Seneste Nyt

Stor tilfredshed med fællesstandene

SMV Danmark står bag danske fællesstande på flere internationale messer. Det giver bl.a. FAGA’s medlemmer mulighed for at udstille med tilskud fra Trade Council, og dermed mulighed for at prøve kræfter med det internationale marked. Det er sket med stor succes, og til januar 2019 gentages succesen med fællesstande på hhv. TrendSet, Formex og Maison&Objet. Men man skal reagere nu, hvis man vil være med.

- Skrevet af Pia Finne

De internationale messer er slut for denne gang. Men allerede nu er det tid til, at FAGA’s medlemmer skal overveje, om de vil være med på SMV Danmarks fællestande på messerne til januar 2019. Således er der bevilget tilskud til fællesstande på Trendset, Formex og på Maison&Objet til januar 2019. YDERLIGERE OPLYSNINGER OM FÆLLESSTANDENE FØLGER LÆNGERE NEDE I ARTIKLEN. Der bliver desværre ikke nogen fællesstand på Nordstil denne gang, idet man fra Trade Council har vurderet, at fællesstanden her har været gennemført for mange gange til fortsat at være tilskudsberettiget.

”Allerede nu har flere af de udstillere, der deltog på fællesstandene i juli, august og september, givet tilsagn om at deltage på fællesstandene igen til januar 2019, så nye virksomheder, der ønsker at være med på fællesstandene, skal reagere hurtigt, hvis de skal have en chance for at komme med. På Formex og Trendset får fællesstandene samme placering som sidst, på Maison&Objet er placeringen endnu ikke meldt ud”, lyder det fra Jens Kvorning fra SMVdanmark, der er rigtig glad for den succes, fællesstandene er blevet.

”Udstillerne bruger fællesstandene som et strategisk redskab til at få prøvet nogle messer af, og med de tilskud, man får fra Trade Council, når man deltager på fællesstandene, har man også mulighed for at prøve flere og nye messer af, end det ellers ville have været økonomisk muligt”, fortæller Jens Kvorning.

Fra 2013 til 2018 har flere end 100 firmaer deltaget på fællesstandene - flere af dem på mere end én messe og mere end én gang.”Sammenlagt har de udstillende virksomheder fået over 5 mio. kr. i tilskud, og til januar regner vi med yderligere 1 mio. kr.”, siger Jens Kvorning.

Fællesstandene giver muligheder

SPARKLING TEA var med på fællesstanden på Nordstil i Hamborg for første gang, og Bo Sten Hansen var tilfreds med udkommet. ”Som lille opstartsvirksomhed vender vi hver en krone, derfor var SMVdanmarks fællesstand, hvor vi kunne deltage med støtte fra Trade Council, en kærkommen mulighed for at teste markedet af”.

Bo Steen Hansen slår fast, at det for Sparkling Tea er attraktivt med messer, der ligger så tæt på Danmark, og selvom han følte, at hans virksomhed med drikkevarer, var en smule fejlplaceret på messen, så er han godt tilfreds. ”Forløbet har været fint, og supporten har været fin, og det har givet os et godt grundlag til at vurdere, om vi skal bruge mere energi på messen – måske placeret i et andet område”.

Sparkling Tea blev etableret 1. juni i 2017, og allerede nu sælges produkterne i 10 lande, og halvdelen af omsætningen kommer fra eksport.

Spørger man Bo Steen Hansen, om der er andre messer, han kunne tænke sig at teste af, lyder svaret: ”TrendSet i München kunne vi klart være interesseret i”.

A2 LIVING var denne gang på Maison&Objet i Paris, og Allan Riis Søndergaard fortæller, at man tidligere har deltaget på fællesstande på Formex og på Nordstil. ”Det er super fint som mindre virksomhed at stå på en fællesstand. Dels har man kollegaer at sparre med, og dels bliver man mere synlig og har en større gennemslagskraft på en meget stor messe, når man står flere danskere sammen”, mener Allan Riis Søndergaard.

Han mener fællesstandene giver netop de små- og mellemstore virksomheder gode muligheder for at teste messer og markeder af på en måde, man ellers ikke ville have haft økonomisk mulighed for.

Allan Riis Søndergaard fortæller videre, at han ikke ville være taget på Maison&Objet, hvis det ikke havde været for den støttede fællesstand. Men han er heller ikke i tvivl om, at det klart er noget, han vil gøre igen.”Man skal være på en messe mere end en gang for at teste den af. Jeg havde en rigtig fin messe i Paris med såvel ordrer og masser af gode kontakter og leads, jeg nu skal i gang med at arbejde med, så jeg er klart på igen”.

