Seneste Nyt

SMV’er vil gerne ansætte unge – men reglerne spænder ben

Mange små og mellemstore virksomheder vil gerne give unge deres første erfaring med arbejdsmarkedet gennem et fritidsjob. Men komplekse regler, usikkerhed og manglende vejledning betyder, at potentialet langt fra bliver udnyttet. Det viser en ny analyse fra SMVdanmark.

Analysen, som bygger på svar fra 1.108 virksomheder, viser, at 34 procent af virksomhederne har arbejdsopgaver, der egner sig til unge under 18 år. Alligevel er det ikke alle virksomheder, der vælger at ansætte fritidsjobbere. Blandt virksomheder med relevante opgaver har næsten hver tredje ikke haft unge ansat de seneste fem år – selv om behovet og mulighederne er der.

Ifølge SMVdanmark er det især arbejdsmiljøregler og usikkerhed om lovgivningen, der holder virksomhederne tilbage. Hver fjerde virksomhed peger direkte på regler og kontrol som den største barriere for at tage unge ind i fritidsjob.

”Fritidsjob er en af de bedste måder for unge at få en god start på arbejdslivet. Men vi kan se, at alt for mange virksomheder bliver holdt tilbage af regler og usikkerhed,” siger Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef i SMVdanmark.

Analysen peger samtidig på et stort uudnyttet potentiale blandt de mindste virksomheder. Jo større virksomheden er, desto mere sandsynligt er det, at den har haft unge ansat. Særligt mindre virksomheder og enmandsvirksomheder efterspørger enklere regler og bedre vejledning.

SMVdanmark mener blandt andet, at den nuværende EU-regel, som begrænser 13-17-åriges arbejde på hverdage til to timer, bør ændres. Reglen gør det vanskeligt at samle arbejdstiden på én dag og rammer især unge i landdistrikter, hvor transporten til jobbet kan være lang.

Organisationen efterlyser desuden mere målrettet information fra myndighederne om, hvad unge faktisk må udføre i fritidsjob – frem for primært fokus på begrænsninger og forbud.

Læs mere på SMVdanmark.dk

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.