Seneste Nyt

Goodwillgodtgørelse til agenter – en overset udgiftspost ved ophør

Har du agentaftaler? Så er det en god idé at være opmærksom på reglerne for goodwillgodtgørelse. Ofte har en agent krav på kompensation, hvis samarbejdet ophører.

Har din virksomhed indgået aftale med en agent, eller overvejer du det? Så bør du kende reglerne om goodwillgodtgørelse.

I mange tilfælde har en agent nemlig krav på kompensation, hvis samarbejdet ophører, også selv om du mener, at det har været et forretningsmæssigt “break-up” uden dramatik.

Siden 1990 har selvstændige handelsagenter været beskyttet af Handelsagentloven, der giver dem ret til en godtgørelse, hvis de har opbygget en kundekreds, som agenturgiveren fortsat kan drage fordel af, også efter samarbejdets ophør. Det gælder på tværs af brancher, f.eks. i interiørbranchen, og uanset hvornår kontrakten er indgået.

Hvor stor er regningen?

Godtgørelsen kan i værste fald svare til ét års samlet gennemsnitligt vederlag, som agenten har modtaget i årene forud for ophøret. Det er ikke en bagatel, særligt ikke hvis der er tale om mange års samarbejde og solid kundebase.
Men det er vigtigt at understrege: Der er undtagelser.

Hvem opsiger, og hvorfor?

Agenten har som udgangspunkt ikke krav på godtgørelse, hvis det er ham eller hende selv, der opsiger aftalen. Men er opsigelsen begrundet i væsentlige forhold på agenturgiverens(virksomhedens) side, f.eks. manglende betaling, leverancer eller lignende, så kan godtgørelse alligevel komme på tale.

Omvendt kan agenten heller ikke efter forgodtbefindende opsige samarbejdet og forvente godtgørelse. Kun hvis opsigelsen skyldes alder, helbred eller lignende tungtvejende grunde, kan kravet opretholdes.

Er det dig som agenturgiver (virksomhed), der vælger at afslutte samarbejdet, hænger du som udgangspunkt på godtgørelsen, medmindre agenten har misligholdt aftalen væsentligt. Du skal dog kun betale, hvis agenten har skabt en kundebase eller videreudviklet samarbejdet med eksisterende kunder i væsentligt omfang, og du fortsat får forretningsmæssig værdi ud af disse kunder.

Vælger kunderne at følge agenten, eller er de ikke længere rentable, kan du i mange tilfælde helt slippe for godtgørelse.

Størrelsen på godtgørelsen er ikke nødvendigvis sort/hvid

Selvom agenten formelt har krav på godtgørelse, betyder det ikke, at beløbet automatisk bliver maksimalt. Der skal altid foretages en konkret rimelighedsvurdering.

Omsætning, provisionsniveau, varighed af samarbejdet og agentens adfærd op til ophøret er alt sammen noget, der kan trække i den ene eller den anden retning. Har agenten f.eks. haft en faldende udvikling, kun været kortvarigt tilknyttet eller skabt konflikt, vil det typisk tale for reduktion.

Modsat vil mange års stabil og værdiskabende indsats typisk understøtte et fuldt krav.

Hvad bør du gøre?

TVC Advokatfirma anbefaler, at du søger juridisk rådgivning, før du bringer et agentur til ophør, og i mange tilfælde også allerede før du overhovedet indgår aftalen.

Det er lettere og langt billigere at forebygge, end det er at håndtere et uventet krav efterfølgende.

Vil du sikre din virksomhed bedst muligt? Så tag fat i vores samarbejdspartner TVC Advokatfirma til en uforpligtende drøftelse. 

Læs mere om dine kontaktmuligheder på FAGA'S FORDELSSIDE

 

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.