Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.
FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her
Seneste Nyt
Marianne Jensen: ”Vi har aldrig haft mere brug for fællesskabet”
Efter 21 år i FAGAs bestyrelse og 15 år som formand har Marianne Jensen givet stafetten videre. Hun ser tilbage på en branche, der er blevet hurtigere, mere kompleks og mere reguleret, men også på et erhverv fyldt med muligheder for dem, der tør satse. Samtidig er hun selv klar til et nyt kapitel og håber at finde den rette køber til den virksomhed, hun har opbygget gennem 37 år.
- Skrevet af Pia Finne
Da Marianne Jensen forleden gav stafetten videre som formand for FAGA efter 15 år på posten og i alt 21 år i bestyrelsen, var det ikke kun afslutningen på et langt kapitel i hendes eget arbejdsliv. Det var også et naturligt tidspunkt at gøre status over en branche, der har forandret sig markant gennem de seneste to årtier.
|
Hun har oplevet finanskriser, digitalisering, globalisering, pandemier og et voksende bureaukrati, der har ændret hverdagen for mange virksomheder i gave-, brugskunst- og interiørbranchen. Hvor der tidligere var flere butikker, færre regler og større forudsigelighed, møder virksomhederne i dag en virkelighed præget af compliancekrav, dokumentation, stigende omkostninger og skiftende forbrugsmønstre. Alligevel er Marianne Jensen langt fra pessimistisk. Tværtimod ser hun fortsat muligheder for de virksomheder, der formår at omstille sig, finde deres relevans og skabe værdi for kunderne. Men hun lægger heller ikke skjul på, at branchen står over for nogle afgørende år, hvor fællesskab, innovation og evnen til at tiltrække nye kræfter bliver vigtigere end nogensinde. Vi har talt med den afgående formand om branchens udvikling, de største udfordringer, de vigtigste læringer fra 21 år i FAGAs ledelse – og om, hvordan hun ser fremtiden for både branchen og foreningen. |
![]() |
Mere end et bestyrelsesarbejde
Da Marianne Jensen for mere end 20 år siden blev spurgt, om hun ville indtræde i FAGAs bestyrelse, kendte hun ikke meget til brancheforeningsarbejde. I dag beskriver hun beslutningen som en af de bedste, hun har truffet.
"Jeg kan kun opfordre andre til at tage stafetten, når muligheden byder sig. Det har givet mig oplevelser og relationer, som jeg aldrig ville have fået andre steder."
For hende handler arbejdet i en brancheforening om langt mere end møder og dagsordener.
"Man møder mennesker, man aldrig ville have lært at kende ellers. Dygtige, engagerede og vidt forskellige mennesker, som ser branchen fra forskellige vinkler. Det er enormt lærerigt."
Hun mener, at særligt yngre branchefolk undervurderer, hvor meget de kan få ud af at engagere sig. "Man lærer at diskutere, argumentere og lytte til andre synspunkter. Man bliver udfordret på sine egne holdninger, og man får et netværk og nogle venskaber, som varer ved langt ud over arbejdet."
Hastigheden er eksploderet
Når Marianne Jensen ser tilbage på de seneste årtier, er der især én ting, der har ændret sig. "Hastigheden". Hun husker en tid, hvor hun kørte hjem fra en dag med kundebesøg for først at aflytte telefonsvareren, når hun kom tilbage sidst på dagen.
"I dag forventes det, at man svarer på en mail eller en besked inden for få minutter. Mobiltelefonerne har gjort os tilgængelige hele tiden, og mange unge føler sig allerede pressede, inden de kommer ud på arbejdsmarkedet."
Selv om tempoet er steget markant, mener hun faktisk ikke, at branchens grundlæggende opgave har ændret sig. "Vi skal stadig finde de rigtige produkter, skabe værdi for kunderne og drive en sund forretning. Det er grundlæggende det samme som for 20 år siden."
Originalitet er under pres
Som mangeårig erhvervsleder og dommer i Sø- og Handelsretten har Marianne Jensen samtidig set en udvikling, der bekymrer hende. Hun oplever, at grænsen mellem inspiration og kopiering er blevet mere flydende.
![]() |
"Der er en tendens til, at nogle synes, det er acceptabelt at læne sig meget tæt op ad andres produkter. Det koster både virksomhederne og samfundet dyrt, fordi det hæmmer innovationen." Paradokset er, at mange virksomheder konstant efterspørger nyheder, mens det ofte er klassikerne, der sælger bedst. "Vi har varer, som har været i sortimentet i 15 år, og det er stadig nogle af dem, kunderne køber flest af. Mange af vores bedst sælgende produkter har rødder tilbage til 1960'erne og 1970'erne." Et andet område, som fylder meget i branchen, er den grønne omstilling. Marianne Jensen understreger, at virksomhederne gerne vil bidrage, men hun efterlyser større forståelse for de praktiske udfordringer. "Politikerne vil meget, og intentionerne er gode. Men nogle gange virker det, som om kravene bliver stillet uden tilstrækkelig forståelse for, hvordan virksomhederne faktisk arbejder." |
Hun peger blandt andet på, at Europa fortsat er afhængig af produktion i Asien. "Vi kan ikke bare beslutte, at al produktion skal flyttes hjem. Der er produkter og materialer, som ganske enkelt ikke produceres her."
Derfor har vi brug for FAGA
Netop derfor mener Marianne Jensen, at brancheforeningerne er vigtigere end nogensinde. "Man kan ikke sidde hjemme på kontoret og brokke sig over udviklingen. Hvis man vil have indflydelse, må man engagere sig."
Hun fremhæver FAGA som et sted, hvor virksomhederne kan stå stærkere sammen, dele erfaringer og få hjælp til de mange udfordringer, som møder dem.
I løbet af hendes tid som formand har foreningen været igennem både interne diskussioner, markedsmæssige kriser og store forandringer i branchen. "Men vi har altid holdt fast i de værdier, som FAGA bygger på. Demokrati, ordentlighed og respekt for medlemmerne."
Hun beskriver fællesskabet som foreningens største styrke. "Det er essensen af en brancheforening. Man står stærkere sammen, end man gør alene."
Hvem tør starte virksomhed?
En af de ting, Marianne Jensen bekymrer sig mest om, er manglen på nye iværksættere. Hun oplever, at færre unge tør tage springet og starte egen virksomhed.
"Jeg tror, vi er inde i en periode, hvor mange søger tryghed. Men vi har brug for mennesker, der tør satse."
Hun mener, at samfundet burde hylde iværksætterne mere. "Det kræver mod at sætte hus, hjem og økonomi på spil for at skabe noget nyt. Dem skal vi takke i stedet for at møde dem med jantelov."
Samtidig understreger hun, at selvstændige ofte arbejder hårdere og tager større risici end de fleste forestiller sig. "Jeg kender ikke mange, der ville bytte udfordringerne som selvstændig ud med et almindeligt lønmodtagerliv. Derfor skal vi støtte op om dem, der vil."
Klar til næste kapitelSelv står Marianne Jensen nu over for en af de største beslutninger i sit arbejdsliv. Efter 37 år som virksomhedsejer ønsker hun at sælge sin virksomhed. "Mine kræfter er ikke de samme, som de var for 20 år siden, og jeg vil gerne selv træffe beslutningen, mens virksomheden står stærkt." Virksomheden er i dag gearet til fremtiden med moderne IT-systemer, stærke brands, webshops og en forretningsmodel, der løbende er blevet tilpasset markedet. "Vi var tidligt ude med digitaliseringen. Allerede for 15 år siden kunne vi se, at internettet ville få afgørende betydning, og derfor investerede vi i det." Og hun ser flere muligheder for virksomhedens fremtid. Den kan fortsætte selvstændigt, overdrages til en ny ejer eller indgå i en større virksomhed, hvor synergier kan skabe yderligere vækst. "Jeg håber, at nogen kan se potentialet og synes, det kunne være spændende at føre virksomheden videre." Et farvel – men ikke en afskedSelv om Marianne Jensen nu træder tilbage som formand, bliver hun ikke en person, der sætter sig stille i en lænestol. Hun drømmer om måske at skabe noget nyt – måske et bed & breakfast i udlandet – og bruge sin energi på andre projekter. "Jeg bliver aldrig typen, der bare går hjemme." |
![]() |
Samtidig erkender hun, at det bliver mærkeligt ikke længere at være den, der sætter retning i FAGA. "Jeg kommer da til at savne at få lov til at sætte mit præg." Men følelsen er først og fremmest tilfredshed.
Hun efterlader en forening med et stærkt fundament og et fællesskab, hun tror på vil være mindst lige så vigtigt i fremtiden, som det har været de seneste 21 år.
"Når man selv træffer beslutningen, er det ikke så vemodigt. Jeg ser tilbage med stor glæde og taknemmelighed. Og så håber jeg, at nogle nye kræfter får lyst til at tage stafetten videre. Det er det, der holder både foreningen og branchen levende."
Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.
Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.



