Internationale messer: God stemning og ordrer i bøgerne
Stemningen var generelt god på de internationale messer, som rigtig mange af FAGA’s medlemmer har deltaget på i den seneste måned. Der kom ordrer i bøgerne, udstillerantallet såvel som besøgstallene på de respektive messer i Tyskland, Frankrig, Sverige og Oslo var stigende, og der lyder masser af superlativer fra messearrangørerne.
- Skrevet af Pia Finne
I såvel Tyskland som i Frankrig, Sverige og Oslo er der blevet holdt internationale messer for gave-, brugskunst og designbranchen i løbet af januar og begyndelsen af februar. Generelt lyder der positive toner fra messearrangørerne såvel som fra udstillerne, og kigger man på tallene, er der denne gang flere udstillere og – hvilket der er nok så vigtigt, når man skal beslutte sig for at udstille uden for Danmarks grænser – flere besøgende fra både Europa og fra USA, Asien og Østeuropa.
Forhåbentlig varer den gode stemning nu ved, og forhåbentlig er den et tegn på, at der er lysere og lidt lettere tider forude for branchen.
Heimtextil:
Inspirerende, fokuseret og tæt på branchen. Heimtextil sluttede på trods af sne, is og storm med at have i alt godt 70.000 besøgende fra hele verden, hvilket er en lille stigning i forhold til 2016. Stigningen skete primært med flere besøgende fra Brasilien, England, Italien, Japan, Rusland, USA og De Arabiske Emirater.
2963 udstillere fra 67 lande (mod 2865 udstillere i 2016) præsenterede deres nye tekstile produkter og designs i 20 haller, og generelt var tilfredsheden med de ordrer, der blev lagt, og de forretningskontakter, der blev etableret, stor.
Detlauf Braun, CEO i Messe Frankfurt, understregede den positive stemning: “Tallene taler for sig selv. Heimtextil voksede igen i 2017 både når det gælder indkøbere og udstillere. Men det handler ikke kun om kvantitet. Jeg er specielt tilfreds med den høje kvalitet i de produkter, der udstilles, så vel som med den intensitet, der er i samtalerne mellem indkøbere og udstillere”.
Positivt er det også, at de besøgende generelt ser branchens økonomi som værende på et bedre sted i år end sidste år, og ikke mindst de tyske besøgende beskriver den som god.
Næste Heimtextil løber af stablen fra 9.-12. januar 2018 i Frankfurt.
Nordstil:
Sneen lå koldt om Hamborg, da Nordstil slog dørene op, men inden for i messehallerne strålede udstillernes kollektioner af forårets sol og varme, og de besøgende lagde ordrer.
969 udstillere mod 975 i 2016 skabte masser af god stemning for de 20.000 indkøbere (19.921 i 2016). På 63.000 kvadratmeter udstillingsområde viste udstillerne således design af høj kvalitet. 176 virksomheder fra hele Europa ikke mindst markedslederne fra Danmark og Sverige gave en god international og skandinavisk fornemmelse.
“Denne fjerde vinter efterlod Nordstil ingen tvivl: Det er her den nordtyske detailhandel placerer sine ordrer. Det understreges ikke blot af den høje grad af udstillertilfredshed, men også af det høje niveau af indkøbere, og dermed af villigheden til at lægge ordrer”, siger Philipp Ferger, Group Show Director Nordstil.
Bjarne Jepsen, salgs og marketingdirektør hos IB Laursen siger: “Vi er meget tilfredse med Nordstil. Mange kunder kom forbi vores strand, og de lagde ordrer. Vi er meget glade for resultatet”.
Næste Nordstil holdes fra 22.-24. juli 2017 i Hamburg Fair and Congress Centre.
Maison & Objet:
Maison & Objet har slået sin position fast som et af de steder, hvor indkøbere fra hele verden mødes. Hele 85.825 unikke besøgende blev der denne gang registreret, og det er en stigning på heler 12,31 pct. i forhold til januar 2016. Ser man på antallet af udenlandske besøgende er det steget med hele 17,4 pct., og når således op på 43.127.
