Seneste Nyt

Det betyder den nye ”emballagelov”

Den udvidede lov om producentansvar for emballage, som træder i kraft i 2025, omfatter al emballage i forbindelse med produkt og forsendelse - dermed rammer loven også FAGA's medlemmer. Vær opmærksom på krav om registrering i Dansk Producent Ansvar allerede i begyndelsen af 2024.

- Skrevet af Pia Finne

At sikre en effektiv affaldshåndtering samt at motivere til bedre design, genbrug og genanvendelse af emballage er formålet med den nye lov om producentansvar for emballage, der træder i kraft i 2025. Jo lettere emballagen er at genanvende eller genbruge, jo billigere bliver det for producenterne. Som udgangspunkt er al emballage omfattet både i forbindelse med produkter og forsendelse. Og dermed gælder det udvidede producentansvar også FAGA’s medlemmer. Dog er der en bagatelgrænse, som gør håndteringen af loven lettere, og som de flest af FAGA’s medlemmer holder sig under.

Pr. 1. januar 2025 træder en lov om udvidet producentansvar for emballage i kraft. Samtidig vil der sandsynligvis være krav om, at man skal registreres i et register hos Dansk Producent Ansvar allerede i 2024. Producentansvaret gælder ikke for dem, der producerer emballagen, men for dem, der anvender den, både som emballage til produkter og emballage, når der sendes varer til kunderne. Det gælder leverandører og producenter, og det gælder webshops og andre, der sender varer til forbrugere. Det betyder med andre ord, at den nye lov om udvidet produktansvar for emballage kommer til at omfatte alle FAGA’s medlemmer.

Som udgangspunkt er al emballage omfattet. Alle produkter af en hvilken som helst art og materiale, som anvendes til pakning, beskyttelse, håndtering og levering fra producenten til brugeren eller til forbrugeren samt til præsentation af varer. 

Pr. 1. januar 2025 træder en lov om udvidet producentansvar for emballage i kraft. Samtidig vil der sandsynligvis være krav om, at man skal registreres i et register hos Dansk Producent Ansvar allerede i 2024. Producentansvaret gælder ikke for dem, der producerer emballagen, men for dem, der anvender den, både som emballage til produkter og emballage, når der sendes varer til kunderne. Det gælder leverandører og producenter, og det gælder webshops og andre, der sender varer til forbrugere. Det betyder med andre ord, at den nye lov om udvidet produktansvar for emballage kommer til at omfatte alle FAGA’s medlemmer.

Som udgangspunkt er al emballage omfattet. Alle produkter af en hvilken som helst art og materiale, som anvendes til pakning, beskyttelse, håndtering og levering fra producenten til brugeren eller til forbrugeren samt til præsentation af varer. 

Reglerne rammer ca. 41.000 danske virksomheder

”Det er første gang, reglerne om producentansvar for emballage skal implementeres i sin helhed i Danmark. Producentansvaret skal være fuldt implementeret og trådt i kraft senest 1. januar 2025, og ca. 41.000 virksomheder vurderes at være omfattet af registreringspligten, som allerede forventes at træde i kraft 1. januar 2024”, lyder det fra Producentansvar.dk, der videre slår fast, at formålet med den nye lov er at mindske emballageforbruget samt øge indsamling, recirkulation og genanvendelse af de eksisterende emballagematerialer.

   

VIGTIGE DATOER!

Som virksomhed skal I være opmærksomme på disse datoer for de danske regler: 

​​31. marts 2024: Skal en producent eller importør, der markedsfører emballage, senest være registreret hos Dansk Producent Ansvar.

1. januar 2025: Fra den dato skal en producent eller importør, der udelukkende markedsfører genbrugsemballage registreres hos Dansk Producent Ansvar.  

31. marts 2024: En producent eller importør, der påbegynder markedsføring af emballage efter denne dato, skal registrere sig senest 14 dage før markedsføringen påbegyndes. 

 
         
I forbindelse med det udvidede producentansvar er miljømålene for indsamling og genanvendelse skærpet. Det betyder bl.a., at virksomhederne bliver pålagt at foranstalte og betale for indsamling og genanvendelse af egne emballager, når emballagen bliver til affald. Formålet med det er at kæde produktionsfasen sammen med affaldsfasen, så man som producent betaler den samlede regning for produktets miljøpåvirkning – også når det bliver til affald.

Fra Teknologisk Institut anslås det således, at den samlede regning for håndtering af emballageaffaldet for dansk erhvervsliv lyder på 1,3 – 1,8 mia. kr. om året, når producentansvaret bliver indført.

