Seneste Nyt

Danske fællesstande på Maison&Objet, SCOOP og Clerkenwell Design Week

Med tilskud fra Trade Council etablerer SMVdanmark fællesstande på tre messer i første halvår af 2024. Først for er Maison&Objet i Paris med en hovedfællesstand i Home Accessories samt to mindre fællesstande i områderne Kids og Fashion Accessories. Der kommer også en fællesstand på SCOOP i London, som henvender sig til high-end butikker med mode og fashion accessories - det har bl.a. solbrillebrandet A. Kjærbede nydt godt af. Og så er fællesstanden på Clerkenwell Design Week i London en enestående mulighed for dig, der fokuserer på bæredygtighed og cirkularitet.

- Skrevet af Jens Kvorning, Internationaliseringschef hos SMVdanmark

Design- og interiørmessen Maison&Objet i Paris fra 18.-22. januar 2024

På Maison&Objet er det aftalt med messen at forsøge at supplere hovedstanden i hal 5.a, ”Home Accessories” med satellitstande i hal 4 for både Kids – ligesom i september – og som noget nyt Fashion Accessories.

Fællesstandens placering forventes at blive fastlagt i løbet af november, men det kræver tilmelding fra alle interesserede i løbet af oktober og første uge af november, så messeledelsen ved, hvor meget plads der skal bruges, og hvilke brands der præsenteres.

Prisen for deltagelse er ca. 2.600 kr. pr. m2. Prisen inkluderer standleje, standdesign, belysning, el, godstransport, koordinering, rapportering og markedsføring. Bemærk venligst at prisen er fratrukket 50% tilskud fra Trade Council.

Tilmelding skal ske hurtigst muligt og allersenest 3. november.

DOWNLOAD MESSEOVERSIGT

HENT TILMELDINGSSKEMA (udfyldes og mailes til kvorning@smvdanmark.dk)

Messe for mode og fashion accessories: SCOOP i London fra 11.-13. februar 2024

SMVdanmark og den danske ambassade i London har haft danske fællesstande på SCOOP i London 6 gange. SCOOP har kun omkring 200 udstillere inden for mode og fashion accessories. Messen henvender sig til ”high end” detailhandlere over hele UK og er blevet det vigtigste mødested for disse butikker, som derfor kommer på messen hvert halve år. 

Konceptet er helt enkelt og minimalistisk, hvor produkter såsom modetøj, sko, bælter, tørklæder, tasker, smykker m.v. udstilles på bøjlestativer og lave borde, så der er stor synlighed og gennemsigtighed på standene. 

På de første SCOOP-messer var mode dominerende med kun en enkelt eller to udstillere af fashion accessories. Indkøberne ville meget gerne have suppleret modetilbehør til deres butikker. SCOOP bad derfor SMVdanmark om at gøre en ekstra indsats for at markedsføre messen overfor leverandører af fashion accessories sammen med dem, og det har båret frugt. Fashion Accessories på SCOOP er således vokset fra 17% i januar til 30% i juli.

SCOOP er tiden og pengene værd

"Som et modebrand, der ønskede at etablere sig på det britiske marked, betragtede vi messen som en indgang til at introducere vores produkter for et kræsent britisk publikum. Det er en lille intim messe, men rigtig godt besøgt. Så der er rig mulighed for at blive set og komme i kontakt med de besøgende. Med støtte fra SMVdanmark og sammenholdet med de andre danske brands, er det helt klart tiden, pengene og anstrengelserne værd".

Sådan lyder det fra Adam Fredshavn Geertsen fra solbrillebrandet A. Kjærbede, der har deltaget på SCOOP-fællesstanden. Og han fremhæver, at SCOOP har fungerede som katalysator for nye forbindelser og muliggjort etableringen af en stærk og vedvarende tilstedeværelse på det britiske modemarked, som i dag er blevet virksomhedens største eksportmarked: 

"Vi er stolte af, at vi nu samarbejder med flere store kædebutikker, uafhængige butikker og store online detailhandlere i hele Storbritannien. Disse partnerskaber har været afgørende for vores succes og har gjort det muligt for os at nå en bred og forskelligartet kundebase", lyder det fra Adam Fredshavn Geertsen, og han runder af således: 

"Med blikket rettet fremad glæder vi os til at bygge videre på denne grund og udforsker allerede yderligere muligheder for at udvide vores rækkevidde og indflydelse på det britiske marked. SCOOP har en plads i den rejse, som et godt afsæt for vores blomstrende forretning på det britiske marked". 

Prisen for deltagelse på SCOOP er 11.900 kr. pr. bøjlestativ eller to små borde, og man kan modtage tilskud op til 50.000 kr. for fire bøjlestativer og/eller borde inkl. standleje, belysning, el, koordinering og rapportering. Bemærk venligst at prisen er fratrukket 50% tilskud fra Trade Council.

DOWNLOAD PRÆSENTATION (messen i juli 2023)

HENT TILMELDINGSSKEMA (udfyldes og mailes til kvorning@smvdanmark.dk)

Clerkenwell Design Week i London fra 21.-23. maj 2024 med fokus på bæredygtighed og cirkularitet

SMVdanmark har fået en enestående mulighed for at etablere en dansk fællesstand på Clerkenwell Design Week, som finder sted i London fra 21.-23. maj. Konceptet for fællesstanden er ”Designing for Circularity” og målrettes danske designbrands, der aktivt fokuserer på bæredygtige og cirkulære forretningsmodeller. 

Clerkenwell Design Week i London er en årlig begivenhed for kontraktmarkedets designere, arkitekter, producenter og entusiaster. Her præsenteres designindustriens nyeste trends og innovationer gennem udstillinger, seminarer, workshops og talks.

Clerkenwell i maj er altså ikke et messekoncept, men mere i stil med københavnske ”3 days of design”. Begivenheden dækker et bredt spektrum af udstillere og fokuserer på bæredygtighed og miljøbevidst design indenfor møbler, armaturer, tæpper, gulvtæpper, belysning, artiktur og teknologiske innovationer. Mange udstillere præsenterer innovative løsninger, der tager hensyn til miljømæssige og sociale udfordringer, hvilket afspejler designverdenens bestræbelser på at skabe mere bæredygtige og ansvarlige produkter.

Pakkepris fra kr. 19.450, som inkluderer, tilmeldingsgebyr, forsikring, markedsføring og digital features - se priserne på side 4 i præsentationen. Bemærk venligst at priserne er fratrukket 50% tilskud fra Trade Council.

DOWNLOAD PRÆSENTATION

HENT TILMELDINGSSKEMA (udfyldes og mailes til kvorning@smvdanmark.dk)

Yderligere oplysninger

Ved spørgsmål til fællesstandene er du velkommen til at kontakte Jens Kvorning fra SMVdanmark på tlf. 30 59 06 86 eller mail: kvorning@smvdanmark.dk

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.