Seneste Nyt

Spam-filtret truer: Skru op for personaliseringen

Den 1. februar trådte Googles nye “sender requirements” krav i kraft. Hvis du ikke opfylder kravene, risikerer du, at dine nyhedsbreve og transaktionelle e-mails ryger i kundernes skraldespand, lyder det fra Dansk Erhverv.

- Skrevet af Dansk Erhverv

Antallet af spam-mails og phisning-mails er eksploderet og for at bekæmpe mail-snyderiet, indfører Google nye krav til virksomheder, der sender mere end 5.000 e-mails om dagen til Gmail e-mailkonti - og det gælder alle slags e-mails, altså både nyhedsbreve og transaktionelle e-mails som fx ordrebekræftelser.

“Det er med andre ord rigtig mange virksomheder, der om kort tid bliver mødt af de nye krav. Selvom det kan lyde surt med nye krav, så er det faktisk ikke så skidt. For lever man  op til kravene, øger det troværdigheden omkring virksomhedens e-mails, så de ikke fejlagtigt lander i spam-filtret,” siger Carsten Rose Lundberg, fagchef for Digital handel i Dansk Erhverv.  

Her er de 3 vigtigste ting, der er værd at vide om de nye krav:

  1. Du skal benytte DMARC e-mail autorisation. Det er et ret så teknisk krav, så hvis ikke det er dig, der sidder med det tekniske, er det den system/samarbejdspartner, der hjælper med at sende nyhedsbreve, og dem, der teknisk sidder med jeres webshop-system, du skal prikke på skulderen.
     
  2. Man skal kunne framelde sig nyhedsbreve (ikke-transaktionelle e-mails) med ét klik. Det betyder konkret, at du ikke først må lede læseren hen til en webside, hvis de vil afmelde sig. Hvis du bruger et af de store nyhedsbrevssystemer, så burde der være styr på det, men check for en sikkerheds skyld. 
     
  3. Få styr på relevansen. I og med eventuelle overtrædelser af de nye krav kommer til at have indflydelse på alle e-mails, I sender, også de transaktionelle, så er det nu ekstra vigtigt, at jeres nyhedsbreve er relevante og i øjenhøjde med jeres modtageres behov og præferencer, så de ikke markerer dem som spam.  

Bemærk, at Yahoo snart følger trop med tilsvarende krav, så hvis I opererer på markeder, hvor de er store, kan I lige så godt komme i gang med arbejdet der.  

Skru op for personaliseringen  

Rasmus Houlind, CXO i Agilic siger i forhold til, hvad de nye krav betyder for netbutikkernes arbejde med nyhedsbreve; 

“De nye krav betyder, at du i dine nyhedsbreve skal være endnu mere relevant og have styr på personaliseringen. Det lyder som en ekstra opgave, men tænk på, at segmentering og personalisering giver bedre reaktioner og flere køb. 

“Hvis du som virksomhed ikke sikrer dig relevansen og i øvrigt ikke gør det let at framelde sig (med ét klik), så stiger risikoen for, at du kommer i unåde, og dine mails aldrig når frem. Ikke engang til dem, som gerne vil have dem.” 

“Det er en god lejlighed til at få tjekket op på, om alt er sat korrekt op.” 

Ovenstående artikel er offentliggjort på danskerhverv.dk

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.