”Den klare og store vækst vi har set i antallet af besøgende – ikke mindst internationale besøgende – er et tydeligt tegn til interiør-, design- og livsstilsmarkederne verden over. Igennem de seneste måneder har vi i tæt samarbejde med udstillerne gjort en stor indsats for netop at nå ud til indkøberne over hele verden. Dette samarbejde har skabt en kraftfuld dynamik, der har haft direkte indflydelse på antallet af besøgende”, siger adm. direktør Phillippe Brocart.
Således kom 58,80 pct. flere besøgende fra Rusland, 57,75 pct. flere fra Japan, 29,02 pct. flere besøgende fra USA og 15,82 pct. flere besøgende fra Kina.
Med 2871 udstillere kunne Maison & Objet præsenteret det bedste inden for fransk såvel som internationalt design. Mere end 800 nye udstillere var at finde på udstillerlisten, et tal, der var status quo med 2016. 1719 udstillere kom fra lande uden for Frankrig – godt 60 pct. af den samlede udstillerskare. Her var de 307 fra Italien, 184 fra England, 159 fra Belgien, 150 fra Tyskland, 137 fra Holland og 80 fra Japan.
”Lanceringen af online platformen MOM skabte god opmærksomhed omkring messen blandt de nye kategorier af indkøbere. De kan finde nye produkter på MOM hele året, og dermed er messens betydning også gået op for dem”, slutter Phillippe Bocart.
Maison & Objet slår igen dørene op 8.-12. september 2017.
TrendSet:
TrendSet i München har styrket sin internationale position. Således er antallet af besøgende fra lande uden for Tyskland steget med lige over 10 pct. Det samlede besøgstal var 34.891, og ordre-lysten var stor blandt de 2.500 brands, der var repræsenteret indenfor 15 living- og lifestyle-kategorier.
Alle ni udstillingshaller var fuldt booked, og markedsledere, nichevirksomheder og nye udstillere viste deres produkter på godt 100.000 kvadratmeter.
TrendSet er opdelt i områder. I TrendSet Bijoutex viste udstillere de seneste nyheder inden for modesmykker og skønhed. I TrendSet Country & Style vistes kollektioner med en country-fornemmelse, og i TrendSet Newcomer kunne besøgende opleve de nye upcoming designvirksomheder og deres nye produkter.
“TrendSet består af et bredt spekter af markedets forskellige segmenter og produkter. De besøgende kommer primært fra Tyskland, Østrig, Schweiz, Norditalien og de omkringliggende EU-lande, og de kommer til München for at købe ind og hente inspiration”, siger TrendSets adm. direktør Tatjana Pannier.
”Besøgsraten på TrendSet Winter 2017 er meget god, og hvad der var positivt denne gag var, at flowet af besøgende var stabilt. Det gav os mulighed for at betjene alle vore kunder optimalt. Alle de vigtige kunder er på TrendSet, og de har bestilt rigtig meget. Messen er ideel for os, og vi når vores marked i Sydtyskland, Østrig og Schweiz”, siger Bjarne Lund Jepsen, salgs- og marketingdirektør hos IB Laursen, og Daniel Henriksen, der er indehaver af Hübsch Interior supplerer med at sige: ”TrendSet er altid en god messe for os. I området Home, Interior, Lifestyle er der perfekt for os at ligge”.
Næste TrendSet holdes 8.-10. juli 2017.
Formex:
Formex var som messens tema præget af spændende møder og mange nye interessante udstillere. Da messen lukkede havde 23.217 besøgende passeret igennem dørene i løbet af de fire dage, messen varede.
Det er en lille nedgang i forhold til 2016, hvor besøgstallet på Formex slog sin ”all time” besøgsrekord med 25.294.
”At Formex er en internationalt etableret mødeplads, er tydeligt at se, idet der kommer besøgende fra 61 forskellige lande. Den største gruppe besøgende kommer fra de nordiske lande, men stadig flere kommer fra andre lande. Størst stigning i antallet af besøgende sås denne gang fra lande som Japan, Spanien, Polen, Norge og Schweiz”, fortæller Christina Olsson, projektchef på Formex.
Alt i alt var der 800 udstillere fra 23 forskellige lande – en del flere end i 2016, og langt de fleste kommer fra Sverige og Danmark efterfulgt at Finland, Norge og Tyskland.
