Seneste Nyt

Kom godt i gang med den grønne omstilling

Interessen for grøn omstilling i designbranchen er eksploderet de seneste par år, og med god grund, for lige nu kan den grønne omstilling indføres gradvist og frivilligt, men om få år vil den grønne omstilling være et krav fra EU. Lifestyle & Design Cluster er netop sat i verden for at hjælpe designbranchen med at komme godt i gang med den nye tankegang og arbejdsform.

- Skrevet af Pia Finne

Bæredygtighed er det nye sort for verdens virksomheder. Det er noget, alle taler om, men det er bestemt ikke alle, der ved, hvordan de skal gribe den grønne omstilling an. Hvad man kan gå ind i, hvor meget der skal forandres, og hvordan man i det hele taget kommer i gang med omstillingen.

Inden for den nærmeste fremtid vil EU komme med direktiver, der pålægger europæiske virksomheder at tænke bæredygtigt og cirkulært. I forhold til bl.a. indsamling af tekstilaffald. I forhold til, hvor mange genbrugsmaterialer, man skal anvende, og i forhold til et udvidet produktansvar, hvor virksomhederne skal betale, hvis de ikke selv sørger for at benytte genanvendte materialer i produktionen, facilitere genbrugsplatforme, eller sørger for at produkterne kan repareres og gensælges.

”Der er ingen tvivl om, at vi kun har snuset til, hvad der kommer til at ske i fremtiden”, siger adm. direktør i Lifestyle & Design Cluster, Betina Simonsen. Men Lifestyle & Design Cluster er netop sat i verden for at hjælpe danske primært små- og mellemstore virksomheder med at komme i gang med den grønne omstilling.

Lifestyle & Design Cluster er en del af klyngeprogrammet som Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Erhvervsfremmebestyrelsen står bag. Betina kalder selv organisationen for en del af et innovationsfremme system. 
”Vi kan hjælpe alle fra de små iværksættere til de større virksomheder med at komme i gang og komme videre med den grønne omstilling. Vi arbejder med fire trin på en innovationstrappe, og vi har services på alle hylder, der gør det nemmere for virksomhederne at komme i gang med innovationsprocesserne”, forklarer Betina. 

Hos Lifestyle & Design Cluster har man valgt primært at fokusere på tre områder: Cirkulær økonomi – den grønne omstilling –digitalisering og nye teknologier og design og iværksætteri. 
”Cirkulær økonomi eller grøn omstilling kommer, om man vil det eller ej. Det bliver et krav fra myndighederne før eller siden, og derfor kan man lige så godt gå i gang med at finde - jo før jo bedre”.
Lifestyle & Design Cluster hjælper virksomhederne på mange niveauer, men Betina slår fast, at det er vigtigt, at der kommer en forretning ud af det. ”Vi har hele tiden for øje, at virksomheden udvikler en cirkulær forretningsmodel, som skaber en positiv bundlinje”, siger hun.

 

Digitalisering

Digitalisering er en anden rejse, som er utrolig vigtig, hvor det også hele tiden handler om optimering. ”Jeg ser os lidt som missionærer på rejsen”, siger Betina. Hun slår fast, at corona har speedet digitaliseringsprocessen op, og at det derfor er blevet endnu mere essentielt at se ind i, hvad der skal til af nye teknologier ude i virksomhederne for at gøre den grønne og den digitale omstilling endnu mere effektiv.

”På trods af en øget digitalisering vil alle gerne have så god en oplevelse, som er så tæt på den fysiske som muligt. Derfor har vi arbejdet en del med VR-teknologien. Derudover ser vi mange spændende perspektiver for livsstilsbranchen at benytte Blockchain teknologien, der bl.a. gør det muligt at arbejde med transperens i hele værdikæde og få interessante data, som bl.a. kan benyttes tilbage i design og produktudviklingsfase bl.a. med hensyn til, hvor lang tid ejeren beholder produktet, og hvor mange gang skifter det hænder – gensælges.  Blockchain er med andre ord en god måde at åbne værdikæden op på i et marked, hvor transparens og trace er vigtige parametre”.

