Formex står overfor næste gang, forventer han, at udviklingen vil vende.

Tina Bremholm fra Tica Copenhagen var på Formex for første gang i mange år efter at have opsagt samarbejdet med sin svenske agent. ”Jeg var på Formex for at hilse på og vise flaget, og det formål opfyldte messen, selv om det er helt klart, at det er en lokal messe, ligesom man klart fornemmede, at den er skrumpet i forhold til tidligere. Men vi var forkert placeret. Fællesstandene lå for langt ovre i hjørnet i hal A, lukket inde af kæmpestore stande med høje bagvægge, og mange af os passede ikke ind i området. Jeg har skrevet mig op til en stand til næste messe, hvor segmenteringen bliver anderledes, og det, håber jeg, vi kommer til at nyde godt af”, siger Tina Bremholm og foreslår, at SMVdanmark fremadrettet laver en ”drejebog”, der beskriver, hvordan forholdene er, standene skal bygges op og hvad man skal og ikke skal.

Næste Formex holdes fra 20.-23. august 2019.

Nordic Living blev for første gang præsenteret i Oslo i sin nye form. Gennem den seneste tid har der været en del snak omkring Nordic Living ikke mindst blandt FAGA’s medlemmer, og vandene er delte i forhold til, om forandringen er god eller mindre god. Besøgstal og statistikker fra messen, har det ikke været muligt at få, men blandt de danske udstillere, der havde fundet vej til den norske hovedstad var der en altovervejende tilfredshed.
Temaet for messen var Embracing Change. Et tema, der bidrog til at trække tråde mellem fortid og nutid og skabe en balance mellem nyt og gammelt.

”Oslo Design Fair præsenterer en opsplittet og ny udgave af messen under navnet Nordic Living. Og det er netop temaet forandring, vi skal dykke dybere ned i. Vi skal have fokus på de positive aspekter ved forandring, for vi tror, der ligger et potentiale for menneskelig udvikling i alle forandringer”, lyder det fra Cathrine Finsæther Eriksson fra Nordic Living.

  
Nordic Living løber af stablen igen 28.-30. august 2019. Til den tid med fokus på møbler.
     
  

Maison&Objet kunne melde om en smule færre besøgende denne gang, men alt i alt er messeledelsen tilfreds, og frem for alt fornemmede man, at den nye segmentering af udstillere, der blev påbegyndt i september, fungerede. 

Maison&Objet i Paris havde således 84.236 besøgende, hvoraf de 46.356 var fra Frankrig, mens de 37.880 besøgende var internationale fra ikke mindre end 160 lande. ”Og kvaliteten af de besøgende var høj”, lyder det fra udstillerne.

2.910 brands viste deres seneste nye udviklinger på messen, og 603 af dem var med på Maison&Objet for første gang. Faktisk var Danmark denne gang nr. otte på listen over flest udstillere, efter lande som Italien, England, Belgien, Tyskland, Holland, Spanien og Portugal. 

Ifølge udstillerne var messen specielt succesfuld i forhold til business og ordreindgang, men også de besøgende var tilfredse.

”Den positive feedback fra de besøgende viser, at den segmentering, vi påbegyndte i september og perfektionerede i januar, er vejen frem. Ved at opdele messen i Maison og Objet er det blevet lettere at forstå opbygningen og ikke mindst mere intuitivt for de besøgende”, lyder det fra messen.

Maision&Objet understregede således sin fortsatte succes, og ikke mindst sin evne til at bringe branchens segmenter; dekoration, design og livsstil sammen og skabe business. 

I 2016 lancerede man en digital platform MOM (MAISON&OBJET and MORE), der igennem hele året inspirerer og forbinder branchens professionelle. Det fungerer, og herudover følges messen nu af ikke mindre en 600.000 på Instagram og 500.000 på Facebook.

SMVdanmarks fællesstand på Maison&Objet talte syv danske udstillere, og ifølge Jens Kvorning var tilfredshedsniveauet blandet:

     

”Nogen var begejstrede for antallet af besøgende og ordrer, mens andre melder om et mindre salg, men tilskriver det for en dels vedkommende en ikke så hensigtsmæssig placering. Det vil vi selvfølgelig forsøge at gøre noget ved til næste gang”, fastslår Jens Kvorning.

Dorte Soland Wang fra Solwang Design var med på Maison&Objet for første gang på SMVdanmarks fællesstand, og hun var meget glad for den tryghed, det gav, at der var en med fra SMVdanmark med erfaring og som havde kontakten til messen.

”Fællesstandene er en god måde at udforske en ny messe på, hvor der er nogen, der har hånd i hanke med det praktiske”, siger Dorte Soland Wang, og hun ser det generelt som en god ting, selv om hun ikke tror, det har den store effekt på salget. ”Vi er små spillere på en meget stor messe”, siger hun. Dog var hun meget glad for den interaktion, hun havde med de øvrige danske udstillere, og den meningsudveksling, der var igennem messen.

”For os var det lidt op ad bakke, primært fordi franskmændene faktisk ikke bruger karklude men svampe… så der var mange nysgerrige, men de kunne ikke lige se formålet med produktet. Dog havde vi en del kunder fra bl.a. Østrig, Tyskland, Portugal og Spanien, der købte vores produkter”.

Solwang Design udstiller også på TrendSet i München og på Nordstil i Hamborg, og denne gang, fortæller Dorte, har man slået alle salgsrekorder.

Næste Maison&Objet er fra 6.-10. september 2019.

Christmasworld havde denne gang 3.119 udstillere fra 68 lande, der viste nyheder til julen såvel som til årets øvrige festlige lejligheder.

Kontortilbehør og papirvarer samt udstyr til gør-det-selv var at finde på Paperworld og Creativeworld, og den kombination havde mere end 87.000 fagfolk fra 161 lande valgt at bruge tid på at besøge.

“Den høje grad af internationalitet er en af vores største kvaliteter sammenholdt med kvaliteten af indkøbere, der ifølge vores besøgsanalyser primært består af indkøbschefer og -direktører samt butiksindehavere”, lyder det fra Messe Frankfurts Detlef Braun.

Således kom de fleste besøgende fra Tyskland, Italien, England, USA, Frankrig og Rusland, og de største stigninger i besøgsantallet sås fra USA og Kina.

Besøgsundersøgelsen viser desuden, at de besøgende ser messe-trioen som et trendbarometer i forhold til den forestående sæson, hvor specialhandlen i øvrigt tegner sig for hele 30 pct. af indkøberne, og hvor tilfredsheden blandt de besøgende er omkring 95 pct.

Næste år holdes de tre forbrugsvaremesser omkring den sidste lørdag i januar:

Christmasworld fra 24.-28. januar 2020 og Paperworld og Creativeworld fra 25.-28. januar 2020.

  

 

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.