Seneste Nyt

Eva Solo køber PLEASE WAIT to be SEATED

"Vi har oplevet en positiv udvikling i Eva Solos møbel- og belysningssortiment, men vi vil gerne sætte endnu mere fart på. PLEASE WAIT to be SEATED udgør et perfekt strategisk og kulturelt match. Deres tilgang til design og kvalitet harmonerer med vores, og deres sortiment er både interessant og nytænkende med stort potentiale," udtaler Jan Engelbrecht, CEO og ejer af Eva Solo.

- Skrevet af Eva Solo

"Størstedelen af deres originale designs passer perfekt ind i både hjem, virksomheder og offentlige områder, hvilket giver os en betydelig mulighed for at udvide vores tilstedeværelse på spændende markeder," tilføjer Jan Engelbrecht.

De hidtidige ejere af PLEASE WAIT to be SEATED, Creative Director Thomas Ibsen og CEO Peter Mahler Sørensen, fortsætter efter salget deres karriere hos Eva Solo. De ser med begejstring frem til at bidrage med deres ekspertise og kreativitet til at udvide og forstærke Eva Solos møbel- og belysningssortiment.

"Vi har skabt et brand, der med sit eget særpræg og look er blevet anerkendt langt ud over Danmarks grænser. Det har gjort det muligt at tiltrække internationale designere fra øverste hylde og sammen skabe en sammenhængende kollektion af høj kvalitet og med lang levetid. Det er jeg meget stolt af", siger Thomas Ibsen og fortsætter:

"Vi har vurderet, at hvis vi skal op på næste niveau og endnu længere ud i verden, krævede det større muskler. Det har vi fået nu. Eva Solo har størrelsen og en ejer, der har store ambitioner på vores fælles vegne. Det giver god mening". 

Peter Mahler Sørensen supplerer: "Thomas og jeg har solgt vores hjertebarn til ligesindede. De er dygtige, der er god kemi, og vi har gensidig respekt for hinandens kompetencer". 

Eva Solo overtager ledelsen og driften af PLEASE WAIT to be SEATED i starten af næste år. Dette omfatter fortsat drift af showroomet beliggende på hjørnet af Esplanaden og Store Kongensgade i København, samt opretholdelse af de nuværende distributions- og salgskanaler.

"Det er en spændende tid for vores virksomhed. Med indlemmelsen af PLEASE WAIT to be SEATED ser vi frem til at afprøve nye muligheder og udfolde vores vision om at udvikle funktionalistiske møbler og designprodukter, der beriger vores kunders hverdag," afslutter Jan Engelbrecht.

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.