Har du styr på indholdet i dine forhandleraftaler?
I december 2016 trådte en ny lov om erstatning i konkurrencesager i kraft. Den nye lov vil alt andet lige gøre det meget lettere for en skadelidt forbruger eller virksomhed at få medhold i en erstatningssag, hvis skadevolder har krænket de konkurrenceretlige regler. Derfor skal FAGA’s medlemmer være opmærksom på indholdet i deres forhandleraftaler, da disse ofte indeholder bestemmelser, der strider imod de konkurrenceretlige regler.
”Loven er kommet til som følge af et EU-direktiv, og den samler alle regler om erstatning for overtrædelse af konkurrenceretten i ét fælles regelsæt. Formålet er at gøre det lettere for forbrugere, myndigheder og ikke mindst virksomheder at føre bevis for, at de har lidt et tab, hvis en anden virksomhed har tilsidesat de konkurrenceretlige spilleregler”, lyder det fra advokat Jørgen Lykkegård fra TVC advokatfirma, der samarbejder med FAGA, og som endvidere har stor erfaring med at rådgive i forhold til konkurrencesager, herunder erstatningssager. Jørgen Lykkegård fastslår videre, at loven finder anvendelse på erstatningskrav og -søgsmål både, hvor krænkelsen påvirker samhandlen mellem flere medlemsstater i EU, og hvor det alene påvirker konkurrencen i Danmark.
”Reglerne gælder, hvis der enten er tale om, at en virksomhed misbruger sin dominerende stilling, hvis to eller flere virksomheder har indgået et kartel eller en prisaftale, herunder hvis to eller flere virksomheder har indgået en aftale, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen”, forklarer Jørgen Lykkegård.
I den gældende konkurrencelov er de aftaler, som to eller flere virksomheder ikke lovligt kan indgå med hinanden, eksemplificeret ved aftaler, der drejer sig om enten:
- at fastsætte købs- eller salgspriser eller andre forretningsbetingelser,
- at begrænse eller kontrollere produktion, afsætning, teknisk udvikling eller investeringer,
- at opdele markeder eller forsyningskilder,
- at anvende ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen,
- at stille som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane, ikke har forbindelse med aftalens genstand,
- at to eller flere virksomheder samordner deres konkurrencemæssige adfærd gennem oprettelsen af et joint venture, eller
- at fastsætte bindende videresalgspriser, eller på anden måde søge at få en eller flere handelspartnere til ikke at fravige vejledende salgspriser.
”Titlen eller overskriften på aftalen er ikke det afgørende. Det er derimod indholdet af aftalen, der er afgørende for, om der sker en krænkelse af reglerne. Gælder det eksempelvis en ”eneforhandleraftale”, ”forhandleraftale”, ”selektiv forhandleraftale” eller blot en ”forhandleraftale”, indeholder disse aftaler ofte i praksis bestemmelser, der reelt ikke er lovlige efter de konkurrenceretlige regler”, forklarer Jørgen Lykkegård.
Der er dog undtagelser enten som følge af virksomhedernes begrænsede konkurrencemæssige betydning, eller fordi aftalerne enten bidrager til at styrke effektiviteten i produktionen, eller distributionen af varer eller tjenesteydelser. Det kan også være fordi aftalen fremmer den tekniske eller økonomiske udvikling og samtidig sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelene samt endelig, at de ikke pålægger virksomhederne begrænsninger, som er unødvendige for at nå disse mål m.v..
De nye regler kommer de skadelidte til hjælp
De nye regler, der netop er blevet indført, giver den skadelidte part ret til fuld erstatning, uanset om der foreligger et kontraktforhold mellem parterne. Tidligere har det været svært for de skadelidte i konkurrenceretlige sager at løfte deres bevisbyrde for, hvilket tab de har lidt. Det er især på det punkt, de nye regler kommer de skadelidte til hjælp, idet retten nu kan kræve dokumenter fremlagt, som tidligere ikke kom frem.
”Skadevolders mulighed for at argumentere for, at skadelidte ikke har lidt noget tab, fordi skadelidte formentlig har væltet en eventuel overpris over på sine kunder, er samtidig gjort meget sværere, da bevisbyrden er vendt om”, lyder det fra Jørgen Lykkegård. ”Det vil sige, at skadevolder har bevisbyrden i forhold til, hvad der er sket, og ikke omvendt. Tilsvarende vil det i forbindelse med kartelovertrædelser være udgangspunktet, at den krænkede part har lidt et tab. Igen er det krænkeren, der har bevisbyrden for, at det ikke er tilfældet i den konkrete sag”.
Sidst er reglerne også ændret vedrørende forrentning og forældelse, ligeledes til fordel for den skadelidte part, tilføjer Jørgen Lykkegård, og han slutter af med at sige, at har man spørgsmål omkring konkurrencesager, herunder erstatningssager, er man altid velkommen til at kontakte ham.
KONTAKT:
Jørgen Lykkegaard
Partner, Advokat (H)
Mobil: +45 5126 2897
Email: jly@tvc.dk
10 % rabat på inkassoassistance
Indtil udgangen af 2017 kører TVC Advokatfirma et særtilbud, hvor FAGA's medlemmer får 10 % rabat på inkassoassistance - og hvis kunden betaler tilgodehavendet samt de pålagte omkostninger, er assistancen gratis. Læs mere om tilbuddet her