Seneste Nyt

Producentansvar for emballage udskudt

Miljøministeriet har udsat implementeringen af producentansvaret på emballage i Danmark fra den 1. januar 2025 til 1. juli 2025. Det betyder, at de cirka 41.000 omfattede virksomheder først skal betale for behandlingen af deres emballageaffald fra den 1. juli 2025.

- Skrevet af VANA

Administrerende direktør i VANA, Marianne Roed Jakobsen, siger: "For virksomhederne betyder det helt konkret det, at betalingsforpligtelsen skubbes et halvt år. Så hvis man skærer helt ind til benet, så betyder det rent lavpraktisk, at de sparer i omegnen af en milliard kroner", og hun fortsætter: "for os som kollektiv ordning betyder det, at vi har lidt bedre tid til at komme på plads. Vi er dog samtidig belastet af, at vi endnu ikke kender den præcise tidsplan, og at vi stadig mangler at få nogle helt centrale rammer på plads, som f.eks. de miljøgraduerede bidrag, basisserviceniveauet som kommunerne skal kompenseres for, og reglerne for hvordan erhvervsaffaldet skal kompenseres. Så vi arbejder fortsat ind i et delvist ukendt rum."

I forhold til registreringen hos Dansk Producentansvar og indberetningen af de forventede mængde for 2024 skydes denne formentlig også fra januar 2024 til marts 2024.

VANAs bestyrelsesleder og underdirektør i Dansk Industri, Karin Klitgaard, udtaler: "Det er klart, at det giver den enkelte producent lidt bedre tid til at komme på plads. Der er heldigvis mange, som allerede er i gang – men virkeligheden er også, at når vi er ude og informere om producentansvaret, så er der stadig nogen, der ikke har helt styr på det endnu. Sandheden er jo, at langt de fleste der sælger produkter på det danske marked er omfattet af det her. Samtidig er der rigtig mange ting ved lovgivningen, der stadig ikke er på plads. Udsættelsen giver lige et halvt år mere til at finpudse de ting, der ellers kun ville kunne blive implementeret halvt eller mangelfuldt. På den anden side kan man også sige, at nu skal vi heller ikke have flere forsinkelser, for det har været virkelig længe undervej".

Marianne Roed Jakobsen, adm. direktør i VANA, forklarer om baggrunden for udsættelsen: "Det, jeg har fået at vide er, at EU-Kommissionen har sendt en skrivelse til Danmark tilbage i sommeren. Det handler om, at man i det enkelte EU-land ikke må implementere nye regler eller lovgivning, der kan stride imod noget, der er forhandlinger i gang om på EU-niveau. I dette tilfælde er det forhandlingerne om den nye emballageforordning, der kommer i karambolage med implementeringen af producentansvaret. Så det er EU-Kommissionen, der har bedt Danmark om at udskyde implementeringen med seks måneder".

Læs mere om Producentansvar for Emballage på vana.dk

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.