Lifestyle & Design Cluster hjælper nye born green og digitals med at få investorer bl.a. med hjælp fra et mentorkorps – eller business angels. Men også mere etablerede virksomheder kan få hjælp på den digitale rejse.
”Vi har konsulenter, der tager ud i virksomhederne og tager temperaturen på, hvor de er henne i processen – en slags afklaringsforløb – hvorefter vi har forskellige greb, vi kan arbejde med”. Og har man ikke ressourcerne eller kompetencerne, kan man søge om en voucher på 90.000 til konsulentbistand og uddannelse internt, så man kan køre tiltagene videre i virksomheden – også når konsulenten ikke længere er tilknyttet virksomheden.
”Derfor skal der findes en ankerperson; en medarbejder, der synes, det er er spændende, og vi hjælper med at klæde vedkommende på til den nye digitale, grønne omstilling”.

Generelt er forløbene med Lifestyle & Design Cluster gratis. Man skal dog søge om deltagelse og vælges ud efter nogle generelle parametre. ”Det er bl.a. for at sikre, at det er dem, der er mest dedikerede, der er med, og der er også krav til, at det primært er SMV’er som deltager – dvs. mindre end 250 medarbejdere. Vi anbefaler flere mulige konsulenter, eller man kan bruge en, man selv finder, hvis vedkommende er godkendt i systemet”, forklarer Betina. 
Lifestyle & Design Cluster har haft næsten 400 virksomheder fra forskellige dele af designbranchen igennem et afklarings- og udviklingsforløb, og Betina fortæller, at det er såvel store om små virksomheder og iværksættere.

Vi gør ikke arbejdet for dem

Interessen for grøn omstilling er ikke blevet mindre de senere år. Lifestyle & Design Cluster har eksisteret i 14 år, men Betina siger klart, at der de senere år er blevet betydeligt større fokus og interesse i at komme i dialog med både virksomheder og myndigheder. ”Der er virkelig et behov. Det er gået op for de fleste, at alle virksomheder skal igennem en grøn omstilling. Det handler bare om at finde det greb, der giver mest mening for den enkelte”.
Og corona har ikke været skidt for alt, slår Betina også fast, for interessen for både grøn omstilling og digitalisering er øget eksplosivt over de seneste par år.
Hos Lifestyle & Design Cluster søger man at arbejde med virksomheder, der er klar på grøn omstilling, ”Vi hjælper på vej, men det store arbejde skal ske ude i virksomhederne efterfølgende”.
Og hun understreger, at det er utroligt vigtigt at forventningsafstemme: Hvor mange ressourcer er virksomheden villig til at lægge i det, hvor er man henne i processen, og hvordan kommer man videre?
Inden man går i gang, er det også vigtigt at stille sig selv spørgsmål som: Hvordan passer det ind i vores overordnet værdier, hvordan kan vi gøre en forskel, og hvordan kører vi også en bæredygtig økonomisk virksomhed? Hvad vil vi med vores virksomhed? Handler det om at få så mange produkter som muligt hjem fra Kina så billigt som muligt, eller vi være smartere og tænke os om og måske sælge andre varer, der holder længere med mindre aftryk etc.

Betina gør yderligere opmærksom på, at man også skal tænke fremadrettet, og at der ingen tvivl er om, at de virksomheder med den bedste tilgang til grøn omstilling, også er de virksomheder, der får lettest ved at tiltrække arbejdskraften i fremtiden. ”De unge, der skal ind på arbejdsmarkedet, ser meget på virksomhedens værdier, og derfor er det vigtigt at kunne tilbyde jobs med mening”.
Sidst er det et faktum, at der kommer en regulering fra EU’s side. ”Man er i fuld gang med at skrive direktiverne, og inden for overskuelig tid, skal de indføres i alle danske virksomheder. Så alt andet lige er det bedre at være på forkant og indføre den grønne omstilling på frivillig basis”, slutter Betina.

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.