Bagatelgrænse

I forhold til langt de fleste af FAGA’s medlemmer er der dog en bagatelgrænse på 8 ton emballageaffald årligt. Overstiger man de 8 ton, skal man som minimum rapportere mængde, type (plast, pap, metal etc.) og sikre overholdelse af de designkriterier, der bliver fastsat i forbindelse med de miljøgraduerede bidrag.

Ligger man under bagatelgrænsen på 8 ton emballage om året, som de fleste af FAGA’s medlemmer gør sammen med 90 pct. af alle danske virksomheder med et udvidet producentansvar for emballage gør det, er rapporteringen mindre omfattende, og virksomhederne bliver pålagt lettere administrative byrder. De skal dog stadig betale for håndtering af deres emballage.

Det gebyr, man betaler under bagatelgrænsen, vil være en ”flat fee” – en gennemsnitspris pr. ton emballage, der sendes på markedet, uanset om det er pap, plast, papir eller engangspaller. 

Virksomheder under bagatelgrænsen behøver ikke melde sig ind i en kollektivordning, som der lægges op til for virksomheder, der overstiger 8 tons emballage årligt.

Men ifølge direktør Johnny Bøwig i Dansk Producentansvar, er det dog ikke helt så lige til, som det lyder, for han mener nemlig godt, det for nogle virksomheder kan betale sig at registrere sig som om, man ligger over bagatelgrænsen.

Ligger emballage-forbruget på under 8 ton, skal man som nævnt betale en gennemsnitspris uanset hvad. Men ligger man over 8 ton, kan man blive en del af en kollektivordning, der løfter det juridiske og praktiske ansvar på vegne af producenterne, og som finansieres ved, at medlemmerne bliver opkrævet et gebyr, der svarer til omkostningen ved at behandle deres emballageaffald. Man betaler altså for de omkostninger, der reelt er ved at indsamle og behandle emballageaffald i Danmark. 

”Omkostningerne til affaldsbehandlingen varierer for de forskellige materialetyper. Det koster altså ikke det samme for f.eks. pap, plast og glas, og arbejder man eksempelvis med genanvendelig emballage, eller kører man med et cirkulært emballageretursystem, eller påtænker man at gøre det, betaler man et administrationsgebyr og omkostningerne til affaldsbehandling. Men i kollektivordningerne arbejdes også med et miljøgradueret gebyr - et bonus-system, hvor man bliver belønnet med en rabat ved godt miljødesign, men straffet med et ekstra bidrag ved dårligt miljødesign. 

”Det vil sige, at man som producent indberetter sin emballagemængde, og så modregnes det miljøgraduerede gebyr. Dermed kan det rent faktisk gå hen og blive billigere end den faste betaling for emballagemængder under bagatelgrænsen. Ud over at man selvfølgelig også skal medregne den miljøetiske komponent og den signalværdi, der ligger i, at man gør en indsats for miljøet”, fastslår Johnny Bøwig.

Vigtigt er det også, at producenternes samlede betaling ikke må overstige de faktiske udgifter til affaldshåndtering af emballageaffald i Danmark. Der må altså ikke genereres provenu fra systemet, og hvis den samlede omkostning falder, falder regningen også.

Kollektive ordninger:

Incitament til cirkulært design

Meningen med gebyr-modellen i kollektivordningen er, at gebyret skal være baseret på, hvor let genanvendelig emballagen er samt af den værdi, den genanvendte råvare kan indbringe. Det vil sige, at det bliver billigere for virksomhederne at benytte emballager, der let kan genanvendes i høj kvalitet. På den måde indbygger man et incitament til at designe cirkulære emballager ved at kæde produktion og affaldsbehandling sammen.

Teknologisk Institut mener således, at det udvidede producentansvar kan blive et helt centralt værktøj i den cirkulære økonomi. For alle, der pakker sine produkter ind, skal nu gentænke sine emballager og emballagematerialer hele vejen til genanvendelse, og lette og hurtige løsninger er ikke vejen frem.

EU og Danmark kører i øjeblikket med følgende emballageaffaldspyramide i prioriteret rækkefølge:

  1. Genbrug af samme emballage efter evt. rengøring
  2. Materialegenvinding
  3. Forbrænding med energigenanvendelse
  4. Bionedbrydning/kompostering
  5. Losseplads

Det er slutanvendelsen, der afgør om emballageaffaldet materialegenvindes eller forbrændes med energigenanvendelse. 

Præcis hvilke betingelser, der helt konkret skal efterleves, er dog endnu ikke fastlagt. Dog foreslås det, at man som producent allerede nu påbegynder planlægningen, for alt tyder på, at der bliver meget kort tid til at implementere de nye grønne løsninger.