”Formex arbejder med tre kodeord: Inspiration, viden og forretning. Denne gang er der blevet lagt rigtig mange ordrer på messen. Faktisk sagde 63 pct. af de besøgende i en rundspørge, at de enten har lagt eller vil lægge en ordre under messen, og 59 pct. sagde, at de vil lægge en ordre inden for et år”, fortæller Christina Olsson, og hun fortsætter:
”Der var mange nye, inspirerende stande denne gang. Flere af de tidligere udstillere havde redesignet deres stand, og det er der blevet lagt mærke til hos de besøgende. De er meget tilfredse med messen og regner med at komme igen til august, hvilket vi selvfølgelig er glade for”.
Næste Formex holdes fra 23.-26 august.
Oslo design Fair:
”Messen gik meget fint, og vi har fået vældig gode tilbagemeldinger. Messen har været igennem store forandringer de seneste år. Men nu har den for alvor markeret sig med en ny kurs; med et fokus på design og oplevelser som vi fornemmer, de store skandinaviske og internationale mærker viser interesse for”, fastslår Annette Hoff fra Oslo Design Fair.
Oslo Design Fair har ændret dage. Tidligere løb messen fra torsdag – søndag, fra og med denne gang løber den fra onsdag – lørdag. Besøgstallet er gået lidt ned, men fra messens side regner man med, at det retter sig, når markedet lærer de nye messedage at kende.
Besøgstallet denne gang var op 8192.
”Vi har fået virkelig gode tilbagemeldinger på vores trendudstillinger samt på vores faglige program, hvor messens tema ”Hverdagsritualer” blev belyst fra forskellige vinkler.
Flere nye udstillere var også at finde på messen, og mange af dem har meldt tilbage, at de har haft en god messe, og de har tilmeldt sig igen til efteråret.
”Vi fornemmer, der er et stærkere ønske om at etablere sig på det norske marked, og mange af ikke mindst de danske udstillere ser messen som en god mødeplads, idet Norge er et geografisk stort område at dække, og hvor de på messedagene kan nå at have kontakt til kunder fra hele landet”, lyder det.
Næste messe finder sted 30. august til 2. september 2017.
Ambiente:
Ambiente er verdens største messe for produkter til bordet, køkkenet og husholdningen, gaveartikler, smykker og modetilbehør, såvel som dekorative produkter, designkoncepter og boligtilbehør.
Da messen denne gang løb af stablen udstillede 4.454 virksomheder deres nye produkter og innovationer for de 141.000 besøgende fra 154 lande. Fra Danmark var der 91 udstillere, hvilket er det højeste antal i mange år.
Selv om trenden inden for de forskellige områder er forskellig, fra køkkentøj til møbler og gaver, så har de en klar fællesnævner: At det essentielle i livet - mere tid til familien og en selv – også fortsat bliver mere og mere vigtigt. Det betyder, at der skabes hygge; en atmosfære af velvære i boligen, og hertil kommer en forkærlighed for det originale, det håndlavede og det hjemlige.
I år gik producenterne i høj grad efter de naturlige materialer som flet, træ, kork og keramik. Ubehandlede overflader kombineres med glaserede, relief-agtige teksturer. Stærke kontraster i materialemikset ses som overraskende taktile effekter. Når det gælder motiver ses geometriske mønstre, fine linjer og etniske dekorationer. I foråret ses også blomstermotiver i selskab med fugle, sommerfugle og biller. Fisk, havdyr og krabber ses som mønstre eller som dekorative elementer i sig selv, og dermed skabes en middelhavsagtig stemning til sommeren. Side om side med det ses ananas, papegøjer og frem for alt kaktus som motiver, der tegner trenden.
Når det gælder farverne konfronterer den førstkommende sæson os med diskret nude, beige, og sand-nuancer, der efterlader masser af plads til individuelle accenter. I Living-segmenter sættes scenen således for ”drivhus”-trenden med en frisk æblegrøn, en denimblå og en fin version af en støvet pink. Som komplimenterende nuancer ses dyb sort, kobber og guld. I kategorien madlavning og gourmet liver tingene for alvor op med kraftfulde, strålede primærfarver, der spiller op til de friske pasteller.
Fra Ambiente:
Fra Formex:
Fra Oslo Design Fair:
Fra Nordstil:
Fra TrendSet:
Fra Heimtex:
Fra Maison&Objet: