Stor tilfredshed på de danske messer
Både Formland og northmodern melder om fremgang i antallet af besøgende, og fra begge kanter meldes om stor tilfredshed. Samtidig melder northmodern ud med et nyt spændende koncept med møbelfokus og én årlig messe. Så fremadrettet bliver det måske lettere for FAGA’s medlemmer at vælge messe.
Af Pia Finne
På den danske boligscene er der som bekendt blevet afviklet to messer, nemlig Formland i Herning og northmodern i København. Også de danske messer melder om fremgang, om mange besøgende og om en positiv atmosfære med mange ordrer på blokken.
Desværre falder messedatoerne til august igen sammen til stor fortrydelse for udstillere og ikke mindst for indkøbere, der i mange tilfælde må foretage et valg, de ikke ønsker at træffe.
Men når det er sagt, er det sidste gang, det problem opstår, for northmodern har netop løftet sløret for nye fremtidsplaner og et nyt, spændende koncept.
Fra 2017 bliver northmodern en årlig messe med et skarpt fokus på møbler. Det kommer til at ske 9.-11. maj 2017.
”Vores vision for northmodern er klar. Sammen med vores partnere, Danish Design Centre og Design Denmark, er det vores mål igen at gøre København og Danmark til et vitalt, globalt designmål”, siger direktør i northmodern Kristian Andersen.
Læs mere om det nye northmodern i selvstændig artikel andetsteds i FAGA NYT.
Formland gik over al forventning
Formland kan glæde sig over fremgang på alle parametre: udstillere, nyheder og besøgende. 12.522 besøgende fra 5.409 forretninger sugede til sig af design- og interiørmæssig næring på Formland Spring 2016. Fremgangen i antal butikker var således på hele 32 pct. sammenlignet med sidste Formland Spring.
Og de besøgende var handelsklare, lyder det fra Mogens Dahl fra IC Lauvring, som var en af de i alt 415 udstillere.
”Det er gået over al forventning, og jeg kan uden at blinke sige, at hver dag på Formland har været en god dag. De besøgende har ikke bare været positive og glade men også handelsparate. Vi har især mødt mange nye kunder fra Sjælland denne gang”, siger Mogens Dahl fra interiør-virksomheden.
Formland bød også på mange spændende nye udstillere. På Nordic Buzz var 93 iværksættere fra Tyskland, Sverige, England og Danmark samlet. Blandt dem var virksomheden Kjær Bak, som laver tilbehør til danske træikoner. Også de tager hjem fra Formland med en tyk ordrebog:
”Det har kort sagt været overvældende. Fra vi kom torsdag, til vi lukkede søndag, har vi forvandlet os fra en ide til en rigtig virksomhed med mange kunder. Vi har fået super god feedback på vores produkter og har masser af ordrer med hjem”, siger Karen Bak og Charlotte Kjær Pedersen, som står bag firmaet.
Uddeling af to priser
På Formland blev to priser uddelt søndag: Formland News, som gik til Zone for produktet Zone PEILI, og Formlands Bedste Stand, som gik til JH Engros, der havde skabt en spektakulær urskov.
”Vi er stolte og glade efter Formland Spring 2016. Når så mange mennesker mødes for at netværke, handle og lade sig inspirere, opstår der noget magisk. Vi er meget taknemmelige for den tillid som vi er blevet vist af både udstillere og besøgende på Formland Spring 2016”, siger Formlands projektchef, Henriette Træholt.
Det siger indkøberne:
”Formland er det energitilskud, vi har brug for som indkøbere, butiksindehavere, trendsættere og presse”, siger Stig Lauritsen, indkøber for Paradehuset ved Gisselfeld, som besøgte Formland Spring på åbningsdagen.
”Vi kommer på Formland for at se på nye varer samt få ny inspiration og nye ideer, der kan smitte af på vores butikker. Vi kigger altid efter nye, mulige samarbejdspartnere, så områder som Nordic Buzz finder vi især meget interessante”, fortæller Esben Hougaard, ansvarlig for indkøb i Magasin.
To vindere af Nordic Buzz Award
På Formland Spring blev to Nordic Buzz priser for ’Best Design’ uddelt til Die Beiden Drei fra Hamborg og Piece of Denmark fra Aarhus.
”Vi glæder os til at ringe hjem og fortælle det til vores bedstefar. Han er over 100 år gammel, og det er ham, som har inspireret os, da han i sin tid var en uhyre dygtig saddelmager”, siger Katharina Bosien, som sammen med sine to søskende står bag firmaet Die Beiden Drei, der producerer eksklusive skindtasker.
Hos prisens anden vinder, Piece of Denmark, var glæden også tydelig at spore:
”Det er et kæmpe skulderklap, som vi ikke helt forstår endnu. Det har været et fantastisk forløb at være del af Nordic Buzz og blive inspireret af vores mentor op til messen. Vi har opsagt vores job for at satse på vores ide, og prisen er et bevis på, at vi er på rette vej”, siger Dorte Kjettrup, som sammen med Susanne Holmvang driver porcelæns-virksomheden.
Næste Formland 18.-21. august 2016.
northmodern er tilfredse
northmodern stod skarpt, og viste således vejen for den vision, der ligger bag messen, nemlig at være Skandinaviens mest innovative møbel- og design fagmesse.
20 flere unikke besøgende i forhold til januar 2015, meldes der om, og således var besøgstallet denne gang oppe på 3.916, der kom fra 39 forskellige lande.
“Vi er tilfredse med denne sæsons resultat, og vi er helt sikre på, at det er begyndelsen til en succes, hvor nøgleordet er relevans. Det handler om at finde de innovative brands og at udpege de opkommende talenter samtidig med, at de internationale relationer passes, for i sidste ende er det dét, der udmønter sig i bevågenhed fra førende indkøbere og professionelle fra branchen fra hele verden. Vores mål er klart”, siger direktør på northmodern, Kristian W. Andersen.
19 pct. af de udstillende brands har allerede meldt sig under fanerne til messen i august.
På messen denne gang var der 320 brands fordelt på godt 250 virksomheder ifølge en optælling i kataloget.
“northmodern var en god oplevelse for os. Vi introducerede et nyt brand på messen, og vi fik rigtig meget opmærksomhed fra pressen. Det er svært for en messe at skabe en speciel atmosfære eller kultur, men northmodern formåede at holde stemningen “Copenhagen Cool”. Vi glæder os til at se messen vokse, og vi er absolut med igen til august”.
- Thomas Hansen, direktør, Frandsen Project.
“northmodern var en super oplevelse for os – meget bedre, end vi havde forventet. Vi havde en rigtig god messe, og vi ser frem til næste gang. Vi er begyndte at tro på, at man kan have en seriøs design-messe i København”.
- Andrea Larsson, stifter af Reflections by Hugau/Larsson.
Næste northmodern holdes torsdag 18. august til lørdag 20. august.
Formland
northmordern