Spar tid, bøvl og penge med et ATA-Carnet

Skal du på messe uden for EU, kan du undgå ubehagelige overraskelser med et ATA-Carnet i hånden. Du sparer samtidig meget tid, bøvl og penge på unødige overnatninger.

- Skrevet af Heidi Juul Petersen, Håndværksrådet

Stress, stress, stress. For lidt tid, for høj puls og alt for mange papirer, der bare SKAL udfyldes. Det lyder som et typisk liv for en messedeltager. Men sådan behøver det ikke at være. Har du et ATA-Carnet, er dine varers told og afgifter betalt i forvejen, og du slipper for bøvlede toldprocedurer. Et ATA-Carnet er med andre ord et ’pas’ til dine varer, der giver mulighed for at eksportere og importere varer told og skattefrit.

Heidi Bornø fra Fredericia prioriterer sin deltagelse på messer meget højt. På sin deltagelse i Gave- og Interiørmessen i Oslo oplevede hun, hvor nemt det er at komme igennem tolden med et ATA-Carnet.

”Fra Oslofærgen lagde til kaj, og til min messestand var oppe, var der gået omkring en time.  Jeg havde selvfølgelig sørget for, at min stand var nem at stille op, og så lå messestedet tæt på kajen. Men det var helt afgørende, at jeg havde et ATA-Carnet i hånden. Det fungerer så nemt. Jeg fik lige et hurtigt stempel, og så var det videre”, siger en glad Heidi Bornø.

Hun understreger, at tiden var en afgørende faktor, da hun kun havde to timer, fra hun gik fra færgen til messen lukkede for opbygning af stande. 

Ingen ubehagelige overraskelser

Heidi Bornø er indehaver af Bornøs Agentur, som blandt andet forhandler uldbluser fra BlusBar. Hun deltager på messer for at få kontakt til nye kunder, skabe netværk og følge med i tidens trend. 

På messen i Norge mødte hun flere frustrerede og stressede deltagere, der ikke havde et ATA-Carnet.

”Jeg mødte en, der fortalte mig, at hun var brudt fuldstændigt sammen på færgen. Det var første gang, hun skulle på messe, og hun var overrasket over at skulle stå til ansvar for varernes værdi og betale 6000 kr. i told på stedet. Jeg er sikker på, at tolderne har gjort, hvad de kunne for at hjælpe hende, men når man står i et fremmed land og er under pres, kan man hurtigt blive hylet ud af den, når der sker noget uventet”, forklarer Heidi Bornø.

Det er bestemt ikke et billede, som er fremmed for konsulent Nat Valente. Hun arbejder til dagligt i Håndværksrådet og udsteder ATA-Carnet’er til FAGA’s og Håndværksrådets medlemmer. 

”Mange af vores kunder er skræmte over tanken om at stå i et fremmed land og tænke på moms og afgifter midt i alt det andet, de jo skal tænke på. Det beroliger dem, at når de først har fået et ATA-Carnet, så kan de slappe af”, forklarer hun.

Spar tid og penge

Heidi Bornø har altid selv rejst med ATA-Carnet, som hun mener, messerne burde være bedre til at oplyse om. Da hun for tre år siden startede med at tage på messer, kendte hun godt til varepasset eksistens fra sin tidligere arbejdsplads.

”Jeg husker tydeligt min første messe i Norge. Selv om jeg var godt forberedt og havde købt et ATA-Carnet i forvejen, lukkede jeg ikke et øje hele natten, for der var så mange ting at have styr på. Alt er bare anderledes, når det er uden for EU”, forklarer Heidi Bornø. 

Det er også relativt hurtigt og smertefrit at få fingrene i et varepas. Ifølge Nat Valente kan man købe et ATA-Carnet på fem kontorer i Danmark. Er man medlem af Håndværksrådet eller FAGA, får man 50 pct. i rabat. 

”Man tropper bare op med sin vareliste og udfylder ansøgningsskemaet på kontoret. Man kan også sende en mail til os med varelisten og et udfyldt ansøgningsskema, så sender vi ATA-Carnet’et med det samme”, forklarer Nat Valente. 

Heidi Bornø har sparet meget tid og overnatninger ved at kunne gå lige igennem tolden. Ifølge hende er den eneste ulempe ved at være den lykkelige ejer af et varepas, at man bliver vænnet til, at det går så hurtigt og nemt. 

”Selvom jeg har et ATA-Carnet og har betalt told og afgifter i forvejen, kan jeg jo stadigvæk godt risikere at blive stoppet af en emsig tolder under en razzia. Lur mig den tolder, der stopper mig. Han vil få med mig at bestille, for det har jeg slet ikke tid til”, siger hun

Læs mere om varepasset på Håndværksrådets hjemmeside, hvor du også kan downloade et ansøgningsskema og se oversigten over de fem kontorer, som sælger ATA-Carnet’er.