En fantastisk Formland messe står for døren
Når FAGA’s medlemmer møder op på Formland, bliver det til en messe med 450 udstillere og 12.000 besøgende fra interiør- og designbranchen i ind- og udland. Ikke mindst ONE-konceptet har trukket mange nye udstillere og dermed også nye besøgende til, og for FAGA’s medlemmer kunne det være en god idé at kaste et blik på trendområderne for at hente god inspiration til standen.
- Skrevet af Pia Finne
Igennem 33 år har Formland samlet fagfolk med passion og kærlighed for design og interiør. Og fra 17.-20. august sker det igen, når de forventede 450 udstillere og ca. 12.000 besøgende fra ind- og udland gæster MCH Messecenter Herning til nogle inspirerende dage, hvor designbranchen mødes, netværk skabes, handler indgås, og butikker opdateres med et væld af design- og interiørnyheder.
Formland fylder denne gang 10 haller med nyheder og inspiration - heriblandt belysnings- og isenkramhallerne LIGHTING og DINING samt trendzonen Galerie Éclectique, som er udarbejdet i samarbejde med Anette Eckmann.
Og Formland fortsætter den fantastisk fine udvikling, messen har været inde i de seneste par sæsoner, og ikke mindst det nye område ONE er vokset til næsten dobbelt størrelse med masser af nye og spændende udstillere, fortæller Mai-Britt Risvig Flyvholm fra MCH, der er projektleder på Formland.
Hun fortæller videre, at Formlands succes bl.a. skyldes, at messen har udviklet på et nyt område, har holdt fast i at gøre det, de er gode til og samtidig haft fokus på at bevare Formlands DNA.
![]() |
”Vi har udviklet messen i takt med branchen, og så betyder det jo også noget, at markedet nu er inde i en god stime", siger Mai-Britt Risvig Flyvholm og tilføjer: "Vi fornemmer en rigtig positiv ”vibe”. Flere udstillere vælger større stande, og det er en god indikation af, at interiør- og designbranchen er ”back in business”, Hun er heller ikke i tvivl om, at ONE konceptet også har været med til at trække nye udstillere til. ”Mange virksomheder kan nu se og mærke, at Formland med ONE er den rigtige platform for dem. Og med de nye udstillere kommer der naturligvis også en ny type besøgende”. |
|
I februar valgte Formland for første gang at tage entré. Det skete for at sikre, at det var de rigtige besøgende, der kom på messen, og det sker igen til Formland Autumn.
”At de besøgende skulle betale entré betød et lille fald i besøgsantallet, men udstillerne var generelt glade for tiltaget, og meldte tilbage, at det var de rigtige besøgende, der kom på messen - altså beslutningstagerne”.
På trods af det lille fald i besøgsantallet i februar kom der 13 pct. flere udlændinge på messen. Også her har ONE konceptet formentlig haft betydning, idet det er første gang, at så mange skandinaviske high-end designudstillere er samlet i én hal.
”Det kan vi klart mærke på interessen fra udlandet. Vi forventer naturligvis flest besøgende fra nærmarkederne som Tyskland, Holland og det øvrige Skandinavien, men på Autumn messen i 2016 havde vi besøgende fra 33 lande, og i februar havde vi besøgende fra 29 lande, og det, forventer vi, sker igen”. Og som Mai-Britt Risvig Flyvholm tilføjer: ”Der kommer nødvendigvis ikke mange indkøbere fra Japan, men dem, der kommer, er købestærke - og de vil noget med de danske udstillere. De kommer ikke hele vejen fra Japan for blot at ose”.
Designbrands flokkes til Formland
ONE blev lanceret på Formland Spring, og man udvider denne gang med endnu flere danske designbrands. Området ekspanderer således fra 44 til 75 udstillere og melder alt udsolgt til Formland Autumn.
![]() |
I ONE samles design- og interiørbranchens frontløbere og udstillere af originalt og innovativt design, og de besøgende får mulighed for at gå på opdagelse blandt en række unikke brands, der har det til fælles, at de alle udstiller originalt, trendy eller ”one of a kind”-design. ONE havde premiere under Formland Spring 2017, hvor design- og interiørmessen i samarbejde med trendforsker og livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg havde udvalgt en række toneangivende udstillere til det nye koncept. |
|
Dengang var der 44 udstillere i ONE, men på grund af den store interesse for området, er konceptet blevet udvidet, så der på Formland Autumn er hele 75 ONE-udstillere af interiør, småmøbler, kunsthåndværk og belysning.
”Vi er enormt stolte over den flotte modtagelse, som ONE har fået, og vi glæder os over, at både besøgende og udstillere er med til at gøre ONE til en så attraktiv del af Formland, at vi allerede længe før sommerferien har kunnet melde udsolgt i dette område”, siger Mai-Britt Risvig Flyvholm, projektleder på Formland.
Velkendte og nye udstillere
Blandt gengangerne i ONE-hallen kan besøgende se frem til at møde New Mags, Aviendo, Oy Oy Living Design, L:A Bruket og en række kreative keramikere, men også nye udstillere som Nomess Copenhagen og FDB Møbler kan opleves i ONE til august:
”ONE-konceptet passer rigtig godt til os, fordi vi både rummer noget historie og noget helt nyt. Vi tror på, at det er her, vi kan få flest potentielle kontakter, så vi glæder os meget til at tage hul på vores første messe og komme ud og vise vores mange klassikere og produktnyheder frem”, siger Ole Kiel, managing director for FDB Møbler.
Hos Nomess Copenhagen er der også store forventninger til den kommende Formland Autumn-messe, hvor livsstilsbrandet, der primært er kendt for deres farverige akryl, vil lancere en hel ny linje af småmøbler i ONE:
”Vi fejrer vores 10 års jubilæum i år, og her kommer vi ud i en stærkere version 2.0 med nogle store produktnyheder, som vi gerne vil vise frem i Danmark. De fleste danskere kender Nomess, men vi vil også gerne, at de skal kende den nye side af vores brand, som i højere grad er et livsstilsbrand med design til hele boligen. Her ser vi Formland som den oplagte platform til at udbrede dette kendskab”, siger Mette Eskerod Foldager, kommunikations- og PR manager for Nomess Copenhagen.
Trenden på Formland
”Iscenesættelsen er et vigtigt element for forbrugeren - enhver har et ønske om at være sin egen. Det personlige valg af elementer er i fokus, når vi selv kuraterer og håndplukker elementer, som vi holder af, til vores eget galleri - vores hjem. Det skaber værdi for os selv, når vi omgiver os med ting, som vi holder af, og det skaber en identitet og viser personlighed, når man er tro mod sin egen unikke smag”. Det mener Anette Eckmann, der står bag trendområdet Galerie Èclectique.
![]() |
Galerie Èclectique er en udstilling på trendzonen i Hal D, der lader design og kunst smelte sammen. Hvert element er nøje udvalgt, undersøgt, vurderet og fundet værdigt til at komme med i udstillingen. I en række saloner viser galleriet, hvordan det enkle kan kombineres med det svulstige, og at objekter også kan være funktionelle. Rene farveflader brydes af Trompe l'oeil og mønstre. Det unikke som vintage fund, kunst og produkter fra ”up and coming” designere kombineres med mere tilgængelige produkter og løfter dem op i et udsøgt univers. Dér hvor en helt ny dekorativ helhed opstår, der med sikkerhed vil friste den moderne forbruger. |
|
Galerie Èclectique tillader, at man “stjæler” det bedste fra alle stilarter for derved at opnå en højere sammenhæng. De besøgende udfordres på den måde til stillingtagen og til personlighed i deres valg. På trendområdet ses det, at farver, dufte og andre sanseindtryk også har stor betydning som fragmenter, der danner baggrund for helheden.
Gallery Component
FlyHelsted står bag trendcaféen Gallery Component i Hal K.
I tiden er der en stor trang til at skabe noget særligt og unikt. Der er god plads til individualitet, men samtidig har vi også et behov for at dyrke det almindelige, for at høre til og omgive os med det klassiske. Det er en sammensat tid, hvor grænserne brydes, og tendenserne er mere flydende. Vi elsker romantisme og art deco, som vi sammensætter med minimalisme og det mere grafiske og enkle udtryk. Farverne og formsproget er blevet stærkere, og der er plads til en mere kunstnerisk og legende tilgang til interiør. Vi vil udstille og skabe galleristemning - også i hjemmet.
Gallery Component er bygget op af grafiske former og smukt afstemte farver, som sammen skaber fornemmelsen af rum i rummet. I et fantastisk samspil af farver, former og overflader træder produkterne frem og skaber oplevelser, indtryk og stemningsskabende tableauer.
I Hal K i trendcafeen, som NORD urban gourmet food står bag, møder man en oplevelse af komponenter, som sammen skaber helheder og giver fornemmelsen af små installationer med et kunstnerisk udtryk. Sanserne stimuleres med overvældende farveelementer, når du bevæger dig gennem området.
Zusammen trendområdet, der ligeledes er skabt af FlyHelsted, findes udenfor i gården mellem Indgang Vest og Hal E. Her er lagt op til fællesskab og fællesspisning – vi mødes om det gode måltid. Ved langbordet opstår spændende dialoger, nye relationer og nye fællesskaber dannes. De grønne nuancer på området minder os om store enge og græsmarker, mens det gule strejf understøtter stemningen med sol, varme og glæde.