Tre-trins raket

Johnny Bøwing fortæller, at implementeringen af den nye lov om udvidet producentansvar for emballage, kun lige er ved at tage form.

”Første fase, er den bekendtgørelse omkring registrering og bagatelgrænser, der netop har været til høring, og som kommer i endelig form inden for kort tid. Anden fase, der har med kollektivordningen samt kriterierne og de miljøgraduerede gebyrer at gøre, sendes til høring i efteråret, og ligger formentlig klar til årsskiftet. Tredje og sidste fase, der bl.a. omfatter, at Miljøstyrelsen skal godkende kollektivordningerne, vil være at finde i sin endelige form til foråret”, fortæller han, og foreslår, at FAGA’s medlemmer allerede nu tager en dialog med de kollektivordninger, der findes, for at finde frem til, hvad der passer den enkelte virksomhed bedst – både økonomisk og miljøetisk”, slutter han.

Miljøgradueret gebyr

Det miljøgraduerede gebyr i forbindelse med kollektivordningen har til hensigt at skabe et yderligere incitament til bedre design af emballager. Der vil være tale om et bonus-system, hvor man bliver belønnet med en rabat ved godt miljødesign, men straffet med et ekstra bidrag ved dårligt miljødesign. 

De eksakte designkriterier ligger ikke fast endnu, men en række principper er udvalgt i den politiske aftale:

  • Genbrugsemballage betaler kun én gang.
  • Kriterierne fastsættes centralt og revideres løbende.
  • Design til højkvalitetsgenanvendelse og genbrug skal understøttes
  • Indholdet af genanvendt plast i plastemballager skal fremmes.
  • Der skal være fokus på EU-harmonisering.

I første omgang handler det om reduktion af emballage, der vil betyde en mindre regning. Et andet forhold er, at man betaler for indsamling, sortering og behandling af sin emballage, så hvis ens design og materialevalg kan ændres for at lette genanvendelsen, vil det også føre til færre udgifter. 

Følgende vil sandsynligvis være centrale:

  • Affaldsreduktion
  • Genbrugelighed
  • Genanvendelighed
  • Brug af genanvendt materiale i emballage
  • Tilstedeværelsen af farlige stoffer.

Inspiration til designguides kan findes på Plastindustriens website: www.plast.dk samt på www.vana.dk

HVAD BETEGNES SOM EMBALLAGE?

”Emballage er alle produkter af hvilken som helst art og materiale, som anvendes til pakning, beskyttelse, håndtering, levering fra producenten til brugeren eller forbrugeren og præsentation af varer, det være sig råvarer eller forarbejdede varer. Alle éngangsartikler, der anvendes til samme formål, er tilsvarende at betragte som emballage”, lyder det fra Produktansvar.dk.

Kategoriseringen af emballager er baseret på det materiale, som emballagen er udformet af og kategorisering sker ud fra følgende:

  • Plast
  • Træ
  • Jernholdigt metal
  • Aluminium
  • Glas
  • Pap og papir
  • Mad- og drikkekartoner
  • Komposit (blandingsmaterialer)

De kategorier skal anvendes ved registrering og mængdeindberetning.  Er der valgt en sammenblanding af materialer ved design af emballagen anvendes betegnelsen komposit. 

Emballage bliver også kategoriseret i forhold til anvendelsen. Emballagen opdeles i grupperne primær, sekundær og tertiær. Hertil kommer en særlig emballage, som benævnes serviceemballage.

PRIMÆR - Emballage tættest på produktet og udformet på en måde, så den på salgsstedet udgør en medfølgende enhed overfor slutbrugeren. Primæremballage udgør en aktiv del af produktets fremtoning.

SEKUNDÆR - Multipak eller detailpakning som viser varen frem sammen med identiske eller lignende varer på salgsstedet, og udgør en samling af et vist antal salgsenheder. Her kan emballagen kan fjernes fra varen, uden at det ændrer varens egenskaber.

TERTIÆR - Transportemballage, dvs. emballage til håndtering og transport af et antal salgsenheder eller multipak-emballager, der gør transport lettere, så skader forårsaget af fysisk håndtering eller transport undgås.

SERVICEEMBALLAGE

Udover kategorisering af emballagemateriale er design, form og anvendelse bestemmende for, hvordan man skal agere. Definitionerne er centrale i emballagelovgivningen, da de kan være indikatorer for, om man som virksomhed, har et ansvar, I skal være opmærksomme på.

  • Øvrige emballagebegreber
  • Tom eller fyldt emballage
  • Kompositemballage
  • Genbrugs-/flergangsemballage vs. engangsemballage
  • Let-vægts bæreposer
 

 

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.