Jeg tog måttetjansen
Tina Bremholm, som står bag Tica Copenhagen, har fundet sin niche i entréen. Hun kæmpede sin virksomhed op midt i krisen, og i dag har hun kunder i både Europa og USA. Hun bevægede sig fra ”nice to have” til ”need to have”, og som hun siger det med et smil: ”Jeg tog måttetjansen”.
- Skrevet af Pia Finne
”Jeg skulle finde min niche. Jeg var træt af store kollektioner med tonsvis af varenumre, og lysestager har alle jo i deres kollektion. Jeg elsker sko, og derfor blev det sko kombineret med indretning, der blev min niche”, fortæller Tina Bremholm, der startede Tica Copenhagen, som er medlem af FAGA, for otte år siden – da Danmark og ikke mindst den danske interiørbranche var i total krise.
Tina var ansat hos Iittala, og da de flyttede kontoret til Silkeborg, valgte hun at hoppe fra.
Starten på virksomheden blev en boot support
”Jeg ville finde et produkt, som ingen andre havde. Det gik op for mig, at går man ind i en hælebar, har de massevis af superfine produkter, de ligner bare noget, der er løgn”, siger hun med et smil. Og at give den type produkter et mere stylet liv, blev startskuddet til Tica Copenhagen.
”Jeg havde sagt til mig selv, at købte Magasin min boot supports, så startede jeg op. Og det gjorde de! Problemet var bare, at de ville sælge det i skoafdelingen, hvor jeg gerne ville ind i boligafdelingen, for det er her, jeg har min baggrund og min ekspertise”, lyder det fra Tina Bremholm.
Tina kæmpede, hun fik slidt sig til 70 forhandlere rundt omkring i landet, men krisen havde jo holdt sit indtog, så efter et år, var halvdelen lukket. ””I krisetiden var der bare ikke marked for ”nice to have”, fastslår hun. Men det slog hende dog ikke ad pinden. Hun tog fat på at designe lækre skoæsker til skabet, og så kom ideen til en skobakke i gummi.
”Jeg havde selv en grim sag stående fra Silvan til 30 kr. Men den var praktisk, så jeg redesignede den i gummi, fik den produceret i Indien, og i efteråret 2011 lancerede jeg den på Formland. Og SÅ skete der noget!”
I dag er Tica Copenhagen tilbage i design- og boligbutikkerne, ligesom hendes produkter i høj grad sælges på webshops.
Fra skobakker til måtter
”Skobakken gav mig det rigtige afsæt. Den var ikke set før. Og dermed blev min niche udvidet til at holde orden i entréen med stil”.
Ud fra den device udviklede kollektionen sig med skohylder i metaltråd og måtter, der passer såvel udendørs som indendørs og i enkle mønstre, der matcher hinanden.
”Jeg lytter meget til, hvad mine kunder efterspørger, og giver det mening, ser jeg på det. Det var faktisk sådan, jeg endte med at overgive mig til måtterne”, fortæller Tina med et smil, og siger med andre ord: ”Jeg tog måttetjansen”.
Hun nåede nemlig frem til, at alle har brug for en måtte, og at måtter generelt er kedelige. ”Det blev så min udfordring, og der er faktisk penge i måtter, for de fleste vil gerne have en pæn måtte”.
I dag har Tica måtter i alle størrelser, og i mange forskellige designs og materialer, og hun udbygger løbende kollektionen.
”Man kan bruge måtterne til at lege med udtrykket i sin entré. Min udfordring er, at få forbrugerne til at se måtterne på en ny måde, og derfor er næste skridt, at lave måtter i en klassisk, ny trendfarve om året.
Skohylde-serien i metal er også blevet udbygget med flere størrelser. De kan bruges til sengeborde, de findes i udgaver med ben, og næster skud på stammen er en hattehylde, som netop er efterspurgt af kunder.
”Det er vigtigt for mig med fleksibilitet i produkterne, at hylderne kan flyttes og at anvendelsesmulighederne er flere”, forklarer Tina, der selv står for designet i store træk men med hjælp af eksperter, der kender til materialerne og konstruktionerne.
”Det har været en lang rejse, men det er vildt sjovt”, siger hun.
USA og Tyskland
I dag er Tica Copenhagen inde i The Container Store i USA, og Tyskland er Tinas største marked. Hun har distributører i Norge og Sverige, og hun er startet op i Schweiz og Holland.
Hun udstiller på Formland, og Ambiente i Frankfurt er hun også meget glad for. ”Jeg har været på Ambiente tre gange, og hver gang har det været en succes med nye, udenlandske kunder. Det var bl.a. her, jeg mødte The Container Store, der lige skulle have en prøveordre på en ”lille” 20 fods container med skobakker…”
Tina har ikke fokuseret så meget på Danmark, men det vil hun til at gøre nu. Bl.a. er hun også med på Formland til august. ”Jeg kan rigtig godt lide Formland, og jeg kommer i kontakt med de jyske kunder, jeg ellers ikke ser så meget”, siger hun.
Maison & Objet står næst på programmet. ”Men det koster både tidsmæssige ressourcer og penge at deltage på messer, så man må jo prioritere”.
Godt udbytte af FAGA-medlemskabet
Faga’s netværk bruger hun også. ”Jeg blev medlem på grund af fragtaftalerne, men i dag deltager jeg bl.a. på trendseminarerne, der er super gode. Og så er det jo vigtigt med et netværk; at man taler med de mennesker, man møder, for ikke mindst når man er en mindre virksomhed, er det vigtigt at hjælpe hinanden, hvor man kan og naturligvis der, hvor man ikke kolliderer produktmæssigt”, siger Tina og slutter af med at foreslå, at man evt. opretter erfa-grupper, hvor man kan dele erfaringer og problematikker. ”Det er vigtigt ind imellem at få nogle andre øjne på”.
Her ses et udpluk af Tica Copenhagens produkter
Tica Copenhagens stand på Ambiente