En anden fordel, som Allan Riis Søndergaard ser, er, at når man står sammen med kollegaer i fem dage på en messe, skaber man et netværk, der spænder lige fra potentielle kunder til gode speditions- og fragtkontrakter. ”Og det har klart også en fordel”, mener han.

Udover i Paris udstiller A2 Living på Formland, og den messe vil Allan Riis Søndergaard ikke undvære. Herudover kunne han godt tænkte sig at teste bl.a. TrendSet i München og messerne i Frankfurt af. ”Ligesom Spoga i Køln også kunne være en mulighed for mig”.

PERNILLE FOLCARELLI var også på Maison&Objet denne gang, og hun deltog på fællesstanden på Formex i januar.”Jeg synes SMVdanmarks fællesstande er et rigtig fint tiltag, og det er alletiders, at der er mulighed for støtte fra Trade Council”, siger Pernille Folcarelli.

Hun synes, det er en god måde for små- og mellemstore virksomheder at få gang i de udenlandske messer på, og hun synes faktisk, man burde markere endnu kraftigere, at det et en dansk fællesstand med et stærkere fælles udtryk.

Pernille Folcarelli har været rigtig glad for at være med og for muligheden for at teste messerne af. ”Ikke mindst Paris skal jeg i hvert fald være med på igen. Jeg fik talt med rigtig mange mennesker, og der ligger et stort potentiale”, siger hun.

Ud over at få nye kunder, ser Pernille også fællesstanden som en mulighed for at styrke det kollegiale fællesskab.”Man får skabt sig et netværk blandt kollegaerne, og det er en rigtig god ting”.

Faktisk, fortæller hun, at hun på Maison&Objet mødte rigtig mange af sine danske kunder. Hun fik nye franske kunder og i det hele taget nye kunder og kontakter fra hele verden; USA, Australien og Singapore.”Men frem for alt får man testet, hvor man skal lægge sine kræfter fremadrettet, og man får hul på eksporten”.

Her kommer der fællesstande til januar 2019

Vil du med? Så slå til nu...

Du skal reagere hurtigt, hvis du vil have en chance for at komme med på fællesstandene. Så tøv ikke med at kontakte Jens Kvorning på tlf. 30 59 06 86 eller mail: kvorning@SMVdanmark.dk, hvis du har spørgsmål eller vil booke plads på en eller flere af fællesstandene. 

​​Det får man 

Deltager man i en messe på SMV Danmarks fællesstand, får man 50 pct. af omkostningerne dækket. Standlejen er den største udgiftspost, som afhænger af størrelsen på den stand, man ønsker.  

Omkostninger til belysning, vægge og opstilling af stand varierer meget også for stande af samme størrelse, da det er forskelligt, hvad udstillerne ønsker.”Man kan søge om at få f.eks. en belysningsrig og spots dækket med 50 pct., og så er det op til Trade Counsil at vurdere, om der ydes tilskud. Hvis man derimod lejer udstyret er det med sikkerhed tilskudsberettiget, hvis man ikke overskrider budgettet... Og det har vi ikke været ude for endnu efter 25 fællesstande”, fortæller Jens Kvorning og tilføjer: 

”I øvrigt har vi derudover også gode erfaringer med, at lejer vi udstyret samlet, kan vi hente gode rabatter hos messearrangørerne”, fortæller Jens Kvorning. 

Transport er en anden stor post. Her er det kun indkøbte transportydelser, som en fragtmand eller lejet varebil eller lastvogn, som er tilskudsberettiget. Man sparer altså en del ved at gøre tingene selv, men ikke helt så meget, som man skulle tro, da man så heller ikke får tilskud. 

Omkostninger til planlægning og koordinering af fællesstanden og rapportering og regnskabsaflæggelse til Trade Counsil for at få tilskuddet er en fast omkostning, der fordeles i forhold til hver enkelt virksomheds omkostninger og dermed tilskud. 
Endelig kommer den fælles markedsføring, som deles ligeligt mellem alle udstillere. 

Fakturering 

Deltagerne faktureres et aconto beløb, der svarer til de samlede omkostninger fratrukket tilskuddet. Når messen er slut, evalueres den, og der skrives rapport og udarbejdes regnskab, som sendes til revisor og derefter til Trade Counsil."Og for at udstillerne ikke får problemer med, at de skal lægge penge ud for næste messe, før de har fået tilskuddet fra den gamle, træder SMVdanmark til i den mellemliggende periode, hvis man husker at indsende bilag for omkostninger rettidigt”, slutter Jens Kvorning.  

Fra A2 Livings stand på Maison&Objet.  

Et view over nogle af fællesstandene på Maison&Objet.

  

 

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.