Formland fuld af fortrøstning
Formland er kommet godt fra start. Der gøres en stor indsats på besøgssiden, så udstillerne får mulighed for at møde nye som gamle kunder. ”For det handler om omsætning, networking og inspiration”, siger projektchef Henriette Træholt, MCH.
- Skrevet af Pia Finne
"Vi er fulde af fortrøstning i forhold til Formland Spring 2015, der foregår fra 29. januar til 1. februar. Vi er kommet rigtig fint fra start, og således forventer vi 300 udstillere, hvoraf vi p.t. har 228 underskrevne kontrakter. På besøgssiden forventer vi omkring 8500 fagfolk fra 3500 butikker - p.t. er der printet 12671 billetter til messen”. Det fortæller projektchef Henriette Træholt, MCH, og hun fortæller, at der er flere af de udstillere, der har valgt Formland fra de seneste sæsoner, der nu vender tilbage med den begrundelse, at på Formland får de solgt nogle varer. Her er omsætning, networking og inspiration.
”Samtidig er der mange af virksomhederne, der har en historie med Formland. Mange af de virksomheder, der er store i dag, begyndte som små nystartede virksomheder på Formland.
Henriette Træholt mener, at det i høj grad handler om, at Formland er inde i en positiv udvikling.
”I august havde vi den højeste udstillertilfredshed siden 2007. Det smitter naturligvis af, og foranlediger flere til at ville være med på messen igen”.
Samtidig tror hun også på, at det handler om troværdighed:
”Vi har 31 år på bagen, og udstillere såvel som indkøbere ved, at det vi lover før messen, leverer vi. Vi giver med andre ord udstillerne og indkøberne ”value for money”, og det sætter alle pris på i disse tider”.”Der er en spirende optimisme i branchen. De udstillere, vi havde i august omsatte for 10 pct. mere end på forrige messe, og det må da siges at være en god udvikling. Samtidig vender Imerco tilbage til Formland til august og dermed også en del af isenkram leverandørerne."
Markedsføring
Formland har lagt en klar plan for markedsføringen af messen. Den omfatter en udvidet markedsføring i forhold til det sjællandske marked, og en markedsføring på såvel det tyske som det norske marked. Målet er at tiltrække 1200 sjællandske besøgende, 300 tyske og 100 norske besøgende.
”Vi har udviklet et koncept med besøgsambassadører; folk, der er kendt i branchen, og som formidler den gode historie om Formland i deres netværk, ligesom de ved, hvad der rører sig, og giver os gode råd til, hvordan vi kan gøre messen endnu bedre. Herudover arbejder vi med et roadshow, hvor vi primært besøger butikker i og omkring København for at fortælle om messen, netop fordi kendskabsgraden i forhold til Formland er mindre i københavnsområde, og tiden, der skal bruges på at besøge messen, er større”.
Ydermere samarbejder man med handelsstandsforeninger, der tæller en større gruppe af Formland-interesserede butikker, om at arrangere f.eks. fælles kørsel til messen, ligesom man har udarbejdet 5000 VIP-kits, som udstillerne primært kan dele ud til deres sjællandske kunder. Disse VIP-kits rummer information om transport, en voucher til kaffe og kage, en fribillet til Heart kunstmuseum i Herning, der i messedagene har en specialudstilling, udvidede åbningstider, med videre.
”I forhold til de udenlandske markeder har vi koncentreret vores direkte markedsføring i Norge og Tyskland”, fortæller Henriette Træholt. Når de er på plads, kigger vi på yderligere nye markeder”.
”Vi tror på, at en målrettet markedsføring er mere effektfuld, end hvis man skyder med spredehagl. Således har vi vores tyske besøgsambassadører besøgt butikker i Hamborg, Kiel og Berlin for at fortælle om messen, ligesom man har besøgt 100 butikker i Oslo for at fortælle dem om, hvad de kan opleve på Formland, om transportmuligheder, overnatningsmuligheder med videre. Da nordmændene som tyskerne er meget glade for dansk design, kan vi desuden fortælle dem, at Formland er den messe, hvor de kan finde det største udvalg af netop dansk design”.
Sidst men ikke mindst slår man på, at Formland er den messe, hvor de besøgende har allerstørst mulighed for at se trendområder og opleve foredrag omhandlende såvel trenden som forretningsdriften i fremtiden.
Spørger man Henriette Træholt om, hvordan hun ser Formland i fremtiden, ser hun en messe i vækst.
”Imerco vender tilbage til august, og dermed også en række af isenkram udstillerne, så selv om træerne ikke vokser ind i himlen, er der masser af positive tendenser. Selvfølgelig er der også udfordringer, men der er en positiv stemning omkring Formland, og med den indsats, der gøres for at tiltrække nye besøgende, bliver Formland mere og mere kendt, og dermed styrket på lang sigt”, slutter hun.