Seneste Nyt

Skab den bedste historie for dit brand

Studie FlyHelsted – Mille Fly og Sofie Helsted – kender de fleste fra Formlands trendzone, men de to hjælper også gerne branchens virksomheder med at være den bedste udgave af sig selv og ikke mindst med at formidle budskabet, så det for alvor kommer ud over rampen. Nu giver de to et tilbud til FAGA’s medlemmer, så de får mulighed for at komme i front i forhold til de kommende sæsoner.

- Skrevet af Pia Finne

”Det handler om at holde fokus på at formidle den bedste historie af sig selv. Hvad kan mit brand, og hvad kan det ikke, og hvordan differentierer jeg det?”.

Det mener Sofie Helsted og Mille Fly, der sammen driver Studie FlyHelsted, som bl.a. er kendt for de seneste sæsoner at stå bag trendzonen på Formland. Men de to indretnings- og trendeksperter står også bag en række indretninger af såvel private hjem som af butikker og ikke mindst af messestande, og faktisk er det de samme grundlæggende principper, der gør sig gældende, fortæller de.

Netop derfor har Studie FlyHelsted nu lavet en aftale med FAGA om at hjælpe FAGA’s medlemmer med at se på deres messestande – eller deres katalog og fotos af deres produkter, analysere dem og levere et oplæg til løsninger på, hvordan man kan komme videre med den stil, stemning og identitet, man ønsker.

 ”Man skal gøre sig sin holdning klart, og man skal gøre sig klart, hvad det er, der gør, at kunderne kommer ind i butikken eller på standen. I bund og grund handler det i høj grad om, at man har gjort sig umage og skabt et univers – en sanseoplevelse – hvor det kribler i kundernes fingre for at købe”. 

Mille og Sofie’s holdning er klart, at man ikke skal forsøge at nå alle, men at man skal stole på sig selv og vælge det, man tror på. ”Kan du selv lide et produkt eller en stil, er der helt klart også et segment for dig”, lyder det. Det er meget lettere og meget mere overbevisende at sælge et produkt, man holder af. 

Vi gør det, vi er bedst til

Mille Fly og Sofie Helsted begyndte at arbejde sammen for godt 10 år siden. Først på en enkelt opgave og da synergien var god, besluttede de to at forene deres netværk og deres forskellige kompetencer – med andre ord at håndplukke det bedste fra Sofies fotografiske verden og fra Milles indretningsverden – og bruge deres samlede styrke til at skabe Studie FlyHelsted.

De har arbejdet med private indretninger, virksomhedsindretninger, butiksindretninger, stylinger og katalogopbygninger, og siden 2010 har de skabt trendzoner på Formland. I begyndelsen gjaldt det mindre trendzoner på messen, i de seneste par sæsoner har de stået bag Formlands store trendzone”.

Nu vil Studie FlyHelsted gerne videre i deres virksomheds udvikling, og fremadrettet vil de satse endnu mere på erhvervsindretninger og messeopbygninger.
”Samtidig har vi jo i kraft af vores arbejde med Formland fået en kæmpe indsigt i design- og interiørbranchen, men vi ser den nok fra en lidt anden vinkel, end man gør, når man er i branchen til daglig”, lyder det fra de to.

De er nysgerrige, de har øjnene åbne, og de kigger hele tiden på farver, mennesker, former og nye trendretninger, og for at komme skridtet videre, spørger de hele tiden sig selv:  ”Hvorfor gør de det?”

”Vi arbejder med såvel møbelbranchen som hele Formlandsegmentet. Vi har med andre ord et ben i hver lejr, og vi kommer ind bag ved leverandørerne. Det betyder, at vi er gode til at sætte os ind i situationerne hos den enkelte virksomhed”, siger Mille og Sofie, der nu glæder sig til at arbejde med FAGA’s medlemmer; at give dem, der måtte ønske det, et indspark, der forhåbentlig kan være med til at løfte virksomheden fremadrettet.

”Det letteste er at gøre som man plejer, men hvad enten man er stor eller lille, er det ikke det, der vender skuden”. 

Så når Mille og Sofie arbejder med virksomheder, ser de på kundens behov, og de bruger den erfaring, de har til at skabe en identitet med baggrund i den stil og smag, kunden har.

”Vi skal påvirke, og vi er lydhøre overfor, hvor virksomheden er henne, men vi skal selvfølgelig også skubbe lidt til selvforståelsen. For os er det ikke vigtigt, at man kan se, det er en Studie FlyHelsted indretning. Det er vigtigt, at virksomheden får den stil, der matcher, en enkelhed og en overskuelighed”.

Skal Mille og Sofie forny en messestand handler det om, hvilke kunder, vil man henvende sig til, og hvilken stil vil man gerne signalere. ”Her er det vigtigt, at standen ikke ligner en rodebutik, men at der er noget struktur, så indkøberne kan overskue standen og finde varerne, og at det er de produkter, man som virksomhed gerne vil have springer i øjnene, der rent faktisk gør det”.

Det handler om helhedsindtrykket. ”Signalet, der sendes, skal være ét, man er stolt af, og som man gerne vil byde kunderne indenfor i, og så handler det i høj grad om at sørge for, at standen eller kataloget, hvis det er det, man arbejder med, rummer en historie, der kan leve videre”.

Og når talen falder på messerne, mener Mille og Sofie i øvrigt også, at man som virksomhed når langt, hvis man ikke bare står med korslagte arme og ”lukker af”.

”Alle skal bydes velkommen. Også eleverne fra skolerne. De henter viden, og tager den gode oplevelse med videre i deres forløb. Og så ved man jo ikke, om lige præcis den elev, man ikke tog sig tid til, har forældre, der ejer en hotelkæde, eller den indkøber, der bare kiggede, lægger en ordre tre måneder senere”.

I bund og grund handler det om at stramme op og komme ud over rampen. ”Vi henter inspiration mange steder fra, og vi kan måske netop tilføre det nye, der kan være vanskeligt set at se, når man går med produkterne om sig hver dag. Vi kan være med til at åbne virksomhedernes øjne og kigge ud, og vi kan give det inspirationsmæssige indspark, der indimellem skal til. Og tingene behøver ikke være dyre for at fungere. De skal bare være gennemtænkte”, slutter Mille og Sofie.

For FAGA’s medlemmer:

Der holdes et formøde hos Studie FlyHelsted. Mille og Sofie laver en analyse af katalogkoncept, standdesign- eller showroomkoncept, og man holder derefter endnu et møde hos Studie FlyHelsted, hvor Mille og Sofie fortæller om de styrker og de svagheder, man har fundet frem til, der er, og de to eksperter kommer med løsningsforslag, der indebærer tiltag, man som virksomhed enten selv kan tage fat i, eller som man videre kan hyre Studie FlyHelsted til at gå videre med.

LÆS MERE OM TILBUDDET HER

Her ses eksempler på materiale- og farveoplæg fra Studie FlyHelsted.

Fra Formlands trendzone A Kind of Nature i februar, som Studie FlyHelsted stod bag. 

   

 

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.