Vi forventer en fantastisk messe
Alle kæderne og varehusene har meldt deres ankomst. Der er 44 workshops og spændende foredrag, Chokolade festival, trendzoner og ikke mindre end 450 udstillere, hvor af en stor del er FAGA’s medlemmer. Projektchef Henriette Træholt forventer den bedste og mest gennemførte Formland i mange år.
- Skrevet af Pia Finne
”Vi forventer en fantastisk messe, når Formland nr. 65 løber af stablen fra 18.-21. august. Og vi har noget at have det i! Messen har ganske enkelt haft vokseværk, og vores største udfordringer denne gang har ikke været at få udstillere til messen, men snarere at skaffe den plads, udstillerne gerne vil have. Flere ville gerne med, og dem, der udstiller på messen i forvejen, ville gerne have større stande”. Det fortæller projektchef Henriette Træholt.
De seneste par messer har Formland været inde i en god gænge, men Henriette Træholt er ikke i tvivl om, at det, der for alvor var med til at gøre udslaget i forhold til denne messes eksplosive vækst er, at alle branchens kæder og varehuse har meldt deres ankomst.
Således vil Imerco, Kop & Kande, Inspiration, Bahne, Magasin, Illums Bolighus, Botex, Lysmesteren, El-Salg og Interflora være tilstede under messen i MCH Messecenter Herning.
Det er første gang, Bahne samler hele den landsdækkende kæde på Formland. Kæden benytter messen som platform for den årlige butikschef-konference og som indkøbsevent for sine medarbejdere.
”Formland er den mest naturlige platform at samles på. Det er her, man finder det ubetinget bredeste udvalg af udstillere og varer inden for brugskunst og designprodukter. Og det er netop det, Bahne står for. Vi glæder os til at samle medarbejderne og opleve de mange spændende udstillere, nyheder og events”, siger Jacob Bahne, ejer og direktør.
Kop & Kande kæden vil også deltage på efterårsmessen. Kop & Kande udstiller på egen stand, hvor kædens medarbejdere kan hente inspiration til den kommende julesæson, og så køber de ind blandt Formlands andre udstillere.
”Formland er samlingsstedet for hele branchen. Det er her, vi ser nyheder og bliver tanket op med inspiration, så vi bruger rigtig meget tid på at gå rundt blandt udstillerne. Vi er lidt nogle isenkram-nørder, som vægter det faglige meget højt. Og derfor er Formland det helt rigtige sted for os”, siger administrerende direktør Peter Rønn.
Henriette Træholt betegner kædernes deltagelse som et afgørende kvalitetsstempel, og hun mener klart, at netop den store kædetilslutning også er grunden til, at flere af de udstillere, bl.a. Greengate og Madam Stoltz, der har været væk fra messen i en periode, nu er tilbage.
Således slår Henriette Træholt fast, at der denne gang vil være mindst 450 udstillere på messen, og hun forventer godt 13.500 besøgende fra både ind- og udland, hvilket er det højeste antal i mange år.
Netop det høje besøgstal skal FAGA’s medlemmer bruge konstruktivt. Derfor handler det i høj grad om at være på, at skabe opmærksomhed omkring sin virksomhed og ikke mindst om at invitere kunder, så de også finder din stand blandt de 450…
Trends og spændende foredrag
På Formland vil der denne gang være trendzoner helt i top, og netop trenden kan de udstillende FAGA-medlemmer bruge. Se hvad stylisterne slår på af tendenser til den kommende sæson og brug det på standen. For de besøgende ser trendstanden, og kan de nikke genkendende til en farve eller en stil, er der større sandsynlighed for, at de stopper op.
”De seneste mange messer har vi haft interiørtrendzone i hal H. Den er nu flyttet til hal E for at give mere plads til ”Love is in bloom”-trenden, der er skabt af Anette Eckmann”, fortæller Henriette Træholt.
Det handler om det ægte engagement og ikke mindst om kærlighed. På trendstanden vil der være workshops i borddækning, som de besøgende kan bruge, når de skal skabe smukke borde i butikkerne, og på standene kan man ligeledes bruge de gode fif. Der vil være morgen meditation, tattoo-shop og i det hele taget en række anderledes tiltag med fokus på det personlige, det autentiske og på kærligheden.
”Trenden handler i høj grad om, at man skal gøre tingene på sin egen måde og satse helhjertet”, lyder det fra Henriette Træholt.
I forlængelse af kærligheds- og blomstertrenden; luksus i hverdagen, holdes der Chokolade Festival på Formland. Her er chokolade trendzone, workshops om chokolade, indlæg om chokolade som en fødevare og meget mere.
”Chokolade har videnskabeligt bevist egenskaber, der giver en følelse af lykke. Det skal vi bruge”.
FOCUS er et andet trendområde på Formland. Fokus er dét, du vælger at koncentrere dig om, og på Formland sættes fokus på de områder, hvor lysets stråler mødes, og farver opstår.
”Vi byder velkommen til FOCUS i rammerne af en hvid bistro, hvor fem farvede podier har fokus på tidens tendenser. I en kombination af udvalgte farver og overflader giver vi de besøgende mulighed for at sætte fokus på de objekter, som vi har udvalgt. Her kan man samle sin opmærksomhed, koncentrere sit fokus og blive fyldt op med masser af inspiration”, fortæller Mille Fly fra FlyHelsted.
I FOCUS har FlyHelsted skabt fem trenduniverser, som under navnene Pop-up Morning, Elemental Living, Off Beat Party, Artisan Dining og Red Dessert Lounge vil skabe hvert deres visuelle udtryk, hvor de besøgende og udstillere kan hente inspiration til, hvor de skal sætte deres eget fokus i en tid med mange stilretninger. Her er fokus på materialernes overflader fra sarte pasteller til de mere eksotiske mønstre og dybe farveskalaer og matte strukturer.
Farverne er mere dominerende, end de har været længe.
”Vi er blevet mere åbne og modige og tør vælge mere dristige farver, teksturer og materialer til møbler og vægge”, fortæller Mille Fly og fortsætter: ”Men mange synes stadig, at det er lidt svært, og derfor har vi med FOCUS arbejdet på at formidle farver, overflader og strukturer på en måde, så det kan give god inspiration”.
Focus er det latinske ord for ildsted, og hele idéen bag konceptet er derfor at skabe et samlingspunkt, hvor lysstrålerne mødes og smelter sammen med en trend. Og selvom Hal K egentligt er hjemsted for hele belysningsbranchen, så indeholder trenduniverserne et bredt udsnit af produkter fra messens udstillere.
Upcoming designere og iværksættere
”Som messe føler vi et stort ansvar for at hjælpe interiør- og designbranchens dygtige iværksættere godt på vej. De spiller en utrolig vigtig rolle i udformningen af branchens fremtid. På NEXT STAGE samler vi iværksætterne, hvilket giver større pondus og skaber dynamik og kreativ energi”, fortæller projektleder Mai-Britt Risvig Flyvholm, MCH.
NEXT STAGE er, som navnet udtrykker, næste stadie af en tretrinsraket for iværksættere. Første stadie er CREATORS COMMUNITY, hvor nystartede designere fra ind- og udland ansøger om og udvælges til at få en stand på iværksætterområdet. Dernæst følger muligheden for at udstille på NEXT STAGE. Tredje trin i raketten er som almindelig udstiller blandt Formlands øvrige etablerede udstillere.
”På denne måde får iværksætterne gennem Formland mulighed for at etablere sig som et navn i branchen. Desuden giver det vores besøgende mulighed for at se det nyeste og bedste, iværksætterlaget har at byde på, siger Mai-Britt Risvig Flyvholm.
Iværksætterområdet CREATORS COMMUNITY placeres på Formland Spring-messerne. Næste gang, området kan opleves, er på Formland Spring 2017.