Seneste Nyt

Ny aftale skal genstarte dansk eksport efter corona

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier er blevet enige om 27 nye initiativer i en pakke til genstart af eksporten for knap en halv milliard kroner.

Initiativerne skal hjælpe danske eksporterhverv gennem corona-krisen og følger op på anbefalingerne fra de otte genstartsteams, lyder det i en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet, der videre skriver:

Mange danske eksporterhverv er hårdt ramt af corona-krisen. Og flere oplever, at ordrerne fra udlandet ikke tikker ind i samme grad som tidligere. Derfor har regeringen netop indgået en aftale med Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet om genstart af dansk eksport med initiativer for 485 millioner kroner. Det sker på baggrund af anbefalingerne fra Forum for genstart af dansk eksport og otte genstartsteams, som afleverede deres anbefalinger til genstart af dansk eksport til regeringen i midten af september.

Aftalen lægger op til at styrke dansk eksport inden for fire områder:

  • Adgangen til erhvervsrejser lettes gennem fem initiativer, der bl.a. omfatter styrket kommunikation om rejserestriktioner og løsning af mobilitetsbarrierer gennem et erhvervsrejsehold.
     
  • Den internationale markedsføring øges og eksportfremmeindsatsen styrkes gennem ti initiativer.
     
  • E-handlen, digital omstilling og nye serviceløsninger styrkes gennem fire initiativer.
     
  • Grøn genstart, investeringer og risikovillig kapital understøttes gennem otte initiativer.

”I Danmark er vores virksomheder ekstremt dygtige til at eksportere både produkter og services men også grønne idéer, og det skal vi sørge for at værne om, selvom corona-krisen kradser over hele verden. Der har været utrolig mange gode anbefalinger at tage fat på fra erhvervslivet, og det har ikke været nemt at prioritere. Men jeg synes, at vi med den her pakke lægger grundstenene for, at vi også på den anden side af corona-krisen har stærke eksporterhverv, der beskæftiger tusindevis af danskere, her i landet,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Godt tre fjerdedele af genstartsteamenes anbefalinger på kort sigt er blevet inddraget i den endelige pakke.

”Eksporten skal op, erhvervsrejsende skal nemmere kunne rejse ud og virksomhedernes behov skal tænkes helt ind i Udenrigsministeriets daglige arbejde. Sådan holder vi hånden under de godt 800.000 danske eksportarbejdspladser her i den globale corona-krise. Det er sagen i en nøddeskal. Dagens aftale er et vigtigt skridt på vejen, og giver dansk eksport et hårdt tiltrængt ekstra rygstød i en svær tid. En aftale der sætter eksportvirksomhedernes og eksportarbejdspladsernes behov i centrum